Efterår, Værkstedsting, , ,

Lammeørekrans af de blødeste blade

Jeg er vild med lammeøreblade. De er så dejlig bløde, og så fine til at bruge i kranse og på kugler, især har jeg brugt dem på styropor, men de er også gode i bruge i almindelige kranse med andre sensommer- og efterårsblomster.


Det er en plante, som trives fint i almindelig havejord, også lidt tørre steder. Den hedder stachys byzantina på latin. Tit kan man få en aflægger af naboen eller købe den på et plante/bytte marked, da den breder sig, hvis den trives.

Jeg starter med at male styroporen med en grøn hobbymaling. Det er ikke noget bestemt mærke, men bare noget der duer til formålet. Jeg bruger en lys støvet grøn, og hele idéen med at male, er at styroporen ikke er så synlig, hvis lammeørebladene skulle trække sig sammen, når de tørrer ind. Og det gør de, så derfor er det også vigtigt, at bladene lapper godt ind over hinanden, når de bliver sat fast på kransen. Jeg bruger limspray, som jeg sprøjter på bagsiden af bladene. Luft godt ud eller gør det udendørs, hvis vejret er til det.

I årenes løb er det blevet til en del kranse og kugler. De holder den fine grønne farve en måned eller to, og så bliver de mere brunlige. Det har ikke forhindret mig i at have en krans hængende i stuen siden sidste år. Jeg kan også godt lide den i let brunlige udgave.

Man kan sætte bladene på i forskellige mønstre og style med bånd, guld og glimmer alt efter humør og formål. Bladene kan også sættes fast med knappenåle, princippet er det samme, men udtrykket lidt andet.

Her er et par eksempler på hvad jeg tidligere har brugt lammeører til.