Efterårsjam

Frosten sneg sig heldigvis uden om min have her først på ugen, så jeg har stadigvæk dahliaer og ærteblomster. Det er dejligt, og jeg går en tur i regnvejret hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg ved ikke lige hvorfor, at min plet på landkortet har været ramt af regnvejr om morgenen og sidst på eftermiddagen/aftenen i hele denne uge. Det har godt nok holdt tørt midt på dagen, men der har jeg siddet indendørs på arbejdet og kigget ud ad vinduet på solen 😉

Men man siger jo, at der er jo ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og det det er der noget om, for jeg nåede lige at plukke lidt brombær og hyldebær inden jeg blev helt gennemblødt i går eftermiddags, og det endte med syltning senere på aftenen. Det blev en aldeles udmærket marmelade, som I får opskriften på her:

300 gr. hyldebær
200 gr. brombær
300 gr. rørsukker
saft af 1 citron
lidt vaniliesukker
evt. 1 tsk. melatin, hvis man vil have marmeladen tykkere

Rib hyldebærene med en gaffel og skyl dem, og skyl brombærene. Læg alle bærene i en gryde og hæld citronsaften over, og dæk dem med sukkeret. Lad det stå og safte et par timer i gryden, før der tændes for den. Kog ca. 20 minutter og bland derefter melatin blandet med 1 tsk. sukker i. Hæld marmeladen på skoldede glas og luk med det samme. Sidstnævnte er der delte meninger om, men sådan gør jeg 😉

Jeg fik også lavet humus efter Lone Landmands opskrift. Den er god, men enten skal man have noget af det med til uddeling på arbejdet dagen efter, eller også skal det deles i mindre portioner og puttes i fryseren, for det var godt nok en mega portion.

I morgen trodser jeg regnvejret igen og går i haven. Jeg skal have gjort klar til plantemarkedet i Lyngby på søndag. Måske ses vi 🙂

Kroner til træerne

Æbletræet har haft junifald, og selv om det først skete ind i juli måned, hedder det sådan. Det er træets egen måde at udtynde mængden af æbler, og der er hundredevis af små æbler, som nu ligger på græsplænen. Æblerne på det her træ har aldrig været noget hit. Det er tidlige æbler, og de er tit angrebet af alt muligt. Men træet står nederst i haven og giver læ mod østenvinden, så derfor har det fået lov til at vokse sig stort. Jeg har tænkt på at plante en klatrerose ved foden af træet F.eks. Lykkefund, der kan kravle op og berige træet med endnu en blomstring.

Jeg så et sted, at man kunne bruge de små æbler fra junifaldet til pynt, så jeg tænkte, at en æblekrone ville passe godt til træet. Nu er jeg stadig forhindret i at bruge redskaber som spade, hakkejern og græsslåmaskine, men nørklerier med ståltråd og bidetang er ikke noget problem.

Man tager et tykt stykke ståltråd og trækker æbler på. Når størrelsen er passende formes den til en ring. Derefter laver man en til, der er dobbelt så stor i diameter. Man sætter de to ringe sammen med fem lange stykker tynd ståltråd f.eks. vindelseltråd. Den lille ring nederst. Man kan godt sætte nogle umodne bær eller andet med fast konsistens på de lange stykker. Det ser flot ud. Jeg prøvede med solbær, men de var for modne og smattede helt ud. Så fandt jeg ud af, at frøstandene fra fingelbøl havde den helt rigtige form og konsistens, og dem har jeg rigeligt af. Da jeg havde siddet og nulret med det i et kvarters tid, kom jeg i tanke om, at digitalis er ret giftig! Jeg fik vasket fingre og ansigt i en fart, og blev enig med mig selv om, at det så også fint ud uden 😉

Valmuefrøstande er ikke giftige på samme måde, så jeg tænkte at en krone i hvidtjørnen, som står midt i haven, ville se godt ud. Den er lavet på samme måde bare med den største krans nederst.

Det er frøstande af forskellige bordeaux valmuer, som er brugt til den største krans.

Den lille er frøstande fra staudevalmuen Pattys Plum. Aller øverst sidder en meget stor frøstand fra en pæonvalmue.

