Roser i Fuglebjerg

I går var der åben have i Kirsten og Marcels rosenhave på Rugkrogvej lidt udenfor Fuglebjerg på Vestsjælland. Vi havde været i sommerhuset på Møn, så vi tog et slog et sving mod vest på vej hjem for at besøge haven. I beskrivelsen stod der, at det var en have på 2500 m2 med 300 roser, og at haven blev dyrket økologisk, så vi blev fristede.

Vi parkerede udenfor haven, og der blæste det kraftigt, som det havde gjort hele dagen. Da vi kom ind i haven, var der forbavsende lidt vind, for skoven gav læ.

Et par fine buksbom kuber bød os velkommen inden rosenbombardementet startede, for der var nu roser over det hele blandet med masser af hosta og andre stauder.

Ved det første hushjørne er alle de orange og gule roser, for de har det rent farvemæssigt bedst for sig selv ifølge Kirsten.

I resten af haven er alle de andre farver, og her kommer et udvalg.

Klik på billederne i galleriet, så får du alle roserne i større udgave.

 

Der bliver ikke brugt sprøjtegifte i haven. Det er der ikke gjort i 25 år, til gengæld er der sat masser af fuglekasser op, så der er en fin balance, og fuglene klarer lusene.

Haven virker meget velplejet, men Kirsten siger, at egentlig bruger hun ikke så meget tid til pasning, som man skulle tro. En stor del af haven er vokset godt til og lukker af for ukrudtet.

Der er andet end roser, og det er bestemt også værd at se på. Buksbomen er så lys i virkeligheden, så det må være en helt speciel sort.

Fra drivhuset, hvor der også er roser, og fra en af de mange siddepladser er der udsigt til skov, sø og køer. Hjortene holder sig væk på grund af elhegnet, siger Kirsten. Man skulle ellers tro, at de blev voldsomt fristet af alle de lækre rosenknopper.

Og lige til sidst et vandbad til fuglene også med roser.

Der er så mange skønne åbne haver i løbet af sommeren, hvor man kan blive inspireret, overrasket eller bare se og nyde. Jeg fandt denne på Haveselskabets hjemmeside med åbne haver, og sikke en skøn oplevelse. Du kan også finde flere besøgshaver på listen over Have-event her på siden.

 

Havefestival 2016

Der er havefestival i den kommende weekend, så benyt lejligheden til at komme indenfor hos de mange glade haveejere, som åbner havelågen. Jeg er en af dem, og det bliver i sommerhushaven på Møn igen. Jeg har haft travlt i weekenden med klargøring, og lige nu afventer jeg ligesom så mange andre haveejere, hvordan vejret vil arte sig. I dagens melding siger den regn/byger og stærk vind fra sydvest på lørdag. Det må godt blive bedre, men åben har jeg under alle omstændigheder fra kl. 12-17. Der bliver bagt brownies og solbærsnitter med havens bær, og cafeen åbner i skuret, så kaffen, teen og kagen kan nydes i tørvejr, hvis vejret skulle blive helt tosset.

Haven i Busene

Det er det Danske Haveselskab som står for Havefestivallen, og på deres hjemmeside kan man finde alle åbne haver. Et par af de haver, som jeg har besøgt og kan anbefale i det sydøstlige Sjælland og på Møn er haven i Ålebæk få kilometer fra min sommerhushave. Den blev sidste år kåret som årets dejligste have på TV2 Fri, og det er helt berettiget. Jeg har skrevet om den på Huset i Busene, da jeg besøgte haven sidste år.

Ligusterbue

Hvis man kører over Mønbroen til Sjælland er der kort afstand til Langebæk, hvor Langebækgaard ligger. Det er nogle år siden, jeg sidst besøgte den. Men det var en skøn parklignende have, og der var servering med de dejligste kager i pavillonen. Jeg kan se af beskrivelsen, at det er der stadig, så den er absolut også et besøg værd, også i regnvejr.

