Nyt bed med kulør på

Nye bede kan være lidt tamme at se på indtil de vokser til. Men sommerblomster kan hurtigt få det til at se ud af noget.

Det her er er et bed som blev gravet ud af græsplænen i april måned. Der er plantet en amerikansk blærespirea, Physocarpus ‘diablo’, som ses bagerst i billedet. Det bliver en stor kraftig busk med årene, men lige nu fylder den ikke så meget. Det er også meningen, at der skal være nogle stauder. Jeg har ikke helt bestemt mig for hvilke, så bedet er blevet plantet til med mine forspirede sommerblomster fortrinsvis i den rosarøde skala. Det er blevet et bed med bid i 😉

Rød rævehale, Amaranthus Caudatus,er en af dem. Den er meget dekorativ med sin røde hale, og også god i buketter.

Pink dusksalvie, Salvia viridis ‘Pink sunday’ er også fin. Jeg sår den hvert år inde, men den sår også sig selv rundt i haven.
I bedet er der også plantet store cremefarvede tagetes og hvid løvemund, som ses i baggrunden. Al den megen regn har nok gjort sit til, at det hele ser så frodigt ud lige nu. De her planter har haft godt af det. Men min køkkenhave og jeg kunne nu godt snart trænge til lidt sol og varme 😉

Husene i Busene

Der er steder i Danmark, som kommer helt på højde med de idylliske landsbyer i Barnaby. Busene på Møn er et af dem. En lille by tæt på Møns Klint med et par håndfulde skønne huse langs vejen.

Bindingsværk og stråtag.

Haver med roser og stokroser.

Hvidmalede stakitter.

Og rødmalede.

Overnatningsmuligheder på Bakkegård Gæstgiveri.

Hortensiaen krævede lige lidt ekstra opmærksomhed.

Endnu et med stråtag og skodder.

Dagliljer i grøftekanten.

Den krævede også lige en nærmere besigtigelse.

Udsigten fra byen ned mod Østersøen.

Her gik turen til i går. Svigermor bor i byen, så vi er der ofte. Bagefter besøgte vi mere familie, som havde lejet sommerhus i Råbylille Strand. Der er også pragtfuldt. Men sommerhuset tåler ikke, at blive gengivet sammen med husene i Busene 😉

På vej

Der er så meget på vej i øjeblikket. Her er det en en syrenknop fra haven.

Billedet er taget i går lige før jeg tog afsted. Jeg også på vej, så det bliver kun til lidt hurtig blogging lige nu 😉

Forsythia, farver og fobier

Jeg hentede forsythiagrene ind  fra haven for 6 dage siden, og nu er de sprunget ud. Det er et smukt syn, som man bliver i rigtig godt humør af. Jeg er vild med dem i vaser indendørs, og jeg kommer til at hente mange flere ind i løbet af de næste par måneder. I flere år stjal jeg mig til at klippe grene fra naboens Forsythia, indtil jeg selv købte en busk. Jeg nyder at gå i haven om foråret og følge knoppernes udvikling.

Men når de så springer ud i slutningen af april, overvejer jeg hvert år, om jeg ikke skulle flytte busken ned i den fjerne ende af haven eller om bag skuret. I hvert fald et eller andet sted, hvor jeg ikke kan se den, så snart jeg går ud i haven. Den er jo skriggul!

Jeg synes den stikker helt ud i forhold til de andre hvide, blå og lyserøde blomster, som er fremme på det tidspunkt. Jeg har det også svært med meget gule påskeliljer, og når jeg tænker efter, tror jeg heller ikke, at jeg har orange/gule krokus. De er i hvide og lilla nuancer. Erantis er så undtagelsen. Den er så sandelig gul gul. Men den er velkommen, måske fordi den er så tidlig på den. Af uvisse årsager har jeg meget få erantis, eller også er det måske af underbevidste årsager.

Det er underligt med ens opfattelse af farver, men både årstiden og trenden spiller også en rolle. Den svagt gule farve, synes jeg passer fint ind i haven om foråret og først på sommeren. De stærkt gule og orange farver får først rigtig plads i min have i sensommeren og efteråret. I køkkenhaven og skærehaven er de også Ok tidligere. Der har jeg masser af morgenfruer og appelsintages.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste haveejer, som lider af gulforskrækkelse. Jeg er sikkert heller ikke den eneste, som arbejder på at få mere gult ind i haven. Det må være et af mine mål i år, for hvor skal jeg ellers sætte mine gule solhatte, som jeg købte som frø i sommers?

Rudbeckia Goldsturm. Billedet og frøene er fra frøfirmaet Unwins