Jeg gik helt i krea-hjørnet i går, og fik også kreeret en krans til ugens Isabellasindlæg. I dag er der kort mellem regnbygerne, så jeg tror, at det bliver på computeren, jeg udfolder mig i dag 😉

Bær, syltning og labels

Der er stadig masser af jordbær i haven. Der er faktisk rigtig mange. Vi har spist og spist, og frosset en del også. Det er også blevet til marmeladesyltning.

I år med et pift af hyldeblomster frit efter Kille Enna’s opskrift. I går fik jeg også sat labels på, og så kom jeg i tanke om nogle, jeg lavede sidste år til abrikosmarmelade. Det var gamle labels fra glas og dåser, som jeg havde printet ud fra nettet. Jeg gik på google igen og søgte på “strawberry labels vintage”. Man får rigtig mange, så det er bare at vælge ud og printe ud. Nogle skal tilpasses inden udprintning, så de ikke bliver for store. Man kan selvfølge også søge på på labels, etiketter eller jam labels o.s.v., og få nogle som man selv kan skrive i. Når det skal gå hurtigt plejer jeg at bruge  Dansukkers “Etiketmaskine”. Den egner sig også fint til frøposer 😉

Der bliver masser af muligheder for at afprøve labelvarianter i den nærmeste tid, for nu modner sommerhindbærene

og ribsene

og solbærene og stikkelsbærerne. Men de fleste kommer nok i fryseren, og bliver først til marmelade og gele i løbet af vinteren.  Der er bedre tid til det. I dag er ellers også en dag til indendørs sysler. Regnen vælter ned og de truer med skybrud. Haven trænger til vand, så regnen er velkommen, men skybruddet må godt styre uden om min have 😉

 

Haveterapi

I dag kom fragtmanden med dækstolene, som jeg bestilte i torsdags. Nu står den på rekreation i haven, når vejret ellers tillader det.

Jeg er sikker på, at restitueringen går endnu hutigere, når det foregår i haven i selskab med

 en kurvfuld gode bøger

te i yndlingkoppen

og en skål friskplukkede jordbær.

Mon ikke jeg kan finde ud af at holde mig i ro på denne her måde?

De vilde jordbær

Vi smæsker os i jordbær for tiden. To bede dækkede med net, et tredje med fugleskræmsel og et helt fuglevenligt. Der er nok til alle. Det kniber lidt med at få dem plukket for tiden p.g.a. min fysiske tilstand og mandens farveblindhed. Han har svært ved at se det røde i det grønne 😉 Men vi elsker jordbær, så ved fælles hjælp, finder vi ud af det.

Bag ved hønsehuset har jeg endnu et jordbærbed. Her vokser der skovjordbær, Fragaria vesca. Bedet er sådan et slags opbevaringsbed for planter, som jeg ikke lige har fundet en plads til endnu. Det ligger i halvskygge, og her trives skovjordbærene fint. De har af forskellige årsager fået overtaget i år, og egner sig iøvrigt fint som bunddække.

Det gør absolut ikke noget. Det ser rigtig hyggeligt ud, og så kan man lige snuppe sig et bær på vejen, hvis man har lyst. De smager dejligt, og lidt anderledes end de andre jordbær.

Jeg har nu ikke tænkt mig at plukke dem rene, som de andre jordbær. Det her er smultron-snacks til dem, der lægger vejen forbi.

Anna’s jordbær

Jeg ved ikke, hvordan Anna har set ud. Hun har boet her i huset for mange år siden, og gårdspladsen foran huset hedder Anna’s Plads, opkaldt efter konen i huset. Det fik vi fortalt, da vi flyttede ind i huset for snart 8 år siden. Huset er smedens bolig. Selve smedien er nedrevet for mange år siden, og om Anna har været smedekone eller er fra en senere periode, vides ikke med sikkerhed.

Bloggen er opkaldt efter Anna, og det er vores fugleskræmsel nu også. Hun vogter over et af jordbærbedene, og har også styr på hindbærbuskene bag ved. Anna er vild med rød, rød som jordbær.

Om kagerullen og kaffekanden har nogen effekt på solsortene ved jeg ikke.

