Tiden og tulipanerne flyver afsted

Det er et travlt forår med både helårshave og sommerhushave. Jeg har endnu ikke fundet balancen mellem dem endnu, men det kommer vel. Det meste fokus er lige nu på sommerhushaven, fordi jeg skal åben have der d. 28. maj. Det er sammen med et par andre østmønske haver, som har rigtig meget at byde på. Den ene er Keld og Hans’ have, som sidste år blev kåret, som Danmarks dejligste have på TV2 Fri, og den anden er Mette Folmers have, som også er beskrevet i Eva Sandner Gravesens bog Haveelskernes haver. Jeg blev spurgt, om jeg ikke også ville være med, og i november måned sidste år, lød det også helt fint. Et lidt vildt projekt konstaterede Klaus i sidste weekend, imens han ordnede havelågen, som vel egentlig skulle have været færdig for et år siden. Det er måske også lidt vildt, for det er en lille have, der er meget på vej. Men man får altså også lige fikset et par hængepartier, og det jo ikke værst, og så er havebesøg altså noget af det hyggeligeste. Jeg glæder mig til en hel dag med andre havefreaks, så kig endelig forbi i Busene d. 28. maj, hvis du har mulighed for det. Der er kaffe og te på kanden, og vi bager også et par saftige kager.

Tulipaner

Hverdagshaven bliver lidt forsømt for tiden, men tulipanerne er sådan set ligeglade. De blomstrer lystigt, så I får lige et par flere billeder af nogle af dem. Der er både Blue diamond, Queen of night, angelique og en lilformet sammen med et par navnløse. De er både smukke og taknemmelige.

Liljeformede tulipaner Tulipaner blue diamond

Årets juleborde

Juledagene er i år blevet holdt i sommerhuset på Møn. Det har været rigtig hyggeligt i det lille hus, og selv om pladsen ikke er stor, så finder vi ud af det. Jeg plejer her på bloggen at vise mine juleborde, og det skal I heller ikke snydes for i år. Det første er juleaftensbordet.

Juleaftensbordet Juletræsserviet Juleaftensbord Skål med hyacint og tranebær

Selve bordet er et gammelt egetræsbord, som i sig selv er flot, at jeg har valgt dugen fra. Bordet er smalt, så der kan ikke være så meget pynt på bordet. Det er holdt i grønt med servietter, gran, grene med limspray og guld. og lidt rødt i form af tranebær. Servietterne er foldede efter denne video-vejledning.
Men det er jo ikke meget bordpyntsplads, så jeg har valgt at tage pladsen over bordet i brug.

Loftpynt med kogler Loftpynten 2. juledag AmaryllisHyacint

Jeg har spændt et stykke ståltråd ud mellem to loftbjælker, og her har jeg hængt kogler, gran, hvide hyacinter omviklet med mos og vinseltråd og amaryllis. Amaryllis er meget flotte, når de hænger på hovedet, og de skulle holde op til et par uger på den måde, hvis man husker at vande dem.

Amaryllis med snor og pind Vand på amaryllis

De skal først skæres i passende længde og derefter bindes en snor eller et stykke ståltrål stramt om øverst oppe. Ikke for stramt, så stilken flækker, men så stramt at den kan holde på pinden, som skal stikkes igennem stilken. Jeg har brugt en grillpind og klippet den til i passende længde. På pinden skal der sættes et stykke ståltråd, som skal bruges til ophæng. Inden man hænger den op, skal stilken fyldes med vand.
Loftpynten kan også bruges til nytår, hvor koglerne og granen kan udskiftes med f.eks. champagneglas. Her er en finsk/svensk video, hvor man kan se, hvordan man også kan gøre. Hvis du ikke er så skrap til svensk med finsk accent, så går det også helt fint kun at følge med visuelt.

I dag 2. juledag har vi holdt julefrokost med alt, hvad der hører til af spiselige frokostretter i følge familiens traditioner.

Bord 2. juledag Kuvert 2. juledag 2 juledagsbordet

Loftpynten er genbrugt, og bordpynten endnu enklere, så der er rigelig plads til maden.
Jeg har også skrevet om juleaften på Huset i Busene, hvor der er mere om juletræet.

Alle der læser med på bloggen ønskes hermed en glædelig jul.

Anna’s Plads forsætter og sommerhushaven i Haven

Jeg har haft travlt på Møn den sidste måneds tid, så der er ikke sket så meget her på bloggen. Men kort fortalt så forbliver Anna’s Plads, hvor den er i Ugerløse, og bloggen Anna’s Plads fortsætter også. Supermarkedsplanerne gik i vasken, da Netto ville vende bygningen, og det ville kommunen ikke. Nu står vi så tilbage med et par naboejendomme, der burde være revet ned. Det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, så vi fortsætter vores liv her i Ugerløse og vores sommerhusliv på Møn.

Beskrivelse

Sommerhushaven er med i juli nummeret af Haveselskabets blad Haven. Det er en fin artikel, og du kan læse mere om den på Huset i Busene. Jeg har brugt meget tid på renoveringen af sommerhuset det sidste års tid, men nu er det så godt som færdigt, så nu skal der havenørdes i stor stil. Det bliver både i Busene og i Ugerløse, og det kommer I helt sikkert til at høre mere om.