Tag: forår

Lidt af hvert

En snært af rødt

På en lille tur rundt i haven i dag, var det de røde farver, som kom i fokus. Spirer, knopper og blade på spring kan man slet ikke blive mæt af. Farverne bliver endnu mere intense og mangfoldige, når det hele springer ud.  De små spirer forvandler sig til store flotte cremefarvede pæoner, 2 meter høje løvstikke og humlen snor sig 4-5 meter hen ad rækværket. Der er noget at glæde sig til.

Løg og knolde

Forår i luften

I dag har det været et skønt vejr, hvor man bare har kunnet se og lugte foråret.

De første krokus tæt på huset er på vej op, og erantis og vintergækker står i fuldt flor rundt om i haven. Dagene bliver længere. Det er lyst nu til efter kl. 18, og det får virkelig forårsfølelsen frem og fortrænger al vinterdepression. Herligt!

Græsset og jorden er stadig stenhård af frost, så der er ikke så meget man kan gøre i haven ud over at nyde. Det gør jeg så 😉

Foråret får også landmændene ud i marken. Det er nemt at køre på de frosne marker, og så tænker nogen måske, hvad er det de så, landmændene kører rundt derude og laver. I morges fik jeg en SMS med beskeden “Gyllesms: Vi planlægger gyllekørsel tirs-tors på marker nær dig. Mvh Bredebjerggård”. Jeg er tilmeldt Gyllesms. En god ordning når man bor på landet, for lige meget hvordan man vender og drejer det, så lugter gylle. Det er landmandens gødning og ikke til at komme uden om. Men det er altid godt at blive advaret om, hvornår og hvor længe. Det var nu ikke så slemt i dag. Jeg tror vinden var i den rigtige retning, og så har min lugtesans vænnet sig til det i løbet af de 6 år, jeg har boet her. Det er også lugten af forår!