Bogmesse, havebøger og strikkede julekugler

Jeg var på bogmesse i fredags som annonceret. Jeg havde egentlig tænkt mig et længere indlæg om messen, og regnede med at kunne hive nogle billeder ud af mobilen. Det er af tekniske årsager, så først lykkedes i dag, men kvaliteten er så ringe, at jeg lader dem gå i glemmebogen. Senere faldt jeg så over bloggen Bogkatten, som havde fanget nogen af “mine” billeder. Det var standen med de norske strikkeguruer Arne og Carlos, som jeg var blevet helt betaget af. Der var pyntet op med strikkede julekugler, og der var vildt gang i strikkepindene. Forfatterne sad der sammen med en flok andre strikkeglade mænd og kvinder. Jeg var lige ved at købe bogen af bare betagelse over strikkeglæden. Men hvor meget får jeg lige strikket? Ikke ret meget. Det må blive lige som med Kaffe Fassets bøger om strik og broderi. Tænk hvis man lige kunne brodere sig en pude med blomkålsmotiv.Det kunne jeg nok godt, hvis jeg gav mig tid, ligesom med de strikkede julekugler. Men indtil videre vil jeg låne bøgerne på biblioteket, og elske at læse og kigge i dem i sofaen. Det er rigtige nydebøger. Det samme gælder for Dalbys “Hemmelige haver” og “Ghitas roser”. Det er skønne bøger, som jeg fik bladret i på bogmessen. Jeg vil gerne eje dem, men jeg har ikke uanede ressourcer, så jeg må prioritere. Jeg købte Anemette Olesens bog “Krydderurter”, som er en rigtig god opslagsbog, der har stået på ønskelisten siden den udkom sidste år. Gudrun Manells bog “Roser” fik jeg også til en slik sammen med “Politikens bog om brød”. Hos Koustrup & Co. købte jeg et skønt A4 tryk om æblesorter. Det er også dem som har udgivet Jens Juhls og Sølva Falgrens “Økologisk have”. En rigtig brugsbog, som står øverst på ønskelisten til jul.   Camilla Plum udgiver også snart en ny have bog. En ny lidt enklere udgave uden opskrifter af hendes 2 bindsværk “Grønt”. Den skulle udkomme til foråret, samtidig med at DR2 sender nogle køkkenhave tv-udsendelser med hende. Den bog er et must 🙂

 

Ny i haven?

Nej, ny i haven kan jeg nok ikke kalde mig, selv om jeg nogen gange gør sådan lidt begynderagtige dispositioner derude. “Ny i haven” er titlen på en ny bog. Helt ny er den så heller ikke. Den udkom for 4-5 måneder siden, og den var i den stak bøger, som jeg kom hjem fra biblioteket med forleden.

Min datter spurgte mig, hvorfor jeg havde lånt lige den bog? Jo, det er fordi jeg elsker bøger, især nye havebøger. Jeg reserverer og låner næsten alt nyt indenfor have, som de køber på mit lokale bibliotek. Måske bortset fra bøger om japansk havedyrkning og havebassiner. Det gider jeg ikke 😉 Det er ikke altid, jeg får læst alle de bøger, jeg låner. Faktisk langt fra på denne årstid, men så kan jeg jo låne dem igen til vinter. Lige nu bliver det mest til bladring og se billeder, når det regner,  eller jeg trænger til en pause i havearbejdet. “Ghitas roser” er velegnet til at læse fra ende til anden, så det er godnatlæsningen lige nu 🙂

Der går et par måneder før nye bøger er til udlån på biblioteket, og det gælder om at reservere dem så snart de kommer i bibliotekets base, ellers kan man vente meget længe på de populære af dem. Mindst en gang om måneden går jeg ind på mit lokale biblioteks hjemmeside og søger på nye havebøger. Her får i lige et par søgetips fra en professionel. Jeg gør som vist på billedet ovenfor (klik på det, så bliver det større). Det vil sige gå ind i avanceret søgning og skriv “63.5?” i feltet emnetal, så får man alt der handler om have. Udfyld udgivelsesår f.eks. som jeg har gjort med 2010 til 2011 og klik på søg. Mit lokale bibliotek er Holbæk, og de har så 43 poster. Jeg reserverer det jeg vil låne, og får så besked, når det er min tur. De fleste bibliotekers base ser sådan ud, men det kan godt hedde feltsøgning i stedet for avanceret søgning. Jeg har allerede reserveret de fire første på listen, og den femte er hos mig nu 🙂

Bibliotek.dk er landsdækkende, så der bestiller jeg også gerne fra, hvis mit eget biblioteket ikke har købt noget, som jeg gerne vil låne. Man søger på samme måde. Det hele er gratis, og det passer godt til min økonomi. Jeg køber nu også gerne havebøger. Jeg kan tilbringe rigtig lang tid i en boghandel. Der er ikke noget så lækkert som nye bøger. Så det sker, at der lander en fuldstændig uundværlig bog på disken hos boghandleren eller i kurven hos netboghandleren.

Mit menupunkt Bogreolen har jeg store planer om at opdatere og udvide, men det bliver først når, man ikke kan komme i haven mere om aftenen. Der er tusind ting, der skal nås derude endnu 😉

Højsæson for armchairgardening

Jeg har længe ville have en side om havebøger på bloggen, og nu er den gået i luften. Den hedder Bogreolen og ligger som et menupunkt øverst på siden. På denne tid af året er armchairgardening meget udbredt, og der findes heldigvis masser af skønne havebøger. Både de praktiske om, hvordan man planlægger, dyrker, beskærer o.s.v., men store billedskønne coffee table books er der også rigtig mange af. Kort sagt er der et rigt udvalg af bøger til både den fagligt videnssøgende, og til dem der bare vil nyde. Jeg vil gerne begge dele, og man kan jo sagtens læse om det, selv om det ikke bliver til noget i praksis. Drømme koster ikke noget.

Bogreolen er et udvalg af mine personlige favorit havebøger. Det er både mine egne bøger, men også dem, som jeg låner igen og igen på biblioteket. Den er fortsat under udvikling, og det skulle den meget gerne forsætte med.