Nu har de varslet let nattefrost, så jeg skal ud og flytte krukker med dahlia og sommerblomster under halvtag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg skal også have gravet solbærsalvien, citronverbenaen og et par af de andre sarte op og sat i potter i havestuen. 
Mange af sommerblomsterne kommer til at takke af, så jeg skal plukke en kæmpe stor buket med stolte kavalerer, dusksalvie, dahlia, ærteblomster og de andre som blomstrer. Der er sikkert nogle af dem, som klarer den lette nattefrost, men for andre vil dagen i dag være årets afdansningsbal. I køkkenhaven skal jeg hente courgetter, tomater og bønner. Der er masser af dem endnu, men de vil ikke kunne klare frost.

I køkkenhaven har jeg sikret mit nysåede og nysatte hvidløgs-persillebed mod en anden fare. Det er nabokattene. Vi har forskellige opfattelser af, hvad sådanne nyrevne og nysåede bede skal anvendes til 😉
Den frodige køkkenhave
Dagens store regnbyge var meget velkommen i min tørre have. Der er meget tørt, og jeg vander helst ikke på det her tidspunkt i havesæsonen. Planterne skal kunne klare sig selv, så det er kun krukkerne og nyplantninger, som jeg vander med vandkanden. Alligevel er køkkenhaven det frodige hjørne i haven nu.
Træspinaten er blevet næsten 2 meter høj, og har skjult fugleskræmslet Anna. Det gør ikke noget, for hun vogter over jordbærene, og de er slut nu. Bønnerne var længe om at komme i gang i år. De har ventet på varmen, og mit plantestativ af hasselgrene stod indtil for nyligt og så noget nøgent ud. Nu er stangbønnen Blauhilde på stukket til vejrs, og de første bønner er spist.
Blauhildes stængler, bønner og blomster er lilla, kun bladene er grønne. Når bønnerne bliver kogt mister de den lilla farve og bliver grønne. Smagen er skøn.
På det her tidspunkt er courgetterne enormt produktive, og det gælder om at tage dem inden de bliver for store. Her er de fine i størrelsen, men glemmer man dem en uges tid, bliver de kæmpe store og uspiselige.
Krukketomaten Vilma har også leveret de første modne tomater.
Det vilde tomatbed står rigtig flot, og har endnu ikke fået kartoffelskimmel. Det har ellers gjort mine frilandtomater til en sløj affære, de sidste to år. Jeg krydser fingre og håber på, at det holder i år 😉
Rødbederne har størrelsen, selv om de ikke er mange i antal i år.
Kålbedet klarer sig også rimeligt. Planterne mangler lidt i størrelse, og kunne godt have trængt til noget mere tørret hønsemøg eller andet god gødning. Men de kan nå at vokse en del endnu.
Kålsommerfuglelarverne gør hvad de kan for at vokse sig store og blive til sommerfugle, og jeg gør, hvad jeg kan for mine kål. Det er derfor nødvendigt med en daglig larvemassakre. Jeg har overtaget indtil videre, for det skulle helst ikke ende, som sidste års skeletkål.
Jeg elsker min køkkenhave. Det er skønt, at kunne hente sine egne usprøjtede grønsager i haven. Det er ikke alt som lykkes, og det er forskelligt fra år til år, hvad der går godt og skidt. Men det allerbedste er, at man kan bare gøre det om næste år. Man kan starte helt fra bar jord og sætte det i bede eller rækker, og så næste år starter man helt på nyt. Så et det måske på tværs eller i ringe eller noget helt syttende. Sidste år fiaskoer er glemt, og køkkenhaven er næste års legeplads.
Den gode, den onde og den grusomme
Sneglene fylder meget i mit haveliv lige nu. De stortrives i det fugtige vejr, og de kan studeres på alle tider af døgnet.
Vinbjergsneglen tøffer rundt og ser imponerende ud med sit store hus. Jeg har et par stykker, som jeg møder på min vej ned gennem haven. Man kan spise dem, hvis man er til det. Det er jeg ikke. Jeg er uforsigtigt kommet til at træde et par stykker ihjel, og er hver gang ked af min klodsethed.
Fred i køkkenhaven
Solsortene er meget aktive i haven. Det har de været længe, og det er rigtig hyggeligt, når de bader i havebassinet, og deres musikalske triller sætter jeg også stor pris på. Jeg er knap så vild med dem, når de leder efter regnorm eller andet godt i mine nyplantede potter med stiklinger og priklinger. Det gør de rigtig meget, og med det aktivitetsniveau, de har i min have i år, så er jeg bange for, at det går helt galt, når jordbærene lige om lidt bliver modne. Så for at vi ikke skal blive rigtig uvenner, har jeg besluttet, at jeg vil have de fleste jordbær for mig selv.
Det med at sætte net over, er nogen gange nogen skidt, fordi fuglene bliver fanget i nettet. Men nu har jeg brugt bionet og stænger fra en gammel plasttunel til afskærmning.
Bionet er finmasket og oprindelig købte jeg det til at dække et kålbed med. Det gik galt, fordi det var svært at lukke helt tæt i samlingerne, så det endte med at blive en kålsommerfuglevoliere i stedet. Nu er solsorte noget større, så jeg regner med, at det her nok skal holde dem ude, og af en sådan struktur, at de ikke sidder fast i nettet.
