Blomsteråret 2016

Her på årets sidste dag vil jeg som så mange andre bringe en årskavalkade. Det bliver en blomsterkavalkade, det vil sige en blomst for hver måned. Det kunne også have været en kavalkade over de kreative indslag eller årets ture, begge dele fylder meget her på bloggen, og måske indledes det nye år med en af disse. Men dagens årskavalkade bliver med blomster, for der er ikke noget mere smukt og forventningsfyldt, som kan sætte drømmene i gang om det nye haveår.

Januar
Årets første blomst er en kvædeblomst. Den er drevet på få dage med grene fra haven. Noget af det smukkeste til at indlede haveåret med.

Februar
Vintergækkerne pibler op alle vegne.

Marts
Dorothealiljen er noget af det smukkeste, og når de trives spreder de sig heldigvis flittigt.

April
Det var stadig koldt i april, men vibeæggene trodsede det. De er noget af det smukkeste, og jeg tjekker daglig de små spirer for at se, hvornår de springer ud.

Maj
Så er det blevet tulipantid. De vælter op alle vegne, hvis man ellers har fået lagt løg eller har nogle, der kommer igen og igen. Jeg har det hele, for jeg elsker tulipaner.

Juni
Nu eksploderer det med blomster, så det er virkelig svært at vælge. Men når jeg tænker tilbage, så må det være pæonerne, der vinder.

Juli
Nu er der bare blomster, blomster og blomster. Sommerblomsterne er noget af det skønneste og frøkenhatten noget af det aller smukkeste.

August
Sommerhushaven fyldte meget i år, fordi jeg holdt åben have her under havefestivallen. Det nyanlagte bed i forhaven blomstrede frodigt, og det må være den orange montbretia som bliver augustblomsten.

September
En buket fra haven med septembers blomster: dahlia, stolte kavalerer, pileurt, kvæsurt, lathyrus, dild.

Oktober
Der er ingen tvivl om oktobers blomst. Det er den kæmpestore dahlia watermelon.

November
Nu begynder mørket at sænke sig, og det tynder ud i havens blomster. Men sankthansurten holder ud.

December
Nu er der brunt og grønt i haven, og ikke så mange andre farver. Husløget må tage havens decemberblomsterpris. Den har været flittigt brugt i julens dekorationer.

I ønskes alle et godt nytår. Nu begynder haveåret lige om lidt 😉

 

En kande med novemberblomster og frø

kande-med-buket

På spisebordet står dagens buket fra haven. Det er sankthansurt, der endnu står flot med sine rosa blomster og blade, der begynder at gulne. De sidste dahlia, som endnu ikke er taget af frosten, er også i kanden.

kande-med-froe

Kanden har jeg haft i et halvt års tid, og jeg er meget glad for den. Den har en lille frø siddende på hanken og har holdt til i stuen lige siden, den kom inden for dørene. Det er keramikeren Ulla Sonne, som har skabt den for mange år siden, men den kan heldigvis stadig købes. Jeg har fået dem som en gevindst via kunstforeningen på mit arbejde. Det er ikke første gang, at jeg vinder en af de gode gaver(synes jeg). Sidste gang fik jeg hønseflokken, som bor i haven.

Sensommerplanter der holder i potterne

Der skal skiftes lidt ud i krukkerne og potterne i løbet af året, og her hvor sommeren er på sit sidste, er det tid til lidt fornyelse. De frodige og storblomstrende sommerblomster begynder at se lidt trætte ud, og de sukkulentagtige sedum og husløg er rigtig fine nu.

Bord med sensommerplanter

Sedum/santhansurt fås i rigtig mange fine mørke og røde nuancer udover den grønne, og lige nu er de i handlen mange steder i pottestørrelse.

Husløg

Husløg i røde farver passer fint til. Disse har jeg fundet i en vejbod, der sælger planter fra haven. Husløg er noget af det mest driftsikre. De tåler tørke, så de passer godt i små krukker og kurve, som let tørrer i ud.

