Jeg nyder min altan dagligt og tager en kop te om morgenen, når vejret er til det. Det er også blevet til adskillige kolde glas rosé på lune sommeraftener. Der er lige plads til to cafestole og en æblekasse fungerer som bord og afsætningsplads. Det er blevet 1. september, og det er heldigvis stadig mere sensommer end efterår. Men det begynder at blive tidligere mørkt nu, så inden efteråret kommer for alvor, må det være på tide at se I ser årets sommeraltan.
Plantereolen er fyldt med krydderurter som dild, purløg, persille, timian og estragon og ellers en del sukkulenter. Gesimsen er fyldt med flere forskellige sedum, græsser og mynte. De har klaret sommeren rigtig godt og har været gode valg. Ind imellem er der lidt udskifting, når nogen taber pusten. Det er mest på plantereolen, hvor potterne ikke kan være så store.
Efter at jeg er flyttet i lejlighed, er fryserkapaciteten formindsket væsentligt. Før havde jeg en 2 meter høj skabsfryser med masser af plads til haven høst af bær og bønner. Nu har jeg et kombineret køle/fryseskab, der lige runder de 1,80 meter, og fryserdelen er ikke i den største halvdel. Det passer godt ind i lejligheden, og egentlig har jeg vel heller ikke brug for mere. Bortset fra at den er fyldt med bær fra den gamle have. Især ribsmængden er stor, og det skyldes nok, at jeg har haft lidt svært ved at bruge dem til noget. Et par ribskager er det blevet til og lidt gele ind imellem. Men det er ikke det vi fortærer mest af, og desuden er det et par gange gået galt med gelesyltningen.
Hvert år viser jeg billeder af mit julebord, og her er det i 2019 udgaven i lejligheden på tredje. Julebordet er en af julens store fornøjelser. Maden er selvfølgelig en vigtig ingrediens. Hos os er den meget traditionel med flæskesteg, brunede kartofler, franske kartofler, rødkål, rødkålssalat og nogen gange sniger der sig en and med ind som i år, og så sluttes den af med Ris a la mande og mandelgave. Alt sammen forudsigeligt og ekstremt vigtigt. Familiens øvrige medlemmer bidrager flittigt i tilberedelsen af alt dette, og så er jeg så heldig at få borddækningstjansen.
Jeg elsker at dække bord og ikke mindst pynte bord, og juleaftensbordet er noget helt særligt. Det skal helst være så julet, at alle synes, at det er et julebord. Det skal ikke være det samme som sidste år. Der må godt være noget overraskende, gerne noget leg og genbrug, og så skal det være smukt. Det er mig selv som opsætter disse retningslinier. Jeg tror ikke, at resten af familien går så højt op i regulativet, men de sætter pris på årets julebord.
Det er blevet 2. søndag i advent og adventskransene er og har været tændt. Jeg har gang i to i år, i hvert fald indtil videre. Man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ny idé, der skal afprøves. Der er tradition i adventskransen, og samtidig må den godt have et nyt tvist hvert år.
Første søndag i advent samles vi i familien til gløgg og æbleskiver, når kransen skal tændes. Det markerer julemånedens start for os. Nu skal/må der pyntes.
Her anden søndag i advent er det hele godt i gang og alligevel roligt. Der sker ikke rigtig noget, og vejret i dag har også kun budt på indendørs sysler og hygge. Gløggen blev gentaget. Den smager vidunderligt her i december, men resten af året er det ligemeget. Nogen ting har sin tid og skal ikke overdrives, for så smager det bare ikke lige så himmelsk. Jeg har det på samme måde med jordbær og asparges. De skal spises i sæsonen.
Jeg er super glad for min altan. Bare det at kunne gå derud hver dag og trække frisk luft er så skønt. Jeg er også rigtig glad for, at have et sted til udendørs pynt og hygge. Et sted til lanterner, grantræer, kranse og andet udendørs juleri, som jeg plejer at have.
Jeg har træer i år, ikke de helt store selvfølgelig, men flere små og nogle med lyskæder. Det ses ikke her på billedet, men jeg har sat lyskæder hele vejen rundt om gelænderet, så det lyser op i mørket. Det er både for min egen skyld, men også for gadens. Jeg synes, at det er super hyggeligt, at kigge på altaner med gran og lyskæder til jul.
Ud over lanterner, træer og kogler på æblekasserne har krydderurtekassen i den anden ende af altanen også fået et et lille juletræ og et par stjerner. Nu har julehyggen bredt sig på altanen. Det er det, jeg bruger den mest til på nuværende tidspunkt, for den er ikke stor, så der skal prioriteres. Jeg har ikke plads til cafebordet og stolene lige nu. Det bliver til foråret, og så skal der investeres i altankasser til masser af skønne blomster.
Men inden da, kommer der nok et par kranse og grankugler til, for så lille er altanen heller ikke.
Da jeg begejstret fortalte min kollega, som er nogle år yngre end mig, at jeg havde fået bogen “Falmet skønhed” til anmeldelse, kiggede hun lidt skælmsk på mig. Jeg er sikker på at hun troede, at det var endnu en bog, der handlede om aldrende kvinder, der prøvede at overbevise os alle sammen om, at vi også er super skønne, når vi bliver ældre. En af den slags bøger, som vi jævnligt har oppe på vores materialevalgsmøder på sosu-biblioteket.
Men nej, det er en helt anden slags falmet skønhed, der her er tale om. Det er de tørrede blomster, evighedsblomsterne eller eternellerne, som de også hedder. De var højeste mode, da jeg var ung og havde min første have. Jeg dyrkede helichrysum og staticer i lange rækker i køkkenhaven i de glade 70’ere og starten af 80’erne. De gik siden af mode og blev virkelig yt. Det skal lige tilføjes, at lige præcis helichrysum og staticer bevarer det meste af farven, når de tørrer i modsætning til de fleste andre blomster, græsser og frøstande, der falmer. Derfor passer titlen falmet skønhed også godt til bogen.
Bogen er fyldt med gode idéer til buketter og dekorationer med tørrede blomster på både klassisk vis, men også på nutidig og nytænkende vis. Der er de nemme og de lidt mere krævende. Jeg er vild med dekorationen med mælkebøttefrøstande, og har undret mig over, hvordan det nu kunne lade sig. Jeg så dekorationen i virkeligheden og for første gang til boglanceringen hos Stalks & Roots, hvor billederne her i indlægget er knipset. Men det var først, da jeg kom hjem og læste bogen, at jeg fik forklaringen. Jeg vil ikke gengive hele fremgangsmåden, men bare afsløre at hårlak er en del af forklaringen.
Bogen har en fyldig, men alligevel overskuelig indholdsfortegnelse, så det er muligt at finde rundt i bogen. Der er gode afsnit med hvilke blomster, der egner sig til tørring, og hvordan du indsamler, tørrer og opbevarer dem. En liste over nødvendigt udstyr, og det er ikke så meget. Det er fint illustreret med et billede. Der er trin for trin anvisninger til dekorationer, kranse og portaler, og de er både med ord og billeder. Men forfatteren og designeren til bogen, Dorthe Kvist, understreger at det er retningslinier og til inspiration. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, og resultatet vil altid være forskelligt alt efter, hvilke materialer du har til rådighed, hvem der laver dem, og hvad du lige har i tankerne den dag.
Marie Fynsk Norup har taget de vidunderlige billeder, der er holdt i afdæmpet tone, der passer til bogens tema. Det er alt i alt en skøn bog, der kan anbefales både til praktisk brug og til nydning.
