Med billeder af juleaftensbordet lige før det sker, vil jeg ønske alle læserne af bloggen en
Rigtig glædelig jul

Om haveliv og kreative sysler med naturens guld
Det er blevet til en større produktion af diamanter af bogsider de sidste 3 uger. Det er sjovt og hyggeligt at folde bøger og bogsider. Jeg tror ikke, at der er to diamanter, der er ens, selv om der er mange. De har forskellige størrelser, bånd, ophæng, vedhæng eller har fået et drys glimmer.
I weekenden kom de til Fabelwerket sammen med mine lammeørekugler og gavemærker. Alt sammen fine ting til julen.
Du har sikkert ikke hørt om Fabelwerket før. Men den er absolut et besøg værd. Det er en nystartet butik på Vesterbrogade på Frederiksberg med kunsthåndværk, brugskunst, tøj og eget værksted med tylskrud. Alt sammen med kant og eventyr som navnet siger.
Her er de skønneste nyttige og unyttige sager, som man forelsker sig i. Smykker, kjoler, sko, køkkengrej og du finder helt sikkert værtinde- eller venindegaven her.
Billedet her er fra deres instagramside, og her kan man se et herligt udvalg af nogle af de nyttige sager. Sådan et skohorn ville da passe fint ind i entreen hos mig. Prinsesseindkøbsnettet og det franske køkkengrej må også godt ligge under juletræet til mig i år.
Diamanterne kan man nu finde imellem alle de andre skønne og finurlige ting, som kan købes i Fabelwerket.
God fornøjelse hvis du kommer forbi, her er højt til loftet og plads til drømme.
I dag bliver sidste udsendelse i serien Kræmmerhuset sendt på TV2 Øst kl. 19.55. Jeg er med igen, og denne gang med mine lammeørekugler. Jeg har brugt blade af planten lammeøre, Stachys byzantina, til kugler, kranse og buketter mange gange, som det kan ses på andre indlæg her på bloggen. Denne gang skal de hænge på juletræet, så her har jeg gjort det på en lidt anden måde.
I udsendelsen viser jeg, hvordan man gør men her følger også en beskrivelse. Hvis man har lammeøre i haven eller kender en, som man gerne må plukke hos, kan de stadig hentes derude. En dag som i dag, er de pjaskvåde, så de skal tørres først. De skal ikke være helt tørre og stive, for så kan de ikke bruges. Men de skal tørre imellem et par avissider eller køkkenrulle natten over, så de er bløde, men ikke fugtige. Hvis man ikke lige får brugt dem med det samme, kan de opbevares i en plastikpose et par dage, op til en uge vil jeg mene.
Jeg bruger styropor- eller flamingokugler, som de også kaldes, til basis. Jeg maler kuglerne med maling i en passende farve. Det er mest for at eventuelle bare pletter ikke skal lyse hvidt op, når bladene trækker sig sammen. Det vil de gøre, og hvor meget afhænger af, hvor tørre/fugtige de er.
Jeg stikker en strikkepind igennem kuglen, for at lave hul i den. Derefter trækker jeg en hæklenål, hvor jeg har sat en tråd med en løkke om igennem. Nu binder jeg tråden sammen, så den er igennem og rundt om kuglen. Det skal ikke være pænt, bare brugbart så jeg senere har noget at binde en snor eller et bånd i, så kuglen kan hænge.
Nu bliver lammeørebladene lagt med bagsiden opad på f.eks. en avis. Klip stilkene af bladene, så de ikke er så tykke forneden. De sprayes nu med limspray. Hvis de flyver lidt omkring som i udsendelsen, så bare vend dem om, og gør det igen. Derefter limes bladene på i et mønster, som du synes er fint. Husk at lade bladene lappe lidt ind over hinanden. Lim bare ovenpå snoren, men sørg for at der er et frit stykke tilbage til at binde et bånd i. Brug eventuelt gummihandsker, så slipper du for at rense en del lim af fingrene bagefter.
Kuglerne kan nu pyntes med guldblade eller rosetter, og der bindes et bånd eller en stor i, så de kan hænge. Kuglerne kan holde i mange år. Strukturen ændrer sig lidt, når de tørrer helt ind, men de er stadig fine.
Her er et par eksemplar på lammeørekugler brugt på en anden måde. De har ikke snor igennem, så de er meget nemme at lave. De andre kugler i kurven er også styroporkugler hvor jeg har limet forskellige kogler og kogleskæl på med limpistol.
Styroporkugler, hobbymaling, limspray, bånd og guldpapir kan købes i hobbyforretninger og lignende. Mine materialer har jeg købt i Creativ Company, Stof & stil og Søstrene Grene. Lammeørebladene er fra min have
Der er julemarked på Musicon i Roskilde i denne weekend. Det er er skønt skævt sted med masser af kunsthåndværk blandt juleriet. Jeg har bidraget med lammeørekugler, foldede bogjuletræer og kugler til træet af foldede bøger.
Jeg er der ikke selv, men svigerdatters mor er der med sine fantastiske tylskørter fra Peuliche Design. Skørterne bliver syet på bestilling, så hun sælger ikke færdigsyede skørter på julemarkedet, men der er nogle flotte modeller i vilde farver. Hun vil gerne have lidt mere til standen, så derfor er mine kugler og bogtræer med, og de er til salg.
Jeg glæder mig til sev at besøge markedet. Måske ses vi 🙂
I går stod den på risengrød, som det skal sådan en lillejuleaften i vores hus. Det er en naturlig forberedelse til dagens ris á lamande, og en oplagt mulighed til lidt festlig borddækning.