Langebækgård

Hvis man kører endnu længere nord på eller kommer nord fra, så er der to haver som man ikke må gå glip af. Jeg besøgte dem sidste år, og de var helt fantastiske begge to på hver sin måde. Den ene er Helle Bolgens have i Leestrup. Det er en meget stor have med flotte farve- og plantesammensætninger og så et helt fantastisk orangeri i to etager.

Orangeri

Den anden have er Marianne Follings have i Rønnede tæt på den forrige. Det er en meget anderledes landhave med vildt flotte sammensætninger af stauder og græsser. Den er ligeledes meget stor og vildt inspirerende.

Staudebed

God fornøjelse, hvis du tager på havefestival i weekenden, og måske ses vi.

 

Tiden og tulipanerne flyver afsted

Det er et travlt forår med både helårshave og sommerhushave. Jeg har endnu ikke fundet balancen mellem dem endnu, men det kommer vel. Det meste fokus er lige nu på sommerhushaven, fordi jeg skal åben have der d. 28. maj. Det er sammen med et par andre østmønske haver, som har rigtig meget at byde på. Den ene er Keld og Hans’ have, som sidste år blev kåret, som Danmarks dejligste have på TV2 Fri, og den anden er Mette Folmers have, som også er beskrevet i Eva Sandner Gravesens bog Haveelskernes haver. Jeg blev spurgt, om jeg ikke også ville være med, og i november måned sidste år, lød det også helt fint. Et lidt vildt projekt konstaterede Klaus i sidste weekend, imens han ordnede havelågen, som vel egentlig skulle have været færdig for et år siden. Det er måske også lidt vildt, for det er en lille have, der er meget på vej. Men man får altså også lige fikset et par hængepartier, og det jo ikke værst, og så er havebesøg altså noget af det hyggeligeste. Jeg glæder mig til en hel dag med andre havefreaks, så kig endelig forbi i Busene d. 28. maj, hvis du har mulighed for det. Der er kaffe og te på kanden, og vi bager også et par saftige kager.

Tulipaner

Hverdagshaven bliver lidt forsømt for tiden, men tulipanerne er sådan set ligeglade. De blomstrer lystigt, så I får lige et par flere billeder af nogle af dem. Der er både Blue diamond, Queen of night, angelique og en lilformet sammen med et par navnløse. De er både smukke og taknemmelige.

Liljeformede tulipaner Tulipaner blue diamond

Vintergækkehave i Vordingborg

I en lille skov tæt på Vordingborg ligger Nygårds Have. Den er ejet af Ove og Bente Lustü. Huset og haven ligger helt for sig selv i fantastiske naturskønne omgivelser med flere små søer. Det er ikke helt til at sige, hvor haven ender og skoven begynder og omvendt. Det er ikke fordi, at haven er blevet til skov eller vild have. Næh, det er en fin velplejet have, som er værd at tage hen og besøge, når der er åben have. Det var der i lørdags. Nogen vil sikkert tænke, at det var da et underligt tidspunkt at hold åben have på. Her i starten af marts er der som regel ikke så meget at vise frem, men jo det er der, hvis man har mange vintergækker, dorothealiljer, helleborus og vinterblomstrende buske og træer. Det er der i denne have.

Vintergæækehaven

Vintergækker og dorothealiljer i store mængder som her, hvor det er dorothealiljer i forgrunden og vintergækker på den anden side af bøgehækken. Haven har mange rum, der er delt op med bøgehække, og jeg tror også, at det er en helt fantastisk have om sommeren. Der er mange store rhododendron og sikkert også masser af blomstrende buske og stauder.

Vintergæk Vintergækker Vintergækker Wendy's gold

Lige nu er det en rigtig vintergækkehave med mange forskellige slags vintergækker. Den lige ovenover er Wendy’s gold. De andre er jeg ikke helt sikker på, at jeg har det rigtige navn på, så de må sammen med alle de andre bare være smukke her på siden.

Dorothealiljer

Dorothealiljerne, leucojum vernum, er også i rigeligt antal flere steder i haven.

