Lottenborg Have – et havecenter til den miljøvenlige have(ejer)

I dag åbnede havecenteret Lottenborg Have. Det ligger i Ballerup, hvor det gamle havecenter Lavendelhaven lå. Men det er nu et nyt og anderledes sted med fokus på spiselige planter, økologi og den miljøvenlige have. Her kan man få økologiske frø og læggekartofler, og stauderne er dyrket med biologisk bekæmpelse fremfor giftige sprøjtemidler. Der er 8 forskellige økolæggekartofler, og de er i løs vægt, så selv om man kun har plads til få planter i haven eller på altanen, kan man her købe i meget små mængder.

Læggekartofler

Udvalget af planter og stauder er ikke så stort endnu, men man skal jo starte et sted, og der er masser af planter og varer på vej. Der kommer økologiske krydderurter og tomat- og chiliplanter til april. Jeg købte et par poser med økologisk såjord og pottemuld, og prøvede at holde fingrene væk fra de fire stativer med frø fra Impecta. Det lykkedes næsten (jeg har købt alt for mange frø i år), og spottede straks sætteløg i løs vægt, som stod på min indkøbsliste. Det blev også til en lækker creme med bivoks. Karin Gutfelt og Torben Overgaard, som er de nye ejere, er biavlere, så der er også honning og biprodukter. Selv om udvalget af varer endnu ikke er så stort, kan man få god vejledning til den miljøvenlige have, biodiversitet og selvforsyning, for Karin og Torben har mange års erfaring og viden, og de deler meget gerne ud af den.

Hindbærplanter

Der kommer også lækre engelske haveredskaber, tilbehør og vandkander. Leverancen var forsinket, og det var nok meget godt for min pengepung, for en ny lækker engelsk vandkande havde været svær at modstå.

Lottenborg Have, Jonstrupvej 152, 2750 Ballerup.
Åbningstider: torsdag – fredag kl. 10–17.30. Lørdag – søndag kl. 10–16.

To gode havebøger om økologi og frugt og grønt

Der bliver udgivet mange havebøger for tiden, og i dag udkommer der 2 nye af den svenske haveskribent og journalist Eva Robild. De er i samme serie som bøgerne Beskæring, Drivhus, Højbede og Stauder. Det er gode let tilgængelige bøger om aktuelle emner til en overkommelig pris på 149,95 kr. per bog.

Økologisk i haven

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Økologisk i haven. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 111 s. Originaltitel: Odla ekologiskt. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Det her er en rigtig fin indføring i økologisk og miljøvenlig dyrkning i køkkkenhaven, prydhaven, på altanen og i krukkerne. Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over, at du ikke er 100 % økologisk fra starten. Du kan begynde på det niveau, som passer dig. Det vigtigeste er, at du kommer i gang og ikke bruger gift og kemikalier. Nogenlunde sådan er Eva’s indledning til bogen, og det er jeg helt enig med hende i. Herefter beskriver hun hvad en giftfri have betyder, og hvad der skal til for at få planter til at trives i jorden. Der er opskrifter på jord og gødning, som du selv kan lave af havens ressourcer. Der er et rigtig godt afsnit om forskellige dyrkningsfilosofier, mærkninger og dyrkningsmetoder. Det er små korte afsnit om f.eks. biodynamisk dyrkning, økologisk mærkning og  permakultur. Under de forskellige dyrkningsmetoder som jorddækning, dobbeltgravning og grøngødning, undrer jeg mig over betegnelsen vekseldyrkning. Det kan det godt hedde, men jeg tror, at de fleste økodyrkere i Danmark vil kalde det sædskifte. Men det må være et oversættervalg ligesom ordet spagnum heller ikke nævnes, men kun at det er problematisk, at der graves så meget tørv. Der er iøvrigt en fin lille faktaboks på siden med vekseldyrkning om fireårig vekseldyrkning. Der er mange gode faktabokse i bogen, og det gør teksten lettere, især det lidt tunge stof bliver let forståeligt. Der er flotte billeder i bogen, men ikke illustrerede vejledninger i f.eks. dobbeltgravning, Der er flere gange beskrevet, at et godt miljø i haven og forståelse for at insekterne er nyttedyr giver færre problemer med skadedyr og sygdomme, men der er også gode tips til, hvad du kan gøre, når det bliver for meget. Rådyr og iberiske snegle er også vilde med økologiske haver.
Det er en velskrevet bog, som jeg vil bruge som opslagsbog, og den får fem Anna’er.

