Altanliv, ,

Sommerblomster på altanen

I år er altankasserne fyldt med planter og blomster i pink, lyserød og mørke nuancer her i højsommeren. Der er tvillingeblomst, kløver , sølvnyresnerle og duftpelargonie lige nu i den ene altankasse. Det skal helst se meget frodigt og fyldigt ud, så jeg planter tæt.

Planterne er blevet skiftet ud i løbet af foråret, efterhånden som forårsløgene er afblomstret og hornviolerne er blevet kedelige at se på. Til gengæld så er nattefrosten overstået, så sommerblomsterne kan få pladsen.

I den anden kasse er der kommet lyserