Nyt i krukkerne

Hvert år har jeg et indlæg med titlen “Nyt i krukkerne”. Sidste år var det d.1. april, året før d. 11. marts og i år bliver det d. 16. februar. Vi har et mildt forår i år, når det allerede er nu, og det er ikke bare fordi, at jeg har fået forårskuller. Det er mildt. I sidste weekend lagde jeg mærke til, at hornvioler fra sidste år blomstrede i en krukke. Vintergækker og erantis blomstrer på liver løs, og der er plusgrader i dagtimerne, og meget få nætter med nattefrost. Man kan godt skifte ud i krukkerne nu.

Hornviolerne kan sagten klare sig, selv om der kommer lidt nattefrost ind imellem. Det kan erantis også, så jeg gravede lidt spirer op fra haven. Det er jo ganske gratis og de holder længe, når temperaturen holder sig under de tocifrede grader

Det blev også til lidt krukker med indkøbte krokus og vintergækker fra haven. De klarer sig alle fint med lidt frost ind imellem, og hvis vinteren igen skulle vise sig fra den hårde side, så kommer der bare nyt i krukkerne igen 😉

Lidt forårshave i vindueskarmen

vintergækker
Der er meget forårsagtigt i haven i dag. Masser af erantis og vintergækker. Jeg gravede en lille tot vintergækker op af græsplænen, så nu er der også forår i min vindueskarm.
Vejrudsigten for de næste tre uger viser kun røde tal, altså plusgrader. Det ser da ud til at blive et forrygende tidligt forår 🙂

Der er lunt og duftende i havestuen

Udenfor har vi både natte- og dagsfrost nu. Der er heldigvis frostfrit i min havestue.
termometer
Det er også kun lige, at den holder sig over frysepunktet. I dag var det ikke så svært, men ellers er det en balancekunst, at få termometret til at holde sig lige over de nul grader. Jeg har sat gulvvarmen på nu ellers går det ikke. Der er så heller ingen grund til at skrue for højt op, for det er dyrt at varme op. Det er lidt af en kunst, for regulatoren sidder på den anden side af væggen inde i stuen. Der skal justeres jævnligt, og det tager lang tid før det slår igennem, så når der kommer to-cifrede kuldegrader, skal der helst skrues op et halvt døgn i forvejen.
Duftgeranium
De frostfølsomme er på vinterferie herude. Der er mange krydderurter og duftgeranier. Denne her blomstrer jo nydeligt i øjeblikket og ser ikke ud til at fryse. Det hedder vist egentlig en duftpelargonie og ikke duftgeranie. Det bliver nu brugt lidt i flæng.
Myntegeranium
Det her er så en myntegeranie eller en myntepelargonie. Den dufter skønt. Der er i det hele taget en herlig duft i havestuen, og indtil videre er den gode stemning ikke ødelagt af de dyre frostgrader. Vinteren er kommet meget senere i år, og man kan jo håbe på, at den også bliver kort.

En hundekold søndag

Det har været bidende koldt i dag. Ja, ikke sådan på termometeret. Det har været lige omkring frysepunktet, og det har hverken regnet eller sneet. Der ligger heller ikke noget sne her, som andre steder i landet. Normalt noget der nok kunne lokke et havemenneske ud i januarhaven. Hvis det bare ikke var for den stride blæst, som har varet i flere dage. Den går gennem marv og ben og føles, som mange graders frost. I morges, da jeg trak gardinerne fra, så jeg til min store overraskelse, at erantisserne var på vej op lige udenfor soveværelsesvinduet.
Erantisspirer
På det tidspunkt havde jeg en idé om, at det kunne være fedt med en times tid i haven. Måske grave lidt spirer op og sætte i potter indendørs. Rydde lidt op foran bryggersdøren, hvor ugens afblomstrede tulipaner og grene fra vaserne er smidt, da jeg efter arbejde i mørke ikke gider rende helt ned på komposten med dem.
Jeg kom i tøjet og startede med en tur ud til postkassen og skraldespanden. Tog kameraet og begyndte at tage billeder af erantispirerne, og så var jeg ellers ved at være kureret for udendørslivet. Det var bare for koldt!
erantis
Jeg fik aldrig gravet nogen spirer op eller bevæget mig ned på komposten. Det blev bare en indendørs søndag, hvor jeg fik bagt en kage, set lidt skiløb i TV(elsker at se langrend, men gider ikke se andet sport på TV) og egentlig ikke ret meget andet. Bare slappet af.

