Værtindegave til påskefrokosten

Min have bugner med forårsblomster, så det er ikke svært at finde materiale til en buket til værtinden.

Denne gang skal det være i de blå nuancer, så det bliver en lille lav buket af forskellige perlehyacinter, anemoner og vibeæg. Jeg har masser af kærmindesøster, men de klasker hurtigt sammen, så dem har jeg sprunget over. De her holder sig i nogle dage.

Et lille syltetøjsglas med et bånd om, og så er det en fin lille buket.

Buketten bliver suppleret med et par gode påskeøl fra det mønske, chokladeæg og et kort med frøbånd fra Anneko, som jeg købte, da jeg var på havemesse i Malmø for en månes tid siden. Det hele kommes i en brun papirspose, og så bliver det en fin personlig hilsen til værtinden.

Påskevelkommen

Man er ikke i tvivl om, at her er påske, når man kommer til min hoveddør. Der er pyntet både på døren og ved siden af. Det lyder måske overvældende, men det synes jeg egentlig slet ikke, at det er, selv om det er gult og påsket.

På døren har jeg hængt en dørbuket med narcisser og pilegrene. Narcisserne er gravet op med løg i haven. Buketten er hurtig lavet med ståltråd gennem løgene og pilegrenene ligeledes bundet fast med ståltråd. Løgene tåler det godt, og de holder blomsterne friske et godt stykke tid, fordi planten kan leve af kraften fra løget.

Man kan bruge alle slags løg med blomst, så det kunne også have været perlehyacinter, hvis man vil have en mindre knap så gul buket.

Lanternen har stået her siden november og har skiftet indhold et par gange. Nu er der kommer små narcisseløg, æg og fjer. Den oser af påske, og det er vildt hyggeligt. Det er nemt at skifte indholdet, når påsken klinger af, og man har fået nok af æg, gult og fjer.

De gule hornvioler har stået her ved hoveddøren længe og bare set dejlige forårsagtige ud. Nu blender de helt ind i påsketemaet,og ser endnu dejligere ud.

Det var mit bud på dagens udfordring med udendørs pynt i påsketemaet. Du kan se Birgittes på The little Black House.
På tirsdag kommer næste påskeudfordring på vores blogs. Indtil da kan du semere på i Instagram, hvor vi bruger #påskepyntmedos@annasplads og @retrogarden.

 

Mere jul udenfor

Det er hyggeligt at komme til et pyntet indgangparti i julen, og jeg har julepyntet udenfor. Men lidt mere gør jo ikke noget, og slet ikke i de her sidste dage op til jul, for så gælder det om at udleve pyntesygen inden det er no go.

En stor fed granbuket med blød ene, et par lærkegrene og en sløjfe til hoveddøren. Der er bare julet, og så er det dejligt med noget andet end den sædvanlige krans.

Lige ved siden af døren har jeg sat en kurv med forskellige kogler, gran, mos og et hjerte. Jeg har et tema med hjerter udenfor.

Det indendørs er nu også meget hyggeligt udefra.

I dag er det den korteste dag. Det fejrer jeg med lys i lanternerne, imens jeg glæder mig over, at nu går det rigtige vej igen.

En septemberfrodig buket fra skærehaven

septemberbuket

September er vidunderlig med al sin frodighed af blomster. I hvert fald hvis man har fået sået, lagt knolde og har stauder i haven, som blomstrer nu. Det har jeg heldigvis. Det lyder som om, jeg bare har tjek på haven, den er toptrimmet og oser af tid til alting overskudsagtigt. Det er så langt fra rigtigt. Der er altid noget andet, som også er meget vigtigt. Her i sensommeren er det maling af stakit, vinduer og alt det andet træværk på huset. Så jeg halter som sædvanligt bagefter med haven. Visse steder har jeg endnu ikke fået fjernet tulipantoppe, og akelejefrøstandene står også og har rig mulighed for at formere sig i enorme mængder. Frugthaven mangler en del finish, men nu kan man bevæge sig ned til efterårshindbærene, uden at vade i grøden af de skurvangrebne elendige æbler eller at få et svirp på kinden af de 1½ meter høje brændenælder. Det fik jeg ordnet først på ugen. Køkkenhaven er sådan delvis i orden. Den har været prioriteret i år, og det har jeg virkelig nydt. Den rummer også skærehaven, som er rækker med blomster imellem grønsagerne.