Troldnød

Her er en troldnød, som er en af de mange vinterblomstrende træer og buske i haven. Det er i det hele taget en meget smuk have på dette tidspunkt, og her kommer en film, som Klaus har taget af haven, imens vi går rundt og suger martshaveglæden til os.

Den eneste ulempe ved at holde åben have på det her tidspunkt af året, er at det er hundekoldt. Det holder nu ikke besøgene væk, for havefolket var valfartet(årstiden taget i betragtning) til haven, og der måtte flere mand til at dirigere bilerne og anvise parkeringspladser, så det ikke endte i mudderkaos på skovvejen. Det gjorde det ikke. Det hele var godt arrangeret af Haveselskabets lokale kreds.

Jeg købte et lille bundt vintergækker, som nu skal plantes ud i sommerhushaven.

Vandkantshaver

Der er ikke noget så spændende som at besøge andres haver. Man ved ikke, hvad der venter en. Men når folk holder åben have, kan man være sikker på, at det er mennesker, som holder af sin have og kan lide at snakke have. For et par uger siden besøgte jeg to haver i Stege, som holdt åben have i Haveselskabets regi. Det er to meget forskellige haver, som har det tilfælles, at deres haver ligger ned til Stege Nor.

Holmsvej ved Noret

Den første have ligger på Holmsvej, og jeg styrede straks ned i den fjerneste ende af haven. Ned til vandet. Det er jo lidt af en herlighed, at haven slutter af med en bro med bænk til at nyde en kop eller et glas eller bare udsigten.

Homsvej staudebed

Haven har også et gigantisk staudebed, som går fra huset og ned til vandet. Det er vildt flot med så mange store stauder samlet.

Høns

Der er også plads til høns i haven. Når jeg ikke pendler så meget mellem hus og sommerhus mere, skal jeg også være hønseejer.

Hortensia

Haven er fuld af struttende sunde planter, som disse hortensia.

Terrasse ved vandet

Have nummer 2 ligger på Møllegade. Terrassen ved vandet er ikke altid ovenvande, men den er til gengæld skøn på de gode dage.

Græsplæne ned mod vandet

I den nederste del af haven er der af gode grunde mest græs.

Vandkantsterrasse

Rundt om huset er der til gengæld masser af planter, krukker, opstillinger og ikke mindst hygge. Denne terrasse har udsigt til vandet.

Hus

Vægge med hylder

Ved hovedøren bliver man mødt af planter i potter og krukker på bænke og hylder. Jeg er vild med stilen, hvis jeg var mere hjemme, ville jeg også have masser af små potter rundt omkring. Men de kræver nok vanding oftere end jeg kan præstere.

Drivhus

Krukker i drivhus

Drivhuset matcher stilen helt perfekt, og her er der plads til endnu flere krukker, hyggekroge og et planteværksted.

Salgsplanter

Et plantesalg har en stor tiltrækningskraft på sådan en som mig, og når den så oven i købet støtter et godt formål, så kan jeg slet ikke lade være. Foreningen Historiske Planter er en aktiv forening, som bl.a. er ved at anlægge en middelalderhave i Stege. De har en god facebookside, hvor man kan følge med i anlæggelse af haven og meget andet spændende, hvis man er til historiske planter. Ejeren af haven på Møllegade er med i foreningen, så derfor den gode tanke. Jeg købte bl.a. en sæbeurt. Dem har jeg masser af i grøftekanten tæt på sommerhuset, men det er ikke tilladt at plukke blomster her på grund af fredning af landskabet på Høje Møn. Nu har jeg plantet den i min have, som jeg godt må plukke af.

