I køkkenet

Bøgerne kan købes i boghandelen og/eller lånes på biblioteket.

Blomster & bakverk

Annelie Andersson: Blomster & bakverk - bröd, bakverk och godsaker. Med og utan gluten. Altid med blomster. Året om. Stockholm : Bladh by Bladh, 2020. 196 s.

Vidunderlig bog med opskrifter, hvor der indgår blomster og blade enten i bagværket eller brugt til dekoration. Den er opdelt i de fire årstider med supplerende dekorationsforslag til hver sæson. Der er opskrifter på både brød, boller, kager, desserter og diverse tilbehør som lemon curd og marmelade.

Den kan bruges som bagebog, men den er også dejlig til bare at bladre i, nyde billederne og få gode idéer til anretning på en ny måde.

 

 

 

 

 

 

Blomstrende mad

Camilla Plum: Blomstrende mad. Politikens forlag, 2008. 122 s., ill.

Blomster i mad er skønt både for øjne og smagsløg. Denne bog er en præsentation af forskellige blomster, som kan bruges i madlavning, bl.a. roser, hyldeblomster og lavendel samt opskrifter på salater, kager, kryddersmør med mere.

 

 

 

 

 

 

 

Høst

Camilla Plum: Høst, 2018. 339 s. ill.

Skøn kogebog med opskrifter på efterårsmad og fortællinger om efterårets råvarer og deres anvendelse i køkkenet. Den handler om alt det, du kan sanke i naturen, høste fra din have eller købe frisk på de lokale markeder og gårdbutikker. Der er gode råd og anvisninger på inddsamling af frø, planter og grøntsager, tilberedningsmetoder, syltning og fermentering.

 

 

 

 

 

 

Plantemad

Mia Gardum: Plantemad - velsmagende vegansk hverdagsmad. FADL's Forlag, 2017. 233 s. ill.

Det her er en af de bøger, som får mig til at spise endnu mere grønt og mindre kød. Den er fyldt med smukke billeder af lækre retter og opskrifter, der giver dig lyst til at gå i køkkenet. Det er moderne velsmagende hverdagsmad, der er baseret på sæsonens råvarer. Der er alt fra snacks til dagens måltider.

Lån den på biblioteket.

 

Syltedronningen - moderne syltning til alle måltider

Helena Grayston: Syltedronningen – Moderne syltning til alle måltider. Hillerød : Koustrup & Co, 2017. 171 s.

Skøn syltebog med moderne opskrifter. Indeholder kapitler med: Syltning før og nu ; Sylteopskrifter (Morgenmad ; Brunch ; Frokost ; Eftermiddagste eller kaffe ; Middagsmad/aftensmad) ; Alle kan sylte - alle skal sylte ; Det praktiske.

Lån bogen på biblioteket.

 

 

Og halsen af en svane

Lone Landmand og Søren Sørøver: Og halsen af en svane - mad, kærlighed og venskab hænger sammen. Odder : Det Flydende Forlag, 2016.  223 s. ill.

En kogebog med herlige opskrifter, der opfordrer dig til at tænke på miljøet, og hvordan dyrene har og har haft det. Ind imellem blandet med tanker om at bo på landet, og hvad der er vigtigt her i livet. Det hele på den både tankevækkende og underholdende måde, som Lone Landmand er kendt for på sin blog og i de sociale medier.
Lån den på biblioteket.


Alt godt fra haven

Birgitte Hasholt: Alt godt fra haven. Kbh. : Gyldendal, 2008. 311 s.

En skøn havebog med lidt af det hele. Den er opdelt i seks dele – forår, sommer, sensommer, efterår, jul og vinter med forslag til, hvordan man dyrker mange forskellige slags planter, og hvordan de kan bruges i køkkenet. Gode tips om små og store haveprojekter.

Lån den på biblioteket.