I den anden køkkenhave (den jeg har lejet af naboen) har jeg også brugt stænger fra en plasttunel, men her er det et såkaldt fuglenet. Bionet er noget dyrere, og jeg havde ikke mere. Det må komme an på en prøve, og hvis fuglene sidder fast i det grønne fuglenet, fjerner jeg det. Jeg har to andre jordbærbede, og de er ikke tildækket, så der er også til solsortene.
Hvis jeg får tid, vil jeg gerne lave et fugleskræmsel/rådyrskræmsel a la Landliggerens. Effekten er nok ikke så stor, som ved nettene, men det vil se brandgodt ud i køkkenhaven 😉
Nyt overtøj og stadig larver
Her er lige kort update på kålsommerfuglelarvesituationen. Jeg fandt desværre et par stykker igen i dag. Nu er det lige før, at jeg ønsker, at vinteren kommer nu!
Jeg skulle have gjort en masse i haven her i weekenden. Men duggen lå længe og gjorde alt vådt og smattet. Der kom også lige nogle andre vigtigere ind over, så der blev ikke tid til så meget havearbejde. Vi er gået over til vintertid, så det bliver tidligt mørkt, og det har faktisk den positive effekt på mig, at jeg bare må kapitulere, hvad angår havearbejde. Jeg bor ude på landet, og der er bare mørkt så langt øjet rækker, når jeg kigger ud i haven. Jeg håber nu stadig på havevejr næste weekend, for der er meget, jeg gerne ville have haft gjort inden vinteren kommer.
Til gengæld fik jeg tid til at kigge lidt på bloggen, og den har nu fået nyt overtøj på. Indholdet er stadig det samme. Der mangler lige lidt tilretninger, men det skulle de mørke aftener nok kunne give tid til 😉
Sejlivede larver
På nuværende tidspunkt plejer der at være godt gang i grønkålen i køkkenhaven. De vokser stadig og skal også helst have frost for at være gode. Palmekålen klarer også let nattefrost. Kålsommerfuglens larver er som regel heller ikke noget problem mere, og de planter som har været lidt medtagne p.g.a. larverne, kan nå at komme sig en del. Men sådan gik det ikke helt i år. Det startede ellers så fint, og citron-appelsin tages gjorde sit til at forvirre kålsommerfuglen, og jeg fjernede de larver, der kom.
Men hen i september mistede jeg vist fokus på kålplanterne, for sådan så palmekålen ud for en uges tid siden. Her hjælper rekonvalescens-tid vist ikke, så jeg fjernede de hårdest angrebne planter. Der var et par stykker af palmekålen, som nok skulle kunne blive til noget, og den røde grønkål var ikke så hårdt angrebet. Så gik jeg i gang med at fjerne larver. Man skulle tro at nogle nætters nattefrost og det kølige vejr i øjeblikket havde det gjort af med larverne. Men I kan tro nej, der var utrolige mængder! Planterne blev finkæmmet, så der umuligt kunne være flere overlevende larver tilbage.
I søndags var jeg endnu engang på udkig , og der fandt jeg igen en 25-20 stykker. Sådan så en af dem ud få sekunder før den endte fladmast under min gummistøvle.
I dag fandt jeg igen 3-4 stykker! Kålsommerfuglen må have lagt sine sidste æg i år for længe siden, så hvor kommer de fra?
Vibeæg og liljebiller
Nu blomstrer alle vibeæggene. De helt unikke ternede blomster. Jeg har heldigvis fået flere små kolonier af dem i haven, hvor de bliver flere og flere.
Jeg er vild med dem, men det er der også en anden fætter, som er. Det er liljebillen. En lille knaldrød bille, som på afstand kan forveksles med en mariehøne. Der sidder en nederst på billedet ovenover, og nedenunder i lidt større format.
Jeg ved ikke, om der er noget godt ved dem. Det kedelige er, at de spiser knopper og blade på bl.a. liljer, vibeæg og tobaksplanter. Af andre kedelige egenskaber kan nævnes, at larverne er dækket af et lag afføring, som afskrækker fugle og andre rovdyr. Billerne sig falde og undgår at blive ædt. De er også lidt svære at fange af samme grund. Der er en artikel om den i Havenyt.
Mine vibeæg, når de som regel ikke at få kål på, men liljer har jeg ikke den store succes med. Derfor indsamler jeg dem, og træder på dem. I går fandt 7-8 stykker, så jagten fortsætter, og imens nyder jeg alle vibeæggene.
Forår bag gitter
Der kan siges meget godt om katte. Det er smukke, intelligente, selvstændige og bløde kæledyr.