Kurv med husløg

Dejligt med lidt pottenyt 😉

 

 

En lyserød krans til døren

I dag fik jeg tid til at binde en krans til døren. Det pynter, og så er det en fin lille kreativ beskæftigelse. Den er bundet af hortensia og sankthansurt i de lyserøde nuancer. Det er lyserød lørdag i dag, så det må kransen godt være i dag.
Materialer til krans

Krans på bord

krans tæt på

Krans med sedum og hortensia

Septemberplanter på gårdspladsen

Det er blevet september. Helt klart sensommer og lidt efterår, selv om ordet efterår har sådan en underlig tyk fornemmelse i munden, som man ikke rigtig kan forlige sig med endnu. Men september er det, og der trænger til noget nyt på gårdspladsen i stedet for de afdankede sommerblomster i krukkerne. Det er altså helt klart tid til haveshopping, så i weekenden tog Birgitte fra En landliggers dagbog og jeg en tur til Sverige for at shoppe planter og lopper.

IndkøbDet store indkøb blev i Åbergs Trädgård ved Ystad. De har et stort udvalg af planter, og en skøn økologisk cafe, hvor vi indtog vores frokost. Et par timer blev det nok til hos Åbergs, og det er ikke for meget. Afsæt god tid, for der er meget at vælge imellem, hvis du vil have tid til både shopping og fika. Det er ikke første gang og sikkert heller ikke sidste gang, at vi smutter indenom hos Åbergs.

Gårdplads med planter

Det er de gode høststauder, som sankthansurt, sedum og alunrod, heuchera, som er kommet i krukkerne. De er smukke med deres mørke farver, og så kan de holde til vind og vejr på denne årstid uden at tabe glansen og pusten. Det er stauder, så når efteråret går på held, kan de plantes ud i haven, og komme igen næste år.

Sedum

Sankthansurt, sedum findes i mange varianter. Denne med de mørke stilke og blade hedder Matrona. Den er også god i buketter indendørs, hvor den kan holde i lang tid.

Det er et rigtig godt tidspunkt at plante i haven, og udover planteskolernes fristelser, er de også mange gode planter til rimelige priser på plantemarkederne. På lørdag er der plantemarked på Tadre Mølle, og der er jeg igen at finde. Vi ses 🙂

En sidste buket til Hanne

Hanne fra havebloggen Hanne i haven har desværre forladt os. Hun gik bort i onsdags og skal bisættes i dag. Derfor sender jeg denne bårebuket som en sidste hilsen.
Buketten
Hanne var på trods af meget sygdom en af de sejeste og livsglade mennesker, jeg har kendt. Hun var aktiv i haven og i bloglivet lige til det sidste. Dagen før hun døde, lagde hun en kommentar her på bloggen. Det er et godt minde at have.
Hanne har en gang sagt, at den smukkeste blomst er den, der blomstrer lige nu.

Kære Hanne, derfor er din bårebuket fra mig bundet af dagens blomster fra haven: løvemund, dusksalvie, lammeøre og sankthansurt.

Hvil i fred

Vi er mange havebloggere, som i dag på dette tidspunkt lægger en bårebuket til Hanne på vores haveblog. De kan ses samlet på bloggen “En landliggers dagbog“, hvor vi i løbet af dagen vil oploade vores digitale bårebuket.

