Årets første blomster fra haven

Det er årets første dag. Det er haveårets første dag. Jaaaah, nu starter det. Forventningerne, planlægningen, indkøbene og alle gøremålene. For et par dage siden, da jeg havde pakket julepynten ned, tog jeg også en tur rundt i haven. Jeg klippede lidt grene af til drivning. I min have er mirabellerne og kvæderne de første, som bliver lukket ind i stuen.

I dag sprang de første kvædeblomster ud. Der findes næsten ikke noget så smukt, som årets første blomster.

Kvædeblomster Kvædeblomst Krukke med kvæder Borte med blæsten

Jeg har endnu et par dage tilbage af juleferien, så måske bliver det også til et par dage i lænestolen med “Borte med blæsten”,

Godt nytår.

Det er jo derfor, man har dem i haven

Jeg føler mig rig, når jeg i januar kan gå i haven og hente blomster til vaserne. De skal lige have en uges tid i varmen, før de springer ud, men så har man også masser af gule blomster.
Forsythia
Det er jo derfor, at man har forsytia i haven. I hvert fald mig. Jeg er gennem årene kommet til at holde af gult i haven. Men den meget gule forsythia er hård for øjnene i forårshaven. Der er jeg mest til de sart gule nuancer, så forsythiaen er ikke en elsket busk på det tidspunkt. Senere på sæsonen går det helt fint med den gule farve, og i efteråret er den helt uundværlig.
Lige nu blive jeg varm og glad i låget, når jeg kommer ind ad min hoveddør, for på kommoden i entréen står der en vase fuld af grene med de guleste udsprungne forsythiablomster.

Livstegn i haven efter ferien

Jeg har været væk fra haven i tre uger under en hedebølge, og det kan ses. Der er tørt og en del planter har det ikke godt eller er helt døde. Jeg plejer ikke at kunne holde ud at være på ferie mere en en uge ad gangen, så jeg har ikke oplevet haven så medtaget efter en ferie før. Jeg har også været et par dage om at komme ud og gøre andet end sjatvande lidt med vandkanden. Det lokale vandværk er under ombygning, så vandtrykket er meget lavt, og vi skal spare på vandet. Vanding med slange og spreder er ikke god latin lige nu. Heldigvis begynder der at komme noget fra oven af i disse dage, så det er velkomment med regnvejrsdage. Tirsdag fik jeg taget mig sammen efter et par handlingslammede dage og fik klippet lidt visne toppe af, og i går fik jeg fjernet nogle af de helt døde planter. Det hjalp på helhedsindtrykket. Det visne look blegnede, og der kom fokus på farverne og livet i haven igen, i hvert fald set med mine øjne.
Rød kvan
Den røde kvan er gået i blomst, og det er insekterne vilde med.
Rød kvan
Den er snart halvanden meter høj og står sammen med selvsået dusksalvie, dagliljer, sankthansurt og den amerikanske blærespirea “Diablo”. Et bed i sol det meste af dagen, men det har klaret sig fint uden vand.
purpursolhatte
Purpursolhattene er også rigtig gode til tørt vejr. Lige her på billedet er der ikke så mange indsekter, men ellers er de velbesøgt af bier, svirrefluer og sommerfugle.
squash
Køkkenhaven er en noget blandet fornøjelse at komme hjem til. Men på den positive side er bønner og squash. De er varmeelskende, og der er rigeligt af begge dele, så helt galt er jo ikke 😉

Knopper og skud før lukketid

Efter at have rendt euforisk rundt i haven og næsegrus beundret de små skud og knopper på vej, skal vi nu til at indstille os på vinter igen. Det bliver frostvejr i morgen og så langt frem som vejrudsigterne spår. Vist ikke så meget sne, og det gør det næsten endnu værre, for barfrost er hårdere for planterne end en dyne af sne. De skal nu nok overleve, og de sarteste har fået et ekstra lag blade og lidt gran som beskyttelse.
kvædeknop
Der er knopper på mange af havens buske, og de skal altså lige foreviges inden det er for sent. Kvæden er som altid langt fremme.
akelejeskud
Akelejerne er også begyndt at sætte små bladrosetter, men det bliver nok en ommer.
krokus
Og det er er uden tvivl de fesengule krokus, som lige skulle have haft en uges tid mere , og så var de gået i blomst. Iført muddervenligt regntøj var det muligt at komme i øjenhøjde med de små skud.

Nu går haven vinterhi igen, og jeg indstiller mig på det virtuelle haveliv afløst af lidt armchairgardening ind imellem.

Mørke skønheder fra specialister og grøftekanter

Der er så mange skønne planter med mørke blomster eller mørkt løv, som gør sig til i haven lige nu. Det er alle sammen nogle, som jeg har plantet indenfor de sidste par år. Men leverandørerne har være meget forskellige. Det er ikke fordi, at det her skal være et reklamefremstød for enkelte af dem. Nej, det er bare en konstatering af, at smukke planter kan man få på mange måder. Nogen betyder noget særligt, fordi de har en speciel historie, en speciel giver, en man altid har ønsket sig eller bare er gudeskøn. Her er et lille udpluk.

