Grønsager

Blomster, Grønsager, Løg og knolde, Sommerblomster, Stauder

Sensommerfarver

Uh, det blæser, ja nærmest stormer udenfor. Jeg har lige været ude og rejse et par væltede urtepotter op. Det er altså lidt for tidligt med efterårsstorme! Her kommer et par billeder fra forleden. September er heldigvis fyldt med både klare og mørke dybe farver, og der er endnu ikke rigtig efterår over farverne.

Grønsager, Opskrifter

Squash i lange baner

De kaldes squash, courgetter eller zucchini, og hvis man har et par af disse planter, har man som regel rigeligt til familien og andre interesserede. Det er jo skønt med al den frodighed i køkkenhaven, som virkelig syner af noget her i august, når man har squash. Det største problem er, at familien kan blive lidt træt af squash-retter efter i en måneds tid, at have fået dem stegt, grillede, fyldte eller ovnbagte. De er ikke så velegnede til frysning eller anden vinter-opbevaring, så de skal bruges i sæsonen. Sidste år opdagede jeg, at man kunne bruge dem i brød. Det bliver et dejligt saftigt brød, som holder sig fint i dagevis, og det er stadig meget populært i familien.

Opskrift på squashbrød
600 g hvedemel
200 g speltmel eller andet groft mel
½ l vand
250 g skrældet groft revet squash
1 spks olie
1 spks salt
10 g gær

Vand, olie, salt og gær røres sammen i en skål. Melet røres i, og derefter squash. Jeg bruger min KicthenAid røremaskine, men dejen er så blød, at den kan røres med en ske. Hæld lidt olie over dejen, og lad den stå tildækket med et fugtigt viskestykke et par timer på køkkenbordet eller natten over i køleskabet. Hæl dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og lad den stå tildækket en halv time. Lad brødet rutsje over på en varm bageplade, og sæt det nederst i ovnen i 20-25 min. ved 240 grader. Spray godt med vand.
(frit efter Rikke Holm: Varm på brød og lun på boller. Høst & Søn, 2007)