Men nu er jordbærene her 😀

Fred i køkkenhaven

Solsortene er meget aktive i haven. Det har de været længe, og det er rigtig hyggeligt, når de bader i havebassinet, og deres musikalske triller sætter jeg også stor pris på.  Jeg er knap så vild med dem, når de leder efter regnorm eller andet godt i mine nyplantede potter med stiklinger og priklinger. Det gør de rigtig meget, og med det aktivitetsniveau, de har i min have i år, så er jeg bange for, at det går helt galt, når jordbærene lige om lidt bliver modne. Så for at vi ikke skal blive rigtig uvenner, har jeg besluttet, at jeg vil have de fleste jordbær for mig selv.

Det med at sætte net over, er nogen gange nogen skidt, fordi fuglene bliver fanget i nettet. Men nu har jeg brugt bionet og stænger fra en gammel plasttunel til afskærmning.

Bionet er finmasket og oprindelig købte jeg det til at dække et kålbed med. Det gik galt, fordi det var svært at lukke helt tæt i samlingerne, så det endte med at blive en kålsommerfuglevoliere i stedet. Nu er solsorte noget større, så jeg regner med, at det her nok skal holde dem ude, og af en sådan struktur, at de ikke sidder fast i nettet.

I den anden køkkenhave (den jeg har lejet af naboen) har jeg også brugt stænger fra en plasttunel, men her er det et såkaldt fuglenet. Bionet er noget dyrere, og jeg havde ikke mere. Det må komme an på en prøve, og hvis fuglene sidder fast i det grønne fuglenet, fjerner jeg det. Jeg har to andre jordbærbede, og de er ikke tildækket, så der er også til solsortene.

Hvis jeg får tid, vil jeg gerne lave et fugleskræmsel/rådyrskræmsel a la Landliggerens. Effekten er nok ikke så stor, som ved nettene, men det vil se brandgodt ud i køkkenhaven 😉

Sødt efterår

Selv om nattefrosten har været her flere gang og gjort det forbi med tallerkensmækkere og frøkenhatte, så producerer hindbærplanterne stadig masser af hindbær.

Det er Autumn Bliss, som lever fuldt op til sit navn. Det var godt nok meget autumn før den rigtig begyndte, men det er blevet til rigtig mange hindbær siden. Bærrene er blevet lidt mindre de sidste 14 dage, men der er rigeligt, og smagen er der ikke noget i vejen med. En af fordelene ved efterårshindbær er, at de ikke har orm.

Vi plukker dem vi gider spise. Fryseren er fyldt, så havens dyr får resten. Vaniljeis med hindbær er stadig skønt 🙂

 

Jeg har både sommer- og efterårshindbær. De har stået lidt hist og pist i kanten af køkkenhaven. Men sidste år satte jeg dem i fine rækker, hvor det var intensionen, at holde dem i rækkerne og sætte stolper og snore op til at holde dem. Det er gået fint med at klippe dem ned på det rigtige tidspunkt, og også med at fjerne dem, som voksede udenfor rækkerne. Det med at sætte stolper og snore op, nåede jeg aldrig til. Nu er det blevet til hindbærjunglen. Man kan sagtens komme rundt i den, og få fat i hindbærrene, når man bøjer grenene til siden. Men det er lidt problematisk, når grenene svipper tilbage. De fungerer så som katapult for overmodne og rådne bær. Næste år kommer der stolper og snore/ståltråd 😉

Åh, jordbærtid

Nu er der bare så mange jordbær, at der havner flere i fryseren, end vi kan spise hver dag. Jeg har 2 jorbærsorter, den søde Corona og den remonterende ostara.

Solsortene kan heller ikke følge med mere. De er gået over til ribsene i stedet 😉

 

Midt i maj billeder

Alting myldrer frem, og noget nyt går i blomst hver dag. Der er meget og begejstres over. Den krybende Phlox blomstrer lige nu, og jeg har et par kvadratmeter af den. Der er også syrener, akelejer og klematis. Tulipanerne bliver ved. Nu er det Angelique, en frynset som må være en fejl og nogle flotte røde, som stod i haven, da jeg flyttede ind. Hostaerne er på vej, og jordbærene er gået i blomst. Det er skønne majdage lige nu 😀

Klik på billederner for at zoome.