Foto lånt fra flickr
Vi har allergi i familien, så vi vil ikke have nogen med pels, hår eller fjer, og vi vil heller ikke være afhængige af at skulle være hjemme m.m. Kæledyrsbestanden hos os består af 2 akvariefisk hos yngste datter. Men i min have har jeg mange af naboernes katte. De er også meget velkomne, når de bare ikke bruger mine bede til kattebakke. Og det gør de desværre i meget stor stil. Lidt hist og pist er Ok, de skal jo have lov til at være her. Men efterhånden kan jeg hverken rive eller så nogen steder før de betragter det som en nyanlagt kattebakke, der fluks skal indvies. I sommers lagde jeg metalnet over nogle af de nysåede bede, og aspargesbedet fik en Coleus Canina også kaldet gå-væk-kat-plante i hvert hjørne af bedet. Begge dele var effektive. Jeg anlagde flere nye bede med løg og stauder i løbet af sommeren og efteråret, og dem havde jeg store problemer med. Jeg prøvede at sætte snore på kryds og tværs af bedene, men det hjalp ikke.
Det store hit i øjeblikket er bedene langs husmuren, hvor der ikke er sne. Det resulterer i at vintergækker,erantisser og andre løgvækster på vej op bliver ødelagte, når katten skal dække sine efterladenskaber. I går samlede jeg en mængde svarende til en halv liter med efterladenskaber i det lille bed på billedet. Det har jeg ikke taget billede af! I ren frustration har jeg nu lagt et metalnet over bedet, så løgvæksterne kan få lov at udvikle sig. Det er jo ikke særlig kønt at skulle se vintergækker bag gitter, men jeg håber, at jeg kan ændre kattens vaner til et nyt sted, hvor jeg så må tage kampen op. Til den tid kan jeg så fjerne metalnettet fra det her bed og forhåbentlig have nogle veludviklede løgplanter.
Jeg har overvejet at anskaffe en udendørskat, som kunne forsvare sit revir=min have overfor de andre katte, og så skulle den selvfølgelig opdrages til at bruge kattebakke f.eks. i skuret 😉 Jeg kunne også anskaffe et vandgevær. Det ville sikkert også være effektivt, men så skulle jeg bare være på vagt i døgndrift for at det virkede. Hvis nogen har nogle natur-, miljø- og dyrevenlige forslag til at løse problemet, så kom endelig med dem.
Myriader af myg og Møn
Det er ikke en vits, jeg har virkelig ekstremt mange myg i haven lige i øjeblikket. Jeg havde ellers taget tidligt fri fra arbejde i dag, for at bruge det dejlige vejr til havearbejde, men det blev ikke til helt så meget, som jeg havde tænkt mig. Der var simpelt hen for mange myg. Ifølge eksperter skyldes det et tørt forår og en våd sensommer! Jeg ville i haven, fordi jeg ikke har været hjemme hele weekenden.
Min mand og jeg havde fået et weekend-ophold i “Fyrhytten” på Møn. Fyrhytten ligger skønt, selvfølgelig med en fantastisk udsigt over havet, og beregnet til fordybelse i to- eller ensomhed. Hvis du vil vide mere har de denne hjemmeside www.derskerikkeenskid.dk. Sovesofaen viste sig, at være i stykker, nok fra den forrige lejer, så vi sov ikke så godt. Udlejeren har nu bestilt en ny sovesofa, efter at vi påpegede det og tilbudt os et nyt ophold. Vi var også lidt uheldige med vejret. Det var lidt kedeligt (diset, meget blæsende, regnbyger), så det indbød ikke ligefrem til brug af det udendørs badekar og bruseren. Til gengæld passede vejret fint til den årlige dragefestival lige i nærheden. Det blæste godt og regnbygerne og disen holdt sig lidt på afstand i de timer festivallen varede. Der var rigtig mange som havde fundet vej derud, så udvalget af drager var meget stort. Vi nøjedes nu med at se på.


Vi har været på Møn mange gange, så vi sprang Klinten og Liselund over denne gang, og tog i stedet en tur til Stege og så bl.a. på mange af de smukke gamle huse.


Igen et hvepsebo!
Jeg føler mig forfulgt af hvepse. I dag fandt jeg det 4. hvepsebo siden vi kom hjem fra ferie i slutningen af juli. De har alle været i de 2 taks-hække i Hønsegården. Jeg ved ikke om taks er specielt attraktivt for hvepse, eller det er fordi, der er flere frugttræer i nærheden. Men frugttræer er der jo i mange haver, uden at de har hvepsebo. Det første hvepsebo på størelse med en håndbold sad så langt inde i hækken, at vi ikke selv turde fjerne det, så vi fik fat i en prof som ordnede det. Samme dag fandt vi et nyt i den anden taks-hæk, så vi tilkaldte ham igen. Det var lige så stort. Et par dage senere var den gal igen samme sted, og så måtte vi tilkalde proffen igen. Denne gang var det forvirrede hvepse uden dronning, som prøvede at opbygge et nyt bo. Det var ikke så stort og helt asymetrisk. I dag, da jeg var igang med at klippe taks-hækken, opdagede jeg så endnu et håndbold-stort hvepsebo. Denne gang ventede jeg til det blev tusmørke, tog så en klar plastiksæt, som jeg nemt kunne putte rundt om boet og fjernede det uden at blive stukket. Heldigvis, for jeg fået adskillige stik den sidste måneds tid. Nu håber jeg, at det var sommerens sidste hvepsebo-fund!