Vintergækker på vej

Vintergækkerne er på vej op derude. Det kan man se rundt om på de forskellige haveblogs. Især i sidste uge var der mange, som viste billeder af identificerbare spirende vintergækker. I lørdags gik jeg derfor i haven i øsende regnvejr for at lede efter dem. Men jeg fandt ikke en eneste, og jeg ved jeg har en del. Søndag skulle vi en tur til Møn for at se til byggeprojektet, og så måtte jeg lige på gækkejagt i sommerhushaven.
Spirende vintergækker
Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg opdagede de første helt tydelige vintergækspirer. Manden måtte hentes for at dele begejstringen med mig.
Vintergæk Vintergæki knop
Lidt efter så jeg disse i knop. Jeg burde enten have plukket blomsterne, eller gravet klumpen op og sat den i en potte og taget dem med hjem. Men i min befippelse gjorde jeg ikke andet end at beundre dem. Jeg er egentlig lidt i tvivl om disse er vintergækker eller måske dorothealiljer. Det er jeg ikke så skrap til at se før blomsten kommer frem. Til den tid kan jeg måske også se, hvilken sort det er. Til det kan jeg bruge bogen “Vintergækker”, som jeg lige har sat på bogreolen i dag.
Vintergækker

En uundværlig decemberblomst

Hvis du ikke har juleroser, helleborus, i din have, så plant nogle! Mere klart kan det ikke siges, for når man går ud i sin ellers noget triste decemberhave, så bliver man i super godt humør, når man får øje på de første juleroser.
Helleborus
Det her er nok ikke et pragteksemplar af slagsen, men hvad gør det. Det er den eneste blomst i haven lige nu, så den er højt skattet. Jeg er også ret sikker på, at det er en, som har stået inde i stuen en december for flere år siden, og så er plantet ud i haven bagefter. Den er trofast meget tidlig hvert år, så den får en særlig opmærksomhed.
Helleborusknop
Og de er flere på vej. Der er mange knopper, også på de andre juleroser. Nogle er “stueplanter”, som er plantet ud, og andre er købt på Gartneriet Spiren ved Skælskør, som har et meget stort udvalg af juleroser og påskeklokker. De er smukke alle sammen og kommer i blomst fra nu af og hen på foråret.
Har du juleroser nu indendørs, som er blevet kedelige, så plant dem ud i haven. Man kan sagtens plante nu. Frosten er endnu ikke gået i jorden.

Den sidste og den første rose

I dag har jeg ryddet op i haven, og sat de de sarte planter i vinterhi. De har lovet nattefrost flere gange i den kommende uge, og selv om prognoserne skulle slå fejl, så har jeg nu besluttet, at det må være på tide. Det er de sarte krydderurter som ananas- og solbærsalvie, citronverbena, rosmarin og stevia, som skal overvintre i havestuen sammen med agapanthus, pelargonier og lidt andet. Jeg fik også revet en del blade sammen fra græsplænen og terrassen. De er nu lagt som et beskyttende lag der formulder sig hen over vinter og forår i staudebede og køkkenhave.
Rose comte de chambordRosen Comte de Chambord bliver årets finaleindehaver på rosenfronten. Den har blomstret adskillige gange igennem sæsonen og lige smukt hver gang.
Helleborusknop
Juleroserne er til gengæld lige på nippet til at starte sin sæson. Der er mange knopper, som kommer til syne, når man løfter bladene.

Det er endnu usikkert om haven findes næste sommer. I onsdags kom der grønt lys fra kommunens side til, at der kunne laves lokalplan for området med henblik på nedrivning af blandt andet mit hus og have. Torsdag blev de første jordbundsprøver af grundvandet iværksat i vores have. Når lokalplanerne er udarbejdet i løbet af december, skal de i høring i 8 uger, så det bliver nok omkring marts måned, før vi måske får endelig besked. Derefter har vi 3 måneder til af flytte. Det vil sige, at vi højst sandsynligt bor her hele foråret, og måske endnu længere eller slet ikke skal flytte. Jeg har derfor besluttet, at arbejde videre i haven, som jeg ellers ville have gjort. Jeg har dog ikke lagt løg eller plantet nyt her i efteråret, og jeg har heller ikke sået stauder eller toårige. Men nu har jeg gjort haven vinterklar, og lige om lidt bliver den julestylet som altid. Det er jo processen og arbejdet, som er det givende ved havearbejdet. Lige nu sidder jeg i sofaen med computeren, og er øm i hele kroppen og veltilfreds efter en skøn dag i haven. Drømmene om næste års fantastiske have er jo også en vigtig faktor, men den må jeg prøve at håndtere på anden vis i år. Lige nu går det faktisk forbavsende godt, og jeg finder nok på noget at fordybe mig i, om ikke andet så fylder projekt sommerhus på Møn ret meget for tiden.

