Foråret er begyndt, men pas på

Selv om det stadig er februar, er der ingen tvivl om at foråret er godt på vej. Det vokser dag for dag derude, og vintergækker og erantis blomstrer om kap. Mine krokus er endnu ikke sprunget ud, men det er lige før.
krokus
Det varer heller ikke mange dage før den første scilla er i blomst, og i dag fandt jeg en hyacint på vej.
hyacint
Men altså, det er stadig koldt for mange af planterne, især vinden er kold, når den får følgeskab af nattefrosten. Barfrost om foråret kan tage livet af mange sarte planter. Derfor venter jeg med at klippe staudetoppe og fjerne alle bladene i bedene. Dem tæt på husmuren, hvor der er mere lunt og beskyttet, har jeg dog ryddet, så jeg kan nyde de tidlige forårsløg, for det er lidt af et dillema. Man vil jo gerne se alle blomsterne uden, at de er halvt dækket af visne staudetoppe og blade. Jeg bor på midtsjælland og ved af erfaring, at det er et udsat sted. Hvis man bor i kystnære områder, tror jeg godt, at man kan gå hårdere til værks, for der er klimaet mildere.
vintergækker
Her er der ikke ryddet, og helt tosset er det jo heller ikke.

Hvad gør du?

Lidt forårshave i vindueskarmen

vintergækker
Der er meget forårsagtigt i haven i dag. Masser af erantis og vintergækker. Jeg gravede en lille tot vintergækker op af græsplænen, så nu er der også forår i min vindueskarm.
Vejrudsigten for de næste tre uger viser kun røde tal, altså plusgrader. Det ser da ud til at blive et forrygende tidligt forår 🙂

Vintergækker på vej

Vintergækkerne er på vej op derude. Det kan man se rundt om på de forskellige haveblogs. Især i sidste uge var der mange, som viste billeder af identificerbare spirende vintergækker. I lørdags gik jeg derfor i haven i øsende regnvejr for at lede efter dem. Men jeg fandt ikke en eneste, og jeg ved jeg har en del. Søndag skulle vi en tur til Møn for at se til byggeprojektet, og så måtte jeg lige på gækkejagt i sommerhushaven.
Spirende vintergækker
Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg opdagede de første helt tydelige vintergækspirer. Manden måtte hentes for at dele begejstringen med mig.
Vintergæk Vintergæki knop
Lidt efter så jeg disse i knop. Jeg burde enten have plukket blomsterne, eller gravet klumpen op og sat den i en potte og taget dem med hjem. Men i min befippelse gjorde jeg ikke andet end at beundre dem. Jeg er egentlig lidt i tvivl om disse er vintergækker eller måske dorothealiljer. Det er jeg ikke så skrap til at se før blomsten kommer frem. Til den tid kan jeg måske også se, hvilken sort det er. Til det kan jeg bruge bogen “Vintergækker”, som jeg lige har sat på bogreolen i dag.
Vintergækker

Mønsk forår

Jeg var en tur på Møn i weekenden, og på trods af  meterhøje snedriver hist og pist var foråret også kommet hertil. Det var et vidunderligt lunt solskinsvejr søndag, så der tog jeg mig tid til en lille tur med kameraet rundt i haven.
Krokus
Krokus overalt. De skal nydes nu, for med de tocifrede varmegrader vi har fået, går det stærkt.
Krokushaven
De står blandt andet i forhaven, som er en lille græsplæne fuld af forårsløg. Den skal ikke betrædes før løgene er afblomstret 😉
Lige nu er det krokus, men snart kommer der også scilla.
scilla
På sydsiden af huset er scillaerne noget længere fremme.
Vintergækker
Vintergækkerne står i tætte tuer, og når de er afblomstret kan de deles og spredes endnu mere rundt i haven.
Påskeliljer
Påskeliljerne springer snart ud i stort antal.
Kejserkrone
Kejserkronerne er også godt på vej.

Det gode forårsvejr er kommet med fuld power, så husk nu at sug til jer af alle de tidlige forårsløg, mens de endnu er der.

Huller i sneen

Altså, hvor er den vinter lang og hvid i år. Det kribler helt vildt i fingere for at gå i gang med at pusle i haven og få fingrene i jord. Sidstnævnte kan man få afløb for ved lidt forspiring af artiskok, chili og de langsomtvoksende sommerblomster, selv om det ikke er helt det samme 😉
Egentlig er det nok ikke så tosset, at vinteren er hvid, når det nu skal være. Sneen beskytter planterne mod den hårde frost og bidende vind.
vintergækker i sne
Vintergækkerne lader sig ikke sådan standse af sne og kulde. Det er februar, så de er på vej op gennem hullerne i sneen, og sådan er det heldigvis også med den andre tidlige forårsløg.
erantis i sne
Erantis er også godt på vej mange steder i haven tæt på huset og under buske og træer.
krokus i sne
Det samme gælder for krokus. De her står godt nok i en krukke, men de er på vej mange steder rundt om i haven.
græs i sne
Her er der også et hul i sneen, og jeg tror ikke, at det er fordi græsset/mosset har fået udbrydertrang. Det er nok snarere en fugl, som har fået færden af nogen spiseligt. Det kan man se af sporene i sneen, for ellers var det nok naboens (skide)kat, som havde fået skylden. Jeg har igen måtte dække mit bed ved bryggersdøren til med net. Der har jeg rigtig mange erantis, krokus og vintergækker, som er på. Der er snefrit tæt på husmuren, og det er nok grunden til at kattene bruger det, som det foretrukne toilet i øjeblikket. Men nu er der dækket til, så de må finde en andens husmursbed til formålet 😉

Nyt i krukkerne

Det har været en skøn weekend med tid til plantenusseri. Jeg har holdt fingrene væk fra staudebedene. De har godt af at beholde vintertøjet på lidt endnu. “Frost på udsatte steder” er her, så det er bedst at vente. Jeg har i stedet nusset på gårdspladsen. Krukkerne med små grantræer og sukkertop er blevet skiftet ud med lørdagens planteindkøb af hornvioler og anemoner.