froekenhatte-i-koekkenhaven

Sådan en skærehave er noget af det bedste på denne årstid. Jeg har rækker med bl.a. frøkenhatte, stolte kavalerer, morgenfruer, sommerblomstblandinger, ærteblomster og persille der er gået i blomst. Der kan nydes og fråses i blomster inde og ude, så det gør jeg.

dahlia

Langs muren i køkkenhaven har jeg dahlia. De har fået et forspring i havestuen, og er så plantet ud i starten af juni. Nu er der blomster, der bare må plukkes!

En kop forår til værtinden

Kop med perlehyacinter

Det er dejligt at få en hjemmelavet værtindegave. Det er også hyggeligt at lave dem selv, og en kop med forårsløg og frø til haven vækker helt sikkert glæde hos modtageren. Denne muselmalede fra loppebixen er beriget med blå perlehyacinter, som først lige er begyndt at springe ud, så de holder et stykke tid inde i stuen. Løgene kan graves ned i haven, når de er afblomstret, så de vækker også glæde næste forår.

Værtindegaver

Det samme gælder for koppen med vibeæg. De har en kort levetid indendørs, men kan også graves ned i haven bagefter.

Mors dagVibeæg

Hvem vil ikke elske sådan en skøn kop med vibeæg.

Buket

En buket blomster fra haven er altid et hit. Det kniber lidt med udvalget på denne årstid, så jeg har taget lidt fra krukkerne med forårsløg og suppleret med birkegrene, solbærgrene og lidt fjer. Indpakningen er dagens avis, som jeg synes passer fint til farverne og det hjemmelavede look. Buketten er også beriget med en frøpose.

Det var et par forslag til overkommelige og nemme værtindegaver til påskens frokoster.

I morgen fortsætter Birgitte påsketemaet med plantefarvede æg på The little black house.

 

I dag er det Anna’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra!

Dagens buket

I dag er det 5 år siden, at bloggen udkom med det første indlæg. Der er sket lidt af hvert i årenes løb, og bloggen har ændret udseende og form et par gang. Billedkvaliteten er heldigvis blevet bedre, men indholdet er stort set det samme. Det er have, planter, ture, plantemarkeder, shopping til haven, havebøger, lidt opskrifter, dekoration, jul, økologi og lidt indretning. Svingende i mængder alt efter humør, kæphæste og energi.

Anna’s Plads er opkaldt efter husets gårdplads. Der står mere om det på siden om bloggen.

Dagen bliver fejret med en buket. Den er med blomster fra haven på sidste års plantemarked på Tadre Mølle. Jeg har haft en stand på Tadre Mølle hvert år i bloggens levetid, og en buket med havens blomster har jeg altid med. Jeg satser på også at deltage i år d. 19. september. Bloggen har en kalender med udvalgte have relaterede begivenheder, hvor man kan finde flere plantemarkeder.

Her er der flere buketter på bloggen, og så tror jeg bare, at jeg fortsætter med at fejre dagen med noget skønt havearbejde.

En lugebuket

Lugebuket

Jeg har svært ved at plukke blomster til buketter i min have. Jeg synes, at det er synd at klippe de flotte blomster af. Det er lidt fjollet, fordi mange planter producerer flere blomster, når man plukker af dem. Alligevel har jeg for det meste blomster fra haven i vaser, for når jeg skal luge, synes jeg, at det er synd at smide blomster på komposten. Derfor har jeg altid en vase eller spand med vand stående ved siden af, så jeg kan sætte blomsterne her, og sådan en lugebuket er nu heller ikke værst.

Rose David Austin Ausvelvet

Denne David Austin Ausvelvet rose dufter helt vidunderligt, og den er kommet i vase, fordi stilken var knækket i forbindelse med lugning rundt om rosen. Den er nu heller ikke værst.

Frostklar

I nat er der spået frost for første gang siden sidste vinter. Der er altid lidt gys over den slags meldinger. Bliver haven på en nat forvandlet til en vissen efterårshave med slatne dahliaer og courgetter, eller får de bare en lille snert frost, som højst giver visne spidser på dem, der står udsatte steder? Det får jeg først svar på i morgen.