Der er masser af skønne haver, som man kan besøge rundt om i landet. Du kan finde en del under menupunktet Have-events her på bloggen. I dag skal jeg besøge tre haver i Rønnede. De har lovet regn, men mon ikke at det bliver en fin haveoplevelse alligevel. Det skal vejret ikke tage fra mig 😉

 

En herlig weekend med mange besøg

Det har været en skøn weekend med åben have. Der kom ca. 110-120 besøgende ialt på de 2 dage. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, når der var så langt til den næste åbne have. Men måske var det netop en fordel, for havefolk vil se haver, når der er havefestival. Jeg havde annonceret i Haveselskabet, Landsforeningen Praktisk Økologi, den lokale Dagli’brugs, på bloggen og facebook. Jeg var også så heldig, at Nordvestnyt havde opsnappet det og satte en notits i avisen om det en uges tid i forvejen.

Havebesøg2

Jeg viste rundt og snakkede med så mange, som jeg kunne nå. Min mand er ikke det store havemenneske, men han hjalp til så godt han kunne, og stod iøvrigt for te, kaffe og kageserveringen. Han uddelte også en Folder om haven til dem, som jeg ikke nåede at give nogen. Han tog også billeder, for det nåede jeg heller ikke.

Drenge ser på salamandre

Her bliver der studeret salamandere i bassinet af nogle af de yngste gæster.

Havebesøg1Jeg fik rigtig mange positive tilkendegivelser, om at min have var rigtig hyggelig, og der var mange spændende stauder og plantesammensætninger og anderledes indslag i haven. Det slubrede jeg bare i mig med velbehag. Imellem de besøgene var også nogle af mine medhavebloggere, som har lavet nogle flotte indlæg om besøget. De viser meget mere og andre ting fra haven, som jeg slet ikke havde tænkt på. Kig på indlæggene fra Signes Vals og  En landliggers dagbog. Jeg fik også besøg af en fotograf og en journalist fra Nordvestnyt, som i går bragte en helsides artikel fra besøget. Her er et link til web udgaven, som er noget forkortet og her til en indscanning af avissiden.

Dild

Jeg holder åben have igen d. 30. august. Der regner jeg med, at dahliaerne blomstrer om kap med solhatte og lathyrus, og klatrebønnerne er stukket til vejrs.

 

 

Festligt besøg i haven

Jeg holdt åben have i går, og der kom langt flere end jeg havde troet. De beundrede, spurgte løs og havesnakken gik. Mange slog sig ned og nød haven og en kop te, kaffe og kage. Det var super hyggeligt, og jeg havde så travlt med at vise rundt, at jeg ikke fik taget nogle billeder. Den lokale avis Nordvestnyt kom også forbi, og de tog billeder, så dem glæder jeg mig til at se. Siden fik jeg dog kameraet frem.

Studenter på terrassen

For senere på aftenen fik jeg også besøg i haven. Det var yngste, som kom forbi sammen med resten af klassen på deres tur rundt med lastvognen til forældrene. Vi var vist nok nummer 21 på ruten, så stemningen var høj. Det var et kortvarigt besøg på de afsatte 12 minutter, men festligt var det, og sliddet på haven var begrænset.

Jeg holder åben have igen i dag fra kl. 10-15, og der regner jeg med at få taget nogle billeder 😉

Jeg glæder mig

I morgen er haven åben, og jeg glæder mig rigtig meget til besøg. Det ville være synd at sige, at alt er parat. Men sådan plejer det heller ikke at være hos mig. Sidste øjebliks fantastiske (urealistiske) idéer, radikale beslutninger og handlinger er helt normale til store og små begivenheder her på matriklen. Planlægningen af weekenden er også i den ambitiøse ende.
Lørdag: Til  HHX translokation af yngste barn på Slotshaven i Holbæk kl. 10-12. Herefter skal de sendes afsted på studenterkørsel. Holde åben haven kl. 14-18. Modtage studenter ca. kl. 20.
Søndag: Holde åben have kl. 10-15. Holde studenterfest kl. 15-?

Klematis

Vejret kan jeg ikke gøre så meget ved. De har truet med heldagsregn og skybrudslignende byger til fint vejr med et solstrejf. Det bliver vist noget midt i mellem. Men hvordan det end bliver, så bliver det helt sikkert festligt og hyggeligt alt sammen, for sådan plejer det også at være her på matriklen, og jeg glæder mig.