Den består af en dekoration på midten af bordet, som er flytbar. I eftermiddag står den på pakkeleg, så bordet skal ryddes igen, før det igen skal pyntes i aften.

Lysestagerne er lammeørekugler med lysholder. I aften skal der lidt flere effekter på bordet og i loftet. Det skulle der gerne komme billeder af i morgen, og indtil da
ønskes I alle en glædelig jul.
De sidste par dage har stået i kuglernes tegn. Moskugler, koglekugler, kogleskælskugler, bogkugler, lammeørekugler. Kort sagt kugler af materialer fra naturen. De skal med til julestuen på lørdag enten som udsmykning eller til salg.

De fleste er til indendørs brug, for godt nok er de lavet af naturmaterialer, men indeni er der styropor og en hel masse lim.

Her med fyrrekogler.

Lærkekogler.

Kogleskæl fra rødgran.

Denne her af bog er faktisk ikke en kugle. Den er ægformet.

Det er en god idé at male den hvide styropor i brun eller lys grøn, inden man begynder at lime kogler eller lammeører på. Især til fyrrekoglekugler, som ikke kan sættes så tæt sammen, at den skjuler styroporen. En limpistol er også nødvendig for at få koglerne til at sidde fast.
Udendørskuglerne kommer i et andet indlæg 😉
Min nabo opfatter planten lammeøre som ukrudt. Den gror også flittigt, og er rigtig god til bede, hvor der er tørt. Men jeg synes nu, at det er nemt at fjerne uønskede planter, og så kan den bruges til andre ting også. Ørerne er nemlig rigtig gode at lime på oasis eller styropor.
Det skal være friske blade, og man skal huske, at de skal lappe lidt ind over hinanden, fordi de trækker sig sammen, når de tørrer.
Når man ser bladene tæt på, kan man godt forstå, hvorfor de hedder lammeøre.
Jeg har brugt limspray, men en limpistol ville sikkert også være god. Jeg har bare ikke strøm i mit værksted. Jeg havde tænkt mig, at sætte et silkebånd fast i en af kuglerne med en nål eller en skrue, og så hænge den i et vindue til jul. Jeg ved ikke, hvor længe de bliver ved med at se dekorative ud. Jeg går ud fra, at den grønne farve blegner lidt med tiden. Men jeg så en krans, som min faster havde lavet, og den var mindst et halvt år gammel og var stadig flot at se på.
Du kan se i et senere indlæg, hvordan du kan lave lammeørekuglerne.