Chokolade til en våd og kold efterårsdag

Cosmos og dahlia blomstrer stadig. Faktisk er de på sit højeste nu her hos mig. Dahlia’erne var længe om at komme i gang, men de er fantastiske nu, og det er slet ikke til at bære, at det er slut om et øjeblik. I morgen har de lovet nattefrost igen, så der skal krukkeparken en tur under halvtag, og så må jeg se, hvordan dahlia’erne i bedene klarer sig. Indtil da skal den varmechokolade nydes sammen med Rip city, Sam Hopkins og chokoladecosmos.
dahlia Rip city
Dahlia Sam Hopkins
chokoladecosmos

Optagning af blomsterløg og andet anderledes

Normalt lægger man tulipanløg og andre forårsløg på dette tidspunkt. Det plejer jeg også at gøre i stor stil, men i år det anderledes. Lige nu er alting anderledes i min have. Jeg har fået sommerhushave på Møn med et tilhørende sommerhus, som vi er i gang med en større renovering af. Det bruger vi en del tid på. Derfor har jeg besluttet at opsige det meste af lejemålet på naboens have. Det er det stykke jord, som jeg kalder hønsegården.
Hønsegårdsmarken
Det er det her stykke, som jeg kalder hønsegårdsmarken. Jeg har sat et trådhegn op, så jeg ikke kommer til at gå derind mere. Det har været brugt til køkkenhave, såning af stauder og toårige, og så har en del af det været min blomsterløgmark.
Blomsterløgmark
Her er blomsterløgmarken i maj måned. Det er alle de løg, som jeg ikke viste, hvor jeg ellers skulle have efter renovering af bede, eller løg som dukkede op på tidspunkter, hvor man ikke kunne se blomsterfarven. Typisk små sideløg, som nu har vokset sig store. De er så blevet flyttet over i havens bede efterhånden, som de er kommet i blomst. Men nogle nåede jeg aldrig at flytte. Dem har jeg nu gravet op.
kasse med blomsterløg
Det blev til to kasser med diverse løg, som nu skal til Møn. Da løgmarken oprindelig blev anlagt var i november måned, så jeg ved, at disse løg nok skal blive til tulipaner og perlehyacinter igen, selv om de brutalt er gravet op i oktober.
bar blomsterløgmark
Løgmarken er nu væk, og det er denne del af haven også. Lidt vemodigt for her har jeg haft mange gode timer med såning, mediativ lugning og plads til at afprøve lidt af hvert.
gul hønsegård
Indtil videre har jeg beholdt selve hønsehuset, som jeg bruger som luksusskur, og det lille stykke jord foran huset. Men måske er det også snart slut. Der er planer om at nedrive den del af gaden, hvor mit og naboens hus ligger på. Der er en del nedrivningsmodne huse på begge sider af vores hus, så det vil pynte gevaldigt på byen, hvis det hele renoveres. Vores hus er i fin stand, men det ligger midt i det hele. Vi ved ikke, om det bliver til noget, men hvis det gør, betyder det at mit hus og min have ryger med i købet. Vi er selv gået med til det, men det er godt nok underligt at tænke på, at det hele måske skal jævnes med jorden og blive til supermarked og parkeringspladser. Jeg har været et par uger, om at fordøje det.

Jeg kunne jo flytte en masse planter til Møn, men hvis det ikke bliver til noget, så har jeg en have med mange huller efter hortensiaer, buske og stauder, som endelig er ved at blive til noget efter 2-4 år på bagen. Derfor har jeg valgt ingenting at gøre lige nu. Jeg lægger derfor heller ikke alle de blomsterforårsløg og hvidløg, som jeg ellers ville have gjort på det her tidspunkt.
Det er et lidt anderledes efterår i år.

Efterårsrødt

Der er virkelig knald på farverne i naturen nu. Det er den store finale i rødt, orange og gult før det hele ender i brun eller hvid vinter. Jeg er til farver, og i år er det rød. Det skifter lidt. For et par år siden skulle al ting være lilla. Blomster, puder, gavepapir og servietter. Så kom den turkisgrønne periode efterfulgt af petroliumsgrøn. Det gik blandt andet ud over et sofabord, et havebord og og et par hylder. Men i år er det de røde nuancer, og helst de skrappe af dem. Det har betydet, at årets ærteblomster er røde, den nye vandkande blev rød og kameraets fokusering ender i rødt.
frøkenhat
Frøkenhatten her stikker stolt op igennem parykbuskens røde blade, og til højre kan sølvlysets mørkerøde blade svagt anes. Det her er midt i årets røde bed, som tidligere har haft tulipaner, perlehyacinter, akelejer, digitalis, vejbred og valmuer i de røde og bordeaux farver.
paradisæble
Paradisæbletræet er næsten ved at få overbalance af de mange knaldrøde æbler i år. Sidste år var første år med frugt, og der var kun en håndfuld, men nu er der gevindst.
Lathyrus Buccaneer
Lathyrus Buccaneer har jeg vist flere gange på bloggen i år, og den er stadig fantastisk. Lidt grågul i bentøjet her i oktober, men den blomstrer lystigt videre. Den første nattefrost kom forbi for en uge siden, men jeg sprøjtede vand ud over lathyrus og dahlia aftenen før, og de klarede sig uden mén. Forruden på bilen måtte skrabes for is, så det var nok godt, at jeg havde taget mine forholdsregler 😉
krans
Sankthansurten er uundværlig her om efteråret. Den står flot i haven nu, og den holder i lang tid, hvis man tager den ind i vaser. Men den er også god i dekorationer og kranse. Her er hoveddøren pyntet i anledning af havedagen forleden.

Julen bliver nok også rød her huset i år, men det er jo heller ikke værst 😀