Efterårsrødt

Der er virkelig knald på farverne i naturen nu. Det er den store finale i rødt, orange og gult før det hele ender i brun eller hvid vinter. Jeg er til farver, og i år er det rød. Det skifter lidt. For et par år siden skulle al ting være lilla. Blomster, puder, gavepapir og servietter. Så kom den turkisgrønne periode efterfulgt af petroliumsgrøn. Det gik blandt andet ud over et sofabord, et havebord og og et par hylder. Men i år er det de røde nuancer, og helst de skrappe af dem. Det har betydet, at årets ærteblomster er røde, den nye vandkande blev rød og kameraets fokusering ender i rødt.
frøkenhat
Frøkenhatten her stikker stolt op igennem parykbuskens røde blade, og til højre kan sølvlysets mørkerøde blade svagt anes. Det her er midt i årets røde bed, som tidligere har haft tulipaner, perlehyacinter, akelejer, digitalis, vejbred og valmuer i de røde og bordeaux farver.
paradisæble
Paradisæbletræet er næsten ved at få overbalance af de mange knaldrøde æbler i år. Sidste år var første år med frugt, og der var kun en håndfuld, men nu er der gevindst.
Lathyrus Buccaneer
Lathyrus Buccaneer har jeg vist flere gange på bloggen i år, og den er stadig fantastisk. Lidt grågul i bentøjet her i oktober, men den blomstrer lystigt videre. Den første nattefrost kom forbi for en uge siden, men jeg sprøjtede vand ud over lathyrus og dahlia aftenen før, og de klarede sig uden mén. Forruden på bilen måtte skrabes for is, så det var nok godt, at jeg havde taget mine forholdsregler 😉
krans
Sankthansurten er uundværlig her om efteråret. Den står flot i haven nu, og den holder i lang tid, hvis man tager den ind i vaser. Men den er også god i dekorationer og kranse. Her er hoveddøren pyntet i anledning af havedagen forleden.

Julen bliver nok også rød her huset i år, men det er jo heller ikke værst 😀

Efterårspuslerier

I ly for regnen under halvtaget ved det gamle hønsehus blev det til en krans af sankthansurt i går eftermiddags.
Sankthansurten står med flotte farver lige nu, og den er meget velegnet til dekorationer og kranse. Den holder længe, fordi den holder godt på væsken med sine tykke stængler og blade. Hvis man sætter den i vand eller direkte i jorden er den meget villig til at slå rødder, så hvis man vil have flere af dem, er det nemt at lave stiklinger. Planten kan også deles om foråret. Den fås også i andre varianter med bl.a. med hvide blomster og med røde blade og stængler.

Sankthansurten er en gammel lægeurt, og skulle være god til brandsår, næseblod og hæmorider. Den er også blevet kaldt kærlighedsurt. Efter sigende skulle man kunne tage varsler omkring kærlighedsforhold af den ved at stikke den i stråtaget. Hvis den slår rødder, vil man kunne finde en kæreste i den retning, som skuddet vokser. Hvis man er i et forhold og sætter flere i stråtaget, er det ikke godt, hvis den ene vender den anden vej, for så bliver forholdet ikke godt. Kommer der sideskud betyder det, at der kommer børn.
Man kan læse mere om dette og dyrkning af sankthansurten på Havenyt.dk.

Hyacinttiden er indledt

I dag købte jeg de første hyacinter til at have inde. Det er lidt julet, men sammen med sankthansurt ser det nu ret efterårsagtigt ud. Jeg elsker hyacinter indendørs, og har masser af dem i november, december og januar.

Duften kan nogen gange blive for intens, når de springer ud eller specielt, når de har været i blomst en uges tid. Så er det, at de kommer udenfor og pynter på trappestenen. Men lige nu skal de ind på mit spisebord og pynte.

En kærlig hånd

Min have trænger til en kærlig hånd. Ingen tvivl om de. Vi har nu passeret efterårsjævndøgn, og havesæsonen er definitivt trådt ind i efterårsfasen. Men vinteren er heldigvis langt væk, og  mellem ukrudtsmængderne fornemmer man, at der stadig er masser af blomster og skønne efterårsfarver i haven.

Denne her Sankthansurt er købt som Sedum telephium, Red Cauli, men jeg tvivler lidt på rigtigheden. Bladene er lidt for mørke/røde. De skulle have været grågrønne. Det samme gælder iøvrigt georginerne. Det skulle have været Dahlia, Mambo med en pjusket midte. De er både blevet flerfarvede og helt røde, men alle tre er uden den pjuskede midte. De er jo kønne nok alligevel og kan sagtens stå den næste måned eller måske to, især med en oprydning i bedet, så de ikke skal kæmpe så meget med ukrudtet om pladsen. Det her er et af overkommelige/ikke så slemme bede. De rigtig slemme gider jeg ikke forevige i dag. Nu skulle der komme et par rigtig gode havedage, og solen er fremme, så nu er det på med havehandskerne 😀