De lilla lupiner stammer fra en rasteplads på landevejen mellem Sorø og Stenlille. Der står hundredevis af dem, så det er et fantastisk skue. En dag stoppede jeg for at nyde synet, og da jeg tilfældigvis havde en skovl i bagagerummet, gravede jeg en klump op. Den fik plads i haven for et par år siden, og bortset fra at der også kom en del græs med, har jeg været meget begejstret for den, hver gang den springer ud.

Denne helt mørk lilla, næsten sorte knopurt er en nyinvestering fra Staudefeen. Den er endnu ret lille, men har heller ikke stået mere end et par uger i bedet. Den er bare så smuk.

De lilla kartofler er Red Duke of York, som jeg købte på havemessen i Malmø i marts. De gi’r god farve til køkkenhaven.

Syrenen er købt i Netto 😉

Den mørke Jakobsstige er fra Anne Stine Stauder og har kun været i haven et par uger på. Den har et skønt mørkt løv fina lilla blomster.

Det samme gælder for den mørke vejbred, bortset fra at det er ukrudt fra Anne Stine Stauder. Den voksede på stierne mellem rækkerne på planteskolen, og da jeg bemærkede, at den var da helt speciel, spurgte Anne Stine, om jeg ikke ville have nogle. Jo tak, sagde jeg, og så gravede hun en ti stykker op til mig. De skal nok holdes lidt i ave, men det er der så mange der skal 😉

Den lille geranie Rose Clair spreder sig også lystigt, men den er et skønt bunddække, så det er helt i orden. Den stammer fra et planteloppemarked i Sorø for 3-4 år siden fra en anden privat have. Den får lov til at slutte af i dag, selv om den egentlig ikke hører til de mørke, men den skulle bare med 😉

Den spiselige haves årskavalkade

De sidste par dage har der været den ene vidunderlige årskavalkader efter den anden i haveblogland. De fleste med skønne blomsterbilleder, som minder os om, hvad vi kan forvente os af herligheder det kommende år.  Selv om det er svært at få nok at sådanne billeder, vil jeg tviste det lidt med et bidrag fra årets gang i mit udendørs spisekammer. Planlægning i januar.
Overvintrende persille i februar
Champignondyrkning under teenageseng i marts. Det forgik dog indendørs 😉
Rabarberne gror i april.
Tomatplanterne spirer i havestuen i maj.
Jordbær i juni.
Slangehvidløg i juli.
Artiskok i august.
Hindbær i september.
Salat med den første nattefrost i oktober.
Havens første paradisæble i november.
Kvædeblomst i december.

Rød i november

Gravearbejdet er indstillet på grund af halsbetændelse, så nu er jeg øm i alle led af andre årsager end havearbejde. Det er naturligvis ikke særlig behageligt eller opmuntrende, og I skal slippe for detaljer eller mere klagesang. Jeg passer min røde hals, og i stedet får I et par billeder fra haven med rødt islæt fra i fredags, da jeg stadig var på benene.Bladbeden med sine blanke blade lyser op i køkkenhaven. Jeg overvejer, om jeg også skulle have dem i blomsterbedene ligesom sommerblomster. De er flotte i sensommeren sammen med rosa-røde blomster.Den røde grønkål kan også bruges sammen med blomster og stauder. Jeg har brugt den i krukker foran hoveddøren til jul. De remonterende jordbærplanter blomstrer stadig løs i det milde novembervejr.Med lidt mere sol og varme rødmer jordbæret også. Måske skulle jeg sætte et minidrivhus over, så jeg er helt sikker. Mit nyplantede paradisæbletræ fik et æble i år. Parykbusken er også fra i år, så den er beskeden i størrelsen. Men bladene har den rigtige røde farve.Imens de fleste træer står nøgne nu, har blodblommen har stadig sine røde blade på.De røde hyben på den anden side af hegnet skal også lige med.

Fortsat god søndag. Jeg kravler hen i sofaen og tænder for TV’et. Jeg har et par optagelser fra svensk TV om engelske haver liggende. De må helt sikkert være gode for både krop og sjæl 😉

Først i oktober

Det er næsten ikke til at tro, at det allerede er oktober. Men det bliver tidligt mørkt, hostaerne har sagt tak for i år, og efterårsfarverne gløder lige nu, så det er nok rigtigt 😉 Endnu kan jeg stadig nå en tur rundt med kameraet efter arbejde inden det bliver for mørkt, og der er så meget endnu derude i haven.

Frøkenhattene, Zinnia, er nogle af mine favoriter.

Helt skøn i orange lige nu.

En anden orange er kvæden, som blomstrer igen. Verden er lidt af lave i øjeblikket 😉

Appelsinsalvien er vokset til en busk på 1½ gange 1½ meter. Lidt større end forventet, men den kunne sikkert godt have klaret lidt beskæring. Det kommer den også til, for jeg tror ikke, at den kan klare ret meget frost, så skal den overvintre i havestuen.

I køkkenhaven gør bladbeden det godt med sine blanke blade og røde stilke.

Dronningebuskens blade gør det også godt i det røde.

Og så bliver det vist ikke mere rødt. Løvemund, Anthirrhinum majus, Black prince kommer lige en gang til på bloggen 😉