Mangler du brændenælder i din have?

Jeg skulle bestille nogle krydderurtefrø, og var i den forbindelse inde på webshoppen Solsikken. De har et stort udvalg af økologiske frø til både køkken-, urte- og blomsterhaven i både små og store mængder. Jeg har købt frø, stikløg og kartofler hos dem flere gange, og jeg har altid været godt tilfreds med kvaliteten og handlen. Denne gang faldt jeg i staver over brændenælder. Nedenstående er cuttet og pastet fra deres hjemmeside:

KF070 Brændenælde

30-150 cm høj.En sund, robust og yderst anvendelig plante. Indeholder jern, kalk, kalium, natrium, fosfor og vitaminerne B og C.

God til fremstilling af flydende gødningsekstrakt.  Efter høst hakkes brændenælden og overhældes med vand. Efter ca. 3 uger (der omrøres jævnligt) er gæringsprocessen færdig.

Plantematerialet er helt opløst og gødningsvandet er klar til brug.
Fortyndes 1:10-40 alt efter afgrøde. Et areal på 15 m2 kan med 2 slæt give ca. 300 liter næringsrig kvælstofgødning om året.

Latinsk navn: Urtica dioica
Frø pr. pakke:  300-400
Frø pr. gram:  5000 stk
Kategori:  Frø – Krydderurter
1 pk. DKK 23,00

5 gr. DKK 95,00

Tænk at nogen vil købe brændenældefrø. Jeg vidste ikke engang, at de også kunne frøformeres. Jeg kæmper altid med deres meget lange gule rødder. Brændenælder har jeg hist og her i haven, og især i skellet op til marken. Noget stort ukrudtsproblem er det ikke, og omvendt hvis jeg vil plukke til brændenældesuppe, er der også rigeligt.

Da jeg læste beskrivelsen med opskriften på gødningsvand, kom jeg til at tænke på, at min mor også brugte det. Hun tog en spand og fyldte den op med friske brændenælder og vand, lod den stå i et par uger. Når den var klar, blev den blandet op med postevand i en vandkande med spreder, og så blev roserne vandet. Formålet var, som jeg husker det, at det var godt mod lus.

Jeg har ikke selv brugt det, og det skyldes måske, at jeg godt kan huske lugten. Det lugter virkelig fælt! Som 3 uger gammelt blomstervand og så lidt værre. Men måske skulle jeg prøve det alligevel. Min næse er blevet mere trænet til den slags efter at have boet på landet i 6 år. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper på lusene, men jeg tror på gødningseffekten, og så er det oven i købet miljøvenligt og gratis. Hvis der skulle være nogen, som også vil prøve og ikke kan få fat i brændenælder, kan man altså købe frø hos solsikken. Jeg kan også godt diske op med et par aflæggere, hvis du skulle komme forbi.

Der er skønt på landet!

Ja, der er skønt på landet, i hvert fald det meste af tiden. Men ind i mellem kommer de der G-dage, altså G=gylle. Så er der ikke særlig skønt. I dag var det sådan en dag! Det plejer ellers at være værst om foråret, men der var åbenbart noget som skulle spredes i dag på de nyligt høstede marker. Jeg fik heller ikke nogen SMS. Jeg er ellers tilmeldt GylleSMS. En ordning, som man kan tilmelde sig, og så sender landmanden en SMS med oplysninger om hvor og hvornår, han har tænkt sig at sprede gylle. Det er en rigtig god ordning, som gør at man er forberedt og mentalt rustet til gyllen, og dermed er det meget nemmere at acceptere de dage. Landmanden får helt sikkert noget goodwill på ordningen. Den plejer også at fungere fint, men enten var dagens landmand ikke tilmeldt ordningen eller også var det en forglemmelse.
Det er lige meget om man er ude eller inde bag lukkede døre og vinduer. Det lugter lige slemt alligevel.

Jeg skulle ud, for jeg skulle have ordnet en del ting udenfor. Jeg fik fjernet de sidste bedsten fra græsplænen, det var dejligt. Fik også fjernet grene og andet affald fra hækklipningen, så jeg kunne komme til at slå græs. Det er vist snart 14 dage siden sidst, så den er blevet noget langhåret. Men så var klokken blevet over otte og tusmørket kom. Det bliver en anden dag.

Nyhøstet mark

Shopping

Så har jeg været på udsalg i haveselskabets webshop. Der var guf-ting for have-nørder. Jeg fik et par Muckboots (termostøvler, der er både gummistøvler og vinterstøvler, lavet af naturgummi og foret med neophren). Supergode til efterårs- og vinterarbejde i haven. Derudover 20 stk. poser til opbevaring af mine egne indsamlede frø, planteske af god kvalitet (Burgon & Ball), 2 stk. kompostérbare løvsække, 15 stk. naturepots (kompostérbare urtepotter) og en kompostbeholder til køkkenet, som nok skal bruges til opbevaring af vandingsredemier i skuret. Det hele for godt 500 kr.  inklusiv porto. Faktisk ret billigt, især når man tænker på, at støvlerne normalt koster en tusse.

I disse tider med ekstreme regnskyld har Haveselskabet startet en regnvands-kampagne. “Haveselskabets mærkesag er at gøre regnvand til en ressource i stedet for at hælde det gode danske regnvand i kloakken og gøre det til et forureningsproblem”. De kommer bl.a. med forslag til, hvordan alle os haveejere selv kan gøre noget og komme af med vores regnvand. Læs mere her.