I løbet af sommeren, når valmuerne er afblomstret, så klipper jeg stilke med frøstande af planterne og hænger dem til tørre et tørt og luftigt sted. Det kan f.eks. være under et halvtag eller i et skur. Jeg gør det med mange forskellige frøstande, fordi de er så fine i kranse og dekorationer. Forskellige vækstbetingelser gør, at de kan være i varierende størrelser. Det er kun en fordel i dekorationsmæssigt henseende.
Når valmuefrøstandende er friske kan man stikke igennem frøstandene og f.eks. bruge dem i en hængende krans som jeg har vist i et tidligere indlæg Kroner til træerne. Det er næppe aktuelt på dette tidspunkt, hvor det er de tørre frøstande, du kan finde. Det bedste er hvis du har samlet dem ind i løbet af sæsonen.
De holder i årevis. De drysser og alle de fine frø falder ud af frøstanden efterhånden. De kan indsamles og sås igen i haven eller gives væk til en nabo, en anden haveglad ven eller kollega. Det er selve frøstanden, der kan bruges til dekorative formål med eller uden frøene. Det betyder ikke noget, så der er ingen grund til at bruge krudt på at få frøene ud af frøstanden, før du begynder. De drysser bare lidt.
I dag har jeg holdt kranseworkshop i kolonihaven med mine døtre. Kolonihaven har jeg ikke fortalt meget om her på bloggen, men det kommer en anden dag. Kort fortalt har jeg fået en have for et halvt års tiden siden i Ringsted Her kan jeg kan boltre mig med spade, planter, blomster, kreating og meget andet. Den ligger et kvarters gang fra lejligheden, så det er dejlig tæt på. I dag lagde den rammer til et par hyggelige timer, hvor vi fik kreeret nogle skønne kranse.
De fleste materialer til kransene samlede jeg ind i weekenden, da jeg var i sommerhuset på Møn. Mos fra skoven og blomster fra haven og grøftekanten. Desværre glemte jeg mosset, så jeg måtte indenom en planteskole på vej hjem fra arbejde i dag og købe noget. Mosset, som jeg glemte, holder sig sikkert fint og friskt, for jeg havde lagt det i en pose under plantebordet i sommerhushaven 😉
Mosset bruger vi til at dække halmkransene. Det giver en god basis til kransen, og så gør det ikke noget, hvis fyldet ikke dækker helt.
På min sommerhusblog Huset i Busene kan du se den færdige ellekoglekrans, og hvordan den er bundet. Jeg har tidligere bundet en krans af grønne ellekogler, og den finder du her på bloggen i indlægget En grøn ellekoglekrans.
Hvert år viser jeg billeder af mit julebord, og her er det i 2019 udgaven i lejligheden på tredje. Julebordet er en af julens store fornøjelser. Maden er selvfølgelig en vigtig ingrediens. Hos os er den meget traditionel med flæskesteg, brunede kartofler, franske kartofler, rødkål, rødkålssalat og nogen gange sniger der sig en and med ind som i år, og så sluttes den af med Ris a la mande og mandelgave. Alt sammen forudsigeligt og ekstremt vigtigt. Familiens øvrige medlemmer bidrager flittigt i tilberedelsen af alt dette, og så er jeg så heldig at få borddækningstjansen.
Jeg elsker at dække bord og ikke mindst pynte bord, og juleaftensbordet er noget helt særligt. Det skal helst være så julet, at alle synes, at det er et julebord. Det skal ikke være det samme som sidste år. Der må godt være noget overraskende, gerne noget leg og genbrug, og så skal det være smukt. Det er mig selv som opsætter disse retningslinier. Jeg tror ikke, at resten af familien går så højt op i regulativet, men de sætter pris på årets julebord.
Det er blevet 2. søndag i advent og adventskransene er og har været tændt. Jeg har gang i to i år, i hvert fald indtil videre. Man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ny idé, der skal afprøves. Der er tradition i adventskransen, og samtidig må den godt have et nyt tvist hvert år.
Første søndag i advent samles vi i familien til gløgg og æbleskiver, når kransen skal tændes. Det markerer julemånedens start for os. Nu skal/må der pyntes.
Her anden søndag i advent er det hele godt i gang og alligevel roligt. Der sker ikke rigtig noget, og vejret i dag har også kun budt på indendørs sysler og hygge. Gløggen blev gentaget. Den smager vidunderligt her i december, men resten af året er det ligemeget. Nogen ting har sin tid og skal ikke overdrives, for så smager det bare ikke lige så himmelsk. Jeg har det på samme måde med jordbær og asparges. De skal spises i sæsonen.
Da jeg begejstret fortalte min kollega, som er nogle år yngre end mig, at jeg havde fået bogen “Falmet skønhed” til anmeldelse, kiggede hun lidt skælmsk på mig. Jeg er sikker på at hun troede, at det var endnu en bog, der handlede om aldrende kvinder, der prøvede at overbevise os alle sammen om, at vi også er super skønne, når vi bliver ældre. En af den slags bøger, som vi jævnligt har oppe på vores materialevalgsmøder på sosu-biblioteket.
Men nej, det er en helt anden slags falmet skønhed, der her er tale om. Det er de tørrede blomster, evighedsblomsterne eller eternellerne, som de også hedder. De var højeste mode, da jeg var ung og havde min første have. Jeg dyrkede helichrysum og staticer i lange rækker i køkkenhaven i de glade 70’ere og starten af 80’erne. De gik siden af mode og blev virkelig yt. Det skal lige tilføjes, at lige præcis helichrysum og staticer bevarer det meste af farven, når de tørrer i modsætning til de fleste andre blomster, græsser og frøstande, der falmer. Derfor passer titlen falmet skønhed også godt til bogen.
Bogen er fyldt med gode idéer til buketter og dekorationer med tørrede blomster på både klassisk vis, men også på nutidig og nytænkende vis. Der er de nemme og de lidt mere krævende. Jeg er vild med dekorationen med mælkebøttefrøstande, og har undret mig over, hvordan det nu kunne lade sig. Jeg så dekorationen i virkeligheden og for første gang til boglanceringen hos Stalks & Roots, hvor billederne her i indlægget er knipset. Men det var først, da jeg kom hjem og læste bogen, at jeg fik forklaringen. Jeg vil ikke gengive hele fremgangsmåden, men bare afsløre at hårlak er en del af forklaringen.
Bogen har en fyldig, men alligevel overskuelig indholdsfortegnelse, så det er muligt at finde rundt i bogen. Der er gode afsnit med hvilke blomster, der egner sig til tørring, og hvordan du indsamler, tørrer og opbevarer dem. En liste over nødvendigt udstyr, og det er ikke så meget. Det er fint illustreret med et billede. Der er trin for trin anvisninger til dekorationer, kranse og portaler, og de er både med ord og billeder. Men forfatteren og designeren til bogen, Dorthe Kvist, understreger at det er retningslinier og til inspiration. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, og resultatet vil altid være forskelligt alt efter, hvilke materialer du har til rådighed, hvem der laver dem, og hvad du lige har i tankerne den dag.
Marie Fynsk Norup har taget de vidunderlige billeder, der er holdt i afdæmpet tone, der passer til bogens tema. Det er alt i alt en skøn bog, der kan anbefales både til praktisk brug og til nydning.