De lyslilla hornvioler og tacetterne er indkøbte, men dorothealiljerne er fra haven.

Her er flere af de indkøbte hornvioler. Jeg er ikke god til sammenplantninger, så hver slags i hver sin krukke 😉

Dem har jeg så i stedet mange af. Der er vist ikke andre her i byen, som har så mange af dem i forhaven. Det er lidt klichéagtig med en bænk med blomster og lanterner, men den gør sig altså meget godt på den kedelige gårdsplads.

Her er det hvide perlehyacinter, anemoner og vintergækker. De sidste er fra haven.

De hvide anemoner købte jeg for et par uger siden, og nu er de helt sprunget ud.

Så er gårdspladsen kommet af med vintertøjet 😉

 

De dyrebare vinterhvide

Nu pibler det op med vintergækker og dorothealiljer, og de blomstrer løs. Det er ikke nogen stor samling, hverken i antal eller variation, jeg har. Lidt skematisk opstillet, ser udvalget sådan ud.

I hvert fald to slags vintergækker, og der er sikkert flere, hvis jeg havde husket at tage de forskellige slags blade med ind. Man kan læse mere om de forskellige slags på Broadleigh Gardens hjemmeside, som Birgitte fra en Landliggers dagbog, gjorde mig opmærksom på.

Jeg vil gerne have mange vintergækker, så når de er afblomstret om foråret, deler jeg flitttigt de små tuer i enkelt løg, og planter dem rundt i haven, så de igen kan blive til små tuer. Om efteråret køber jeg nye løg, så mængden og variationen bliver endnu større. Der findes mange slags, men de helt dyre tror jeg ikke ender i min jord. Der er nemlig gået helt inflation i vintergækløg, så der på auktion er solgt en Galanthus woronowii ‘Elizabeth Harrison’ til over 6000 kr. Jeg har desværre ikke selv noget billede af den, men der kan læses mere om den HER

Februar collager

Lidt her og nu billeder fra haven.
De er zoombare ved klik.

Knopperne
Klatrehortensia, blåbær, rhododendron, syren, blåbær[topcollage]

 

Spirerne og blomsterne
Perlekurv, jakobsstige, tulipaner, vintergækker, akeleje, erantis

[topcollage images=6 start_with=6]

 

 

De kultiverede i krukker på gårdspladsen
Helleborus, vintergækker, krans af birkegrene, helleborus, perlehyacint

[topcollage images=5 start_with=12]

 

 

Søndagsudflugt og havegravning

I dag er det gemalens fødselsdag, så vi har været på tur til Ordrup Næs i Sejerøbugten og Dragsholm Slot. En rå februardag med skiftende sol og skyer og en sydvestlig vind.
Vi startede på nordsiden af næsset, hvor der var store isklumper på stranden og rigtig mange søstjerner. Meget behageligt, fordi vi gik i læ for vinden.  Svampen på billedet er vist nok en støvbold. den sendte i hvert fald en støvsky op, når man trykkede på den. Da vi kom om på sydsyden lå isen meget kompakt langt ud i bugten, og der var en strid vind. Det blev en god lang tur, hvor vi fik oparbejdet en god sult til næste stop på ruten.

Det var Dragsholm Slot, hvor vi fik en super lækker frokost. Der var ild i pejsen, så vi fik også varmen igen. Der var en skøn udsigtspavillon, som også ville passe godt i min have. Udsigten ville så bare blive udskiftet fra storebælt til marker 😉

Da vi kom hjem, gik jeg i gang med at plante forskellige løgvækster i krukker. Jeg havde købt lidt af hvert i går, men havde undladt at købe vintergækker. Jeg havde tænkt mig at grave nogle op, som stod under en kvædebusk, hvor de var svære at se. De ville være gode i krukker i år. Jeg skal hilse og sige, at selv om det har været tøvejr, de sidste par dage, er jorden stadig frossen. De kom op i hel stand efter en lang sej med spaden. De blev også plantet i krukken og pynter nu på gårdspladsen.

Kulden kommer

Det har været en weekend med lidt blandet vejr. Snebyger som hurtigt endte i sjap og nogle få solstrejf ind imellem. Men nu siger vejrudsigten, at det bliver koldt. Ikke så meget sne men frost både dag og nat den næste uges tid. Jeg har været et par timer i haven i dag og ordnet lidt småting. Juletræet blev klippet i mindre stykker og brugt som dække over sarte planter. Artiskokkerne står stadig flot, så de fik et ekstra lag gran. I køkkenhaven er der masser af frisk og frodig persille. Palmekålen er også flot nu. Jeg havde nogle voldsomme angreb af kålsommerfuglelarven, som forvandlede den til skeletkål. Men mange af dem kom sig heldigvis igen. De tåler også nogen frost, så dem har jeg fortsat glæde af. Den røde grønkål er bedst, når den har fået frost, og den giver en flot farve til køkkenhaven nu. Erantis pibler op rundt i haven. Her er det under kvædebusken. Det gør vintergækkerne også. De klarer alle sammen frosten, så kulden kan bare komme an 😉