Ture

Fedtemadder og lollandske rosiner

Det var med et noget nervøst blik, jeg kiggede ud af vinduet til morgen. Nej, nattefrosten kom heldigvis ikke. Temperaturen nåede kun ned på plus en grad. Humøret var derfor helt i top, da jeg tog af sted mod Sorgenfri. Det var rigtig råkoldt efterårsvejr, men solen skinnede. Det var “Gamle sorters dag” på Frilandsmuseet i dag. Det var korn, kål og æbler, som var i fokus.

Der var smagsprøver på lidt af hvert. Rosenkålen sprang jeg over, men tog et par bidder af kålroerne i stedet.

Madammerne i køkkenet havde travlt med både kål og medister.

Fedtemadderne på brød af svedjerug var der virkelig god afsætning på. De var også gode 😉

Der var rundvisning i den store køkkenhave og frugthaven på Herregården. Det hele bliver naturligvis dyrket økologisk, og der var mange gode praktiske tips undervejs. Det vigtige i at have blomster til at tiltrække indsekter, og fuglekasser til mejserne blev også blev også pointeret. Det første er ikke noget problem i min have. Jeg har ret mange blomster 🙂 Fuglekasserne har jeg også, men de står på andet år inde i skuret og venter på den sidste finish, før de bliver hængt op. Det kunne godt være, at det skulle være snart.

Man afprøver forskellige gamle sorter af f.eks. rosenkål og grønkål, som egner sig til økologisk dyrkning. Her er det store flotte rødbeder fra køkkenhaven.

Frøsamlerne var der også, og solgte game frøsorter. Jeg købte en pose “lollandske rosiner”. Det er en gammel sort gråærter, som skal afprøves næste sommer.

Det blev en rigtig køkkenhave-nørde-dag 😀