Grøn december på tredje
Det er blevet midt i december og julen er for alvor rykket ind i lejligheden. Det er en herlig tid med kalenderlys, dekorationer, kranse og så meget pynt, man har har lyst til. Jeg har lyst til meget pynt, både noget af det gamle, der kommer frem hvert år og så noget nyt. Noget man selv kreerer eller får som en kærlig gave i julekalenderen.
En klassiker er dørkransen. Den er ny hvert år og kan have meget forskellig udseende. I år er det en stor fed grankrans af mange slags grønt med en lotusblomst engel og et lille enebærtræ.
Nu hænger den på hoveddøren inde i opgangen, så jeg er lidt spændt på hvor længe den holder sig frisk. Men der er koldt og ingen opvarmning, så jeg satser på, at den klarer den julen over i smuk stil. Skulle den miste gejsten og begynde at drysse, så binder jeg en ny.
En andet must er kalenderlyset. Det er i år blevet et grønt/turkist med prægede tal. Lyset står i en dekoration, hvor selve lyset er sat i ler og dekorationen i blomsterskum. Jeg har brugt fibre floral, som er en ny mere miljøvenlig og nedbrydelig form for blomsterskum. Men den duer ikke til at sætte et stort lys i. Den er alt for løs i strukturen. Derfor har jeg brugt ler og sat det i en lille plastikpose, så leren ikke bliver våd. Den våde blomsterskum gør at gran og eukalyptusgrene holder sig friske i lang tid.
Jeg har altid flere adventskranse i lejligheden. Denne står på skænken i spisestuen, hvor natur og grøn er temaet. Denne er en krans med kogler og frøstande, som er limet med limpistol på en halmkrans. Det tager tid at lave den, men det er også hyggeligt arbejde. Jeg har i de senere år lave flere til kollegaer og i år også til årets julemarkeder.
Julebukkene er af ældre dato. De er født med røde silkebånd, men for nogle år siden skiftede jeg dem ud med grønne. Båndene er sat fast med knappenåle
I år har jeg kreeret lyskranse til lysestager. De er lavet af blomsterskum, som jeg har trykket halvt ned over lysestagens lysholder, og derefter trykket lyset ned i. På denne er blomsterskummet beklædt med islandsk mos også kaldet rensdyrlav og pyntet med sulten fyr, en eukalyptusgren, et par små kogler og nogle bruge kugler. Jeg har tænkt mig, at der skal et par stykker på årets julebord, men der er lidt til, så det kan ændre sig. Jeg har altid mange planer om julebordet, som er noget af det sjoveste at pynte juleaften.
Englespillet kommer frem hvert jul, og har de sidste par år haft sin faste plads på skænken i spisestuen.
Nogen ting skal bare være som de plejer.
I ønskes alle en glædelig jul