Sødt efterår

Selv om nattefrosten har været her flere gang og gjort det forbi med tallerkensmækkere og frøkenhatte, så producerer hindbærplanterne stadig masser af hindbær.

Det er Autumn Bliss, som lever fuldt op til sit navn. Det var godt nok meget autumn før den rigtig begyndte, men det er blevet til rigtig mange hindbær siden. Bærrene er blevet lidt mindre de sidste 14 dage, men der er rigeligt, og smagen er der ikke noget i vejen med. En af fordelene ved efterårshindbær er, at de ikke har orm.

Vi plukker dem vi gider spise. Fryseren er fyldt, så havens dyr får resten. Vaniljeis med hindbær er stadig skønt 🙂

 

Jeg har både sommer- og efterårshindbær. De har stået lidt hist og pist i kanten af køkkenhaven. Men sidste år satte jeg dem i fine rækker, hvor det var intensionen, at holde dem i rækkerne og sætte stolper og snore op til at holde dem. Det er gået fint med at klippe dem ned på det rigtige tidspunkt, og også med at fjerne dem, som voksede udenfor rækkerne. Det med at sætte stolper og snore op, nåede jeg aldrig til. Nu er det blevet til hindbærjunglen. Man kan sagtens komme rundt i den, og få fat i hindbærrene, når man bøjer grenene til siden. Men det er lidt problematisk, når grenene svipper tilbage. De fungerer så som katapult for overmodne og rådne bær. Næste år kommer der stolper og snore/ståltråd 😉

Gode og onde monstre

Så kom den første nattefrost! Minus 4 grader natten mellem lørdag og søndag. Det forvandlede dahliaer og stolte kavalerer til nogle ikke særlig livagtige vissengrønne slatne væsner spredt rundt i haven. De er ikke til at udholde på billeder lige nu. Men heldigvis fik vi besøg af fætrene og kusinerne fra Jylland i weekenden, og sammen med dem fik husets piger produceret nogle velkomne monstre til husets indgangsparti og pidestalerne. De blev penslet godt med Atamon, så de ikke skulle forgå så hurtigt. Håber bare ikke, at frosten gør det i stedet!

Efterårssysler

Jeg var på lagersalg i dag i Butterup. Det er laaaangt ude på landet, men tæt på Holbæk. Der fik jeg fat i denne opsats, som havde den gode effekt, at den fik sat gang i lidt efterårssysler. Den blev med japansk kvæde, hasselnødder og kastanjer. Jeg skal have lavet en krans til hoveddøren med kvæder, men nåede det ikke i dag.

Jeg har også fået skiftet ud i krukkerne, så sommerblomsterne er blevet afløst af lyng, sankthanurt og rød grønkål.

Jeg fik lagt en del forårsløg her i weekenden, men mere om det i morgen.

Lidt efterår er det nok alligevel!

Selv om det falder mig svært, må jeg nok erkende at efteråret er ved at komme. Hostaernes blade  er blevet noget gule og squashplanterne er ved at takke af. Dagene er også blevet lidt vel korte til at nå noget særligt i haven efter arbejde. Det bliver mest til en weekend-fornøjelse. Men så er det, at det gælder om at fokusere på det højdepunkterne lige nu. F.eks. de japanske lygter. Jeg fik et par aflæggere af svigermor på Møn for et par år siden, og nu har de fået rigtig fat. Jeg plantede dem i et bed med efeu, som bliver holdt i ave i kanten med græsslåmaskinen og kantsten.

Japanske lygter - Physalis Alkekengi

Den orange farve er fantastisk flot på denne årstid. Havde den blomstret i maj havde jeg nok forvist den til den fjerne ende af køkkenhaven p.g.a. farven, men nu passer den perfekt ind i efterårshaven.