DahliabuketDet var næsten mørkt, da jeg kom hjem fra arbejde i dag, så det blev i lommelygtens skær, at jeg har forberedt mig på den første nattefrost. Krukkerne med frostfølsomme planter, som jeg gerne vil overvintre, har jeg flyttet ind under tagudhæng og halvtag. De skal i havestuen senere, når jeg får tid til at ordne det. Måske i weekenden og ellers kan de sagtens overleve et par uger under halvtaget med mindre, at det bliver rigtig vinter.
Til sidst plukkede jeg en buket af de stadig frodigt blomstrende dahlia og satte dem i stuen. Nu kan den lette nattefrost bare komme an. Jeg er klar.

Årets plantemarked

I går var jeg på Tadre Mølle, som så mange gange før. Det er et rigtig fint sted med en historisk urtehave med lægeplanter og andre spændende planter. Jeg har selv i årenes løb hentet malurt, kruset røllike, bjørnerod og mange andre fine urter, og på årets plantemarked kan man få stiklinger fra samlingen. Det er jo vanvittig svært at neglisere, så som sagt har jeg benyttet mig at tilbudet mange gange.

Trillebør

I år har jeg holdt meget lav profil med indkøb og deltagelse i fristende plantemarkeder. Vi ved endnu ikke om, og hvornår huset og haven skal forvandles til et supermarked. I torsdags havde kommunen indkaldt til borgermøde med præsentation af projektet. Man kan komme med forslag og synspunkter til d. 2. oktober, og i december kommer lokalplanen i høring i 8 uger. Den endelige lokalplan vil være klar til marts 2015, hvis alt ellers går efter planen. Om lokalplanen så bliver ført ud i livet, og bygherren og supermarkedet er enige om vilkårene, er endnu usikkert. Altså er vi stadig ved “det er meget sandsynligt, men det kan også være, at det ikke bliver til noget”. Du kan læse mere på kommunens hjemmeside, vi bor i nummer 27, og jeg har skrevet om det tidligere på bloggen. Vi tager en dag ad gangen, og det går egentlig meget godt. Vi knokler løs på Møn, og tager lidt lettere på det herhjemme.

Klar til plantemarked

Plantemarkedet på Tadre Mølle var der ikke tvivl om, at vi skulle deltage i i år. Det er årets første og sikkert også det sidste. Vi, er mine døtre og jeg. De har altid deltaget, og det er bare en hyggelig dag. I går var ingen undtagelse.

Stand

Planteudvalget var ikke vildt stort, da jeg ikke rigtig havde fået gjort noget ved den del af forberedelserne på det sidste. Vi havde så istedet en del havebøger og gavepapir med grønsager og haveredskaber. Det var en stor succes. Vi havde også gratis blade  fra Haveselskabet og Landsforeningen Praktisk Økologi, og de gik som varmt brød. Jeg giver altid god omtale af begge dele, som jeg glad betaler mit medlemsskab af. Jeg var i dagens anledning endda iført mit forklæde fra PØ.

Dagens buket

Dagens buket fra haven er også blevet et fast indslag, når jeg deltager på plantemarkeder, og i går var den med dahlia, rød hør, lathyrus, morgenfruer, træspinat, sankt hansurt og temynte. Den blev også solgt.

Jamaica timian

Jamaica timian og cubansk oregano er også ved at være et fast indslag på min stand. De giver altid anledning til en god snak, og jeg kan heller ikke lade være med at formere dem, så det er jo helt fint.

Plakat

Jeg reklamerede selvfølgelig også for bloggen 🙂

Sommerblomstbed

På Tadre Mølle er der også en fin gammel have ved møllerens hus, og der er hvert år sommerblomstbede. I år var der masser af tagetes og så frøkenhatte som altid. Jeg bliver altid så betaget af sådan et stort bed med frøkenhatte. Det skal jeg altså også have næste sommer.

Tadre Mølle var igen rammen om en god dag, hvor der kom mange besøgende. Tak for besøget og snakken med jer alle, både bloglæserne, blogvennerne, plantemarkedsvennerne, vennerne, de lokale og alle jer andre.