 

Dyrk frugt og grønt på lidt plads

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Dyrk frugt og grønt på lidt plads. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 95 s. Originaltitel: Odla ätbart på liten yta. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Denne her handler som titlen siger, om at dyrke spiselige ting på altanen eller i den lille byhave. Den kommer rundt om både dyrkning, ukrudt, drivhus, grønsager, frugt, krydderurter, syltning og krukker. Det er meget på så få sider, og til mit brug kommer den lidt for hurtigt rundt om emnerne. Men når man tænker på målgruppen, den meget lille have- eller altanejer, så er det måske meget passende. Der er ikke brug for afsnit om dobbeltgravning i køkkenhaven, og altanejeren ville nok helt tabe gejsten og finde det irrelevant med lange beskrivende afsnit om gulerodsdyrkning.  Der er mere nydning og det gode liv i denne bog, og krydret med små opskrifter på forskellige former for opbevaring. Det er en rigtig fin bog til en ny lille-have ejer, som helt sikkert vil blive endnu gladere for sin grønne oase, og blive inspireret til at dyrke noget spiseligt.
Jeg tænker, at det kunne være en god værtindegave til den nybagte lille-have-ejer, og den får fire Anna’er.

 

 

Økofrø til discountpriser

Det er heldigvis blevet nemt at få fat i Økologiske frø. For nogle år siden var der enkelte netbutikker, hvor man kunne være så heldig at finde et udvalg f.eks. Solsikken og Fuglebjerggaard/Camilla Plum. Brugsen begyndte for et par år siden også at forhandle Änglamark frø. Det var ikke noget stort udvalg, men lidt kunne også du. Man skulle i hvert fald gøre en indsats og betale godt for det, hvis man ville have økofrø.

Frø fra tiger

Nu er udvalget virkelig begyndt at vokse, og man kan få økologiske frø på almindelige planteskoler og -centre. Det kunne man ikke for et par år siden. Supermarkederne har dem også, selv min egen Dagli’brugs i Ugerløse, som ellers ikke har det helt vildt store udvalg i økologiske varer, har fået et stort stativ med Økologiske frø. Det er heldigvis blevet yderst salgbart, så nu vil butikkerne gerne have det stående på hylderne. Selv i ti-kronersbutikkerne kan man nu købe økofrø. Jeg fandt de her i Tiger forleden, som sælger to poser for en tier. De har luret den, folk vil gerne have økologi, og det er selv om de højere magter her i landet ikke mener, det er så vigtigt for tiden 😉

Markvandring og kage hos MULD

I går tog vi en tur til MULD i Vipperød ved Holbæk. Muld er et lille nystartet speciallandbrug og lejlighedsvis spisested. I går holdt de åben gård med servering. Det er Ane Rørdam Hoffmeyer og kokken Jens Vestergaard Jensen, som har gang i en masse spændende på gården. Markerne er ved at blive omlagt til økologi, og det skal blive et sted, hvor de vil “prøve at gøre vejen fra jord til bord så kort, at man gerne må spise med gummistøvlerne på”. Læs mere om det på deres hjemmeside.

Kålmark

Det var strålende vejr i går, så markvandringen gik helt fint uden gummistøvler. Der var økokål i lange baner, og det er jo et fantastisk syn, der næsten får mundvandet til at løbe, før man har sat tænderne i det. Der var mange andre skønne grønsager og blomster ind imellem, men jeg stoppede lige op ved gæssene.

Gæs

De havde lyd på, når man nærmede sig, så de stolte gæs var ikke lige sådan til at overse.

Madam blå træ

Det var madamblåtræet heller ikke.

Blommekage

Det var sidst på eftermiddagen, så vi havde planlagt at indtage teen og kagen her på stedet. Det blev til en skøn blommekage med skyr serveret på en Aluminia Morgenfrue tallerken. Teen måtte jeg springe over, for der var urtete, og det er altså ikke lige mig. Det blev så til et glas kølig hvidvin, og det var jo heller ikke værst. Klaus tog en Herslev mark hø øl, som står i baggrunden, og den var en speciel oplevelse. En øl brygget på hø i stedet for humle, og med en let vinøs smag. Han spår den som god på en varm sommerdag på terrassen.

Blommekagen

Til kagen var den lidt speciel. Han fik også den herlige blommekage, og den blev serveret på Valdemar.

Marengs

Marie fik et par marengs, som var vildt gode, serveret på Sonja. Hun(Marie) tog et glas saft, en slags hjemmelavet sodavand, som vist nok var med rabarber og ribs. Den var også rigtig god.

Udsigt til traktor

Vi havde udsigt fra bordet til gårdbutikken, som var plastkasserne på bordet foran. Der var masser af rødbeder, bladbeder, persille og radisser. En økogårdbutik på vej, som nok skal vokse sig stor. Læg også mærke til traktorens placering, som også giver den helt rigtige stemning.
Der kunne også købes frokost, og det så rigtig lækkert ud. Der blev bl.a. serveret kød fra får nr. 0068, stod der på spisekortet. Det prøver vi næste gang, selv om det nok bliver nr. 0069 i stedet.

Aspargesmark

På vej tilbage til bilen passerede vi aspargesmarken med artiskokkerne på sidelinjen.

Det skal ikke lægges MULD til last. De er bare ligesom så mange andre steder, men jeg savnede altså min eftermiddagste til kagen. Jeg er en stor tedrikker, men også en lidt konservativ af slagsen. Dem er vi nu mange af ved jeg, så en assam, darjeeling, earl grey eller bare en english breakfast ville pynte på menukortet mange steder. Kaffe kan man som regel få og frugtteer, chaiteer, grøn- eller urtete er også nemt at få fat i. Men ligesom mange sætter pris på en kop almindelig sort kaffe, er vi altså også mange sorte tedrikkere.

Der er iøvrigt et spændende arrangement på MULD på lørdag. Der er biodiversitetsdag med oplæg om frølovgivningen og de smalle sorters fremtidudsigter, frøhøst med mini frøkursus og hjemmedyrket frokost. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på ane@muldpaanettet.dk.

Holbæk kommune er nu gået over til Roundup

Miljøhensyn er droppet til fordel for en lille økonomisk besparelse. Det er det, jeg betaler min skat til i Holbæk. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste avisen i går. Overskriften var “Ukrudtsgift vender tilbage”. Den fortæller, at Holbæk kommune nu har besluttet at bruge roundup i stedet for ukrudtsbrændere til bekæmpelse af ukrudt på offentlige arealer. Det har ellers været praksis indtil nu, at det var miljøet, nedsivningen til grundvandet, vores børn og børnebørns drikkevand, som man tog mest hensyn til. Men det har et flertal i byrådet nu ændret. Enhedlisten har ikke været med i forliget, de stemte heldigvis i mod.

gårdsplad med ukrudt

Til forskel fra min kommune fortsætter jeg med at bruge ukrudtsbrænder på min gårdsplads. Den er stor – både gårdspladsen og ukrudtsbrænderen. Gårdspladsen er ca. 10 x 10 meter belagt med nøddesten. Det er en belægning, som er robust men ikke rive- eller hakkevenlig, så der skal andre metoder til. En anden belægning havde selvfølgelig været bedre, men det er ikke en option lige nu. Jeg har prøvet med diverse små haveukrudtsbrændere, og det virker ikke særlig godt.

Ukrudtsbrænderhoved

Der skal større ting til, og der var nok en og anden, som kunne falde for fristelsen til at bruge gift. Det kan jeg ikke, så jeg har fundet en større brænder/brændehoved i stedet, og det virker.

Brændt gårdsplads

Her ses gårdspladsen et par dage efter afbrænding. Mælkebøtter og græs spirer igen efter forholdsvis kort tid, men så er det bare ud og brænde igen. Det spirer iøvrigt også fint efter brug af roundup, ellers fortsatte de roundupglade jo heller ikke med at bruge det. Der går selvfølgelig noget gas til, og det er heller ikke helt miljøvenligt, men dog ikke nær i samme grad som roundup, som siver ned i grundvandet.

I dag kom der en opfølgning på artiklen fra i går. Nu har man fundet endnu en miljøbesparelse “Hidtil har det været sådan, at jord, som landmænd har forpagtet af holbæk Kommune, skulle dyrkes økologisk. Fremover får landmændene mulighed for at vælge mellem økologisk og konventionel dyrkning. Det skulle give kommunen et ekstra provenu på 250.000 kr” (Nordvestnyt d. 30. september 2014).

Jeg kan kun sige, at jeg frygter for, hvad dagen i morgen bringer.

 

Del jorden – frugten, møget og glæden

Overskriften er ikke mine ord, men titlen på en ny side. Det er River Cottage, Landshare og lidt til bare på dansk, og alle kan være med. Mangler du jord til en køkkenhave eller har du så meget, at du ikke kan overkomme det. Mangler du hestemøg til gødning, har du overskud af jordskokker og forspirede tomatplanter eller noget andet, så del det eller tag del i det sammen med andre, som også vil noget med køkkenhave, blomsterhave, byhave, fælleshave eller bare have. Orker du ikke at dyrke haven alene eller står du på en meget lang liste til en kolonihave, så er det her måske også noget for dig.

Det er Landsforeningen Praktisk Økologi, som har sat gang i projektet og stiller siden til rådighed for alle. Der er rigtig meget viden at hente om praktiske ting, fælleshaver, sankesteder, miljøvenlig dyrkning og meget andet. Man kan selv oprette et opslag på opslagstavlen med ønsker eller overskud. Via kort kan man klikke sig ind på ens eget område, og se hvor der er jord til leje, og hvem der har frø til overs. Det kan både være gratis eller koste noget. Det bestemmer, dem der udbyder det selv. Jeg har selv været inde og se, om der er noget hestemøg til overs i nærheden af mig, og det er der. Jeg tror, at rigtig mange kan have glæde af Del jorden, så klik dig ind, prøv og vær med.
Deljorden

Nyt til bogreolen

Det er egentlig ikke så mange bøger, jeg køber. De fleste låner jeg på biblioteket, men ind imellem er der nogle, som jeg bare må have. I denne uge blev det til ikke mindre end to havebøger. Det er højsæson for armchairgardening, så det er jo egentligt ikke så underligt.
nye bøger
Jens Juhl og Sølva Falgrens “Økologisk have” har stået på min virtuelle bogreol et godt stykke tid, men det er kun bibliotekets eksemplar, som har fyldt ud i reolen i stuen. Det er slut nu, for i tirsdags blev et gavekort til Bog & Idé byttet ud med bogen. Den er uundværlig som opslagsbog, så det er en god investering. Den er udgivet på forlaget Koustrup & Co, som også har en anden bog på bedding, der nok også skal på reolen. Det en bog om krydderurter af Lene Tvedegaard fra Gartneriet Toftegaard i Vedskølle ved Køge. Jeg har købt mange spændende krydderurter og chiliplanter her. Lene har også skrevet flere gode artikler i Haven om krydderurter, så hvis bogen lever op til dem, så bliver det en must-bog til krydderurteelskeren. Den skulle udkomme til marts og kan overvåges på flere netboghandlere som f.eks. hos Adlibris. Den står endnu ikke for forlaget hjemmeside.

En anden bog, som jeg har fået biblioteket til at skaffe hjem, er Gail Harlands “Designing and creating a cottage garden“. Den er vidunderlig. Fuld af skønne inspirerende billeder og masser af anvisninger på, hvordan man gør i praksis. Den har enda et afsnit om dyr i haven, så nu drømmer jeg næsten om høns i haven. Det bliver nok kun ved drømmene, for det kommer ikke til at fungere for mig i praksis 😉
Man kan ikke kalde min have for en cottagehave. Men der er hjørner af den, hvor det jeg ubevidst har arbejdet mig hen i den retning. Især det stykke jord, som jeg har lejet af naboen, som jeg kalder hønsegården. Her elsker jeg at gøre lige, hvad der passer mig uden at tage hensyn til den øvrige families behov eller synspunkter om stil og praktiske forhold. Her er plantekravlegården, masser af blomster og krydderurter, de toårige på vej, de selvsåede, skærehaven, løgmarken og de alt for mange lyserøde. Her hamrer jeg et søm i væggen, hvis der skal hænges noget op, og der er ikke spiseplads til 8, kun et lille cafébord med to uens stole, men her er vanvittig hyggeligt. Det er faktisk ret cottageagtigt, så det er nok også derfor, at jeg bare måtte have Gail Harlands bog, da bibliotekets udlånstid var overskredet. Den kom med posten fra boghandleren i torsdags, og skal på bogreolen, når jeg nu endnu engang har smovset mig igennem siderne og fundet på masser af gode idéer, som må udleves.

Stemningsfuld havedag på Fyn

I går havde jeg en vidunderlig tur til Fyn sammen med Signe fra Signes Vals. Vi skulle til stemningsfuld havedag i Birgitte Hasholts have. Vi nåede frem lidt over kl. 11, så vi kunne lige nå nå at høre Birgitte Husted Bendtsen fortælle om geranier. Derefter gennemførte vi selvfølgelig resten af programmet 😉

Program:

10.30 Praktisk Økologi: Den økologiske have.

11.00 Forfatter Birgitte Husted Bendtsen: Storkenæb i haven – hvilke typer hvor.

11.30 Staudefeen/Marlene Muxoll: Hvordan laver du et nyt staudebed (for nybegynderen)

12.30 Forfatter Birgitte Hasholt: Haven, drivhuset og høns og geder til husbehov.

13.15 Havearkitekt Janne Fuglsang og kunstner Helle Nørby: Sammenhæng i haven.

14.30 Forfatter Jens Juhl: Kompost i stedet for CO-tung kunstgødning og, hvordan man klarer sig uden pesticider

15.00 Psykolog Anne Dorthe Hasholt: Mindfulness i haven inklusiv en kort øvelse.Birgittes Have er fyldt med farver og fine detaljer. Her er det et kig op igennem køkkenhaven til huset.Rionettet i køkkenhaven er klippet af i forskellige højder, og der er sat nogle fine dutter af træ på toppen af hver tråd. De kan iøvrigt købes hos Havegalleriet, som har to forskellige pakninger med dem.Her er Jens Juhl i gang med at snakke om kompost og havedyrkning uden pesticider. Jeg fik også et par tips med på vejen, om alternativer til spagnum til mit blåbærbed. Brug bladkompost og vand med kærnemælksvand et par gange i løbet af sæsonen. Det vil sige, at en liter kærnemælk skal blandes med 10 liter vand. Det må jeg have afprøvet.Et kig ind i det hyggelige drivhus. Alt står i potter på mustensgulvet. Frodighed i stor stil, og Birgitte fortalte at den rigtige gødningsmængde var det vigtigeste, for at får så flot et resultat. Alt er naturligvis økologisk dyrket.Bålpladsens pigstensbelægning har jeg tænkt mig at kopiere en dag. Der var også andre bloggere, som havde fundet ned til haven, så det blev til en hyggelig blogsnak med fru Friis, Jette og Gitte. Lidt shopping blev det også til hos de forskellige udstillere, og hos Staudefeen måtte vi naturligvis bruge lang tid. Vi blev så længe, at Marlene til sidst gave os en stor purpursolhat ekstra. Det sagde vi ikke nej til, og det var en dejlig afslutning på en super dag 😀

P.s. Det er både mine og Signes indkøb, som er på billedet, men før de ekstra solhatte 😉

De lollandske rosiner

Ærteplanterne vokser med raketfart i køkkenhaven. De har ideelle betingelser med skiftende sol og regn for tiden.

En af slagsen er de lollandske rosiner, som jeg købte på De gamle sorters dag på Frilandsmuseet i Brede sidste år. Den viser sig at være en meget spektakulær plante på en lille meters højde, en lav marvært.

Den har de smukkeste blomster i lilla og bordeaux. De dufter dog ikke 😉

Gribearmene er lange og kraftige og gode til at holde planten oppe. Jeg har sat et trådnet imellem to rækker, men det kan godt være, at de slet ikke behøver støtte.

Slyngarmene syner af meget, når man ser på planterækken, og lige nu er den køkkenhavens blikfang. Der er endnu ikke modne ærter, så smagen ved jeg ikke noget om.

Det er en meget gammel sort af gråærter, som udgik af produktion for ca. 100 år siden. Den blev brugt til forråd før kartoflerne blev almindelige, og solgt til københavnske arbejdere. Før produktionen stoppede var den oppe på 44.000 tønder om året.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har nu afsat penge til at arbejde med dyrkning og anvendelse af gamle sorter. “De kunne noget i gamle dage, før kemiens indtog i landbruget. Dengang det drejede sig om at fremavle robuste plantesorter, så høsten kom i hus. Vi vil forsøge at genopdage nogle af fortidens dyder – fortidens svar på nutidens problemer med sprøjtegift og klimaforandringer” skriver de i en pressemeddelse tidligere på året. De lollandske rosiner er et af de 12 projekter, som får støtte.

Den trænger vist nok til et pift, hvad angår anvendelse, kan man se i denne omtale. De skal koge et par timer, og koger ikke ud som gule ærter. Men mon ikke der kommer nogle spændende opskrifter ud af det, når nutidens stjernekokke først får fingre i den 😉

En rigtig Ina dag

“Så får du en rigtig Ina dag” sagde min 17-årige ved halv nitiden i morges, da jeg satte hende af ved Kvickly, hvor hun arbejder i fritiden. Inden da havde jeg sat manden på toget til to-dages IT-nørd-konference, og den 19-årige hjemmeboende drog afsted i går og kommer først hjem søndag eftermiddag. Det gør Kvickly-medarbejderen også, så nu har jeg ikke bare en dag, men faktisk en weekend for mig selv. Det sker yderst sjældent, så nu skal der nørdes 😉

Ikke overraskende er det noget med have, som bliver det gennemgående tema i denne weekend. Først tog jeg en tur til et par byggemarker (de har tidligt åbent), og derefter to planteskoler, hvor jeg fik købt hornvioler og anemoner til krukkerne. Og så lykkedes det mig i den mest velassorterede af planteskolerne i Holbæk at få fat i både økologisk  såjord og økologisk krukkejord. De har godt nok ikke det danske økomærke, og de er også baseret på spagnum. De har det svenske økomærke, og det er da et skridt på vejen. Det er meget svært at få fat i økologisk jord, så jeg tror på, at det hjælper at efterspørge det. Det måtte jeg også for at finde det 😉

Jeg var også lige forbi Casparis lagersalg og fik suppleret serviet- og gavepapirsdepotet. De har nogle skønne servietter med haveredskaber og gavepapir med grønsager fra Royal Horticultural Society, og så er det 2. sortering til ingen penge 🙂

I eftermiddag står den på udtyndning og prikling i de første såninger, som det ses er der lidt trængsel hos de smalbladede klokker. Til gengæld er der lidt langt imellem tidselkuglerne ved siden af. Sådan er det nogen gange, når man sår 😉 Jeg skal også have sået flere af de tidlige sommerblomster som klokkerankerne, men de fleste sommerblomster som tagetes, prydtobak og lathyrus venter jeg en måneds tid med. Det kribler i fingrene for at gøre det, men erfaringen siger mig, at de bliver for ranglerede, hvis jeg starter nu. De kan først plantes ud i slutningen af maj, når faren for nattefrost er overstået.

Og så har jeg lige fået en ekstra tjans, som jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg skal være gæsteskribent på Isabellas facebookside med et indlæg ca. hver 14. dag om, hvordan det går med såning og dyrkning af 10 forskellige slags frø, som kommer med posten en af dagene sammen med tilhørende mistbænke. Læs mere på siden HER

Der er som altid også nogle tekniske udfordringer, som jeg skal have gjort noget ved. En af dem er, at Google Friend Connect nu kun duer til Blogspot. Fremover kan bloggen her følges via facebooksiden (knap i højre side) og bloglovin Follow my blog with Bloglovin.

Nu kommer solen, så nu smutter jeg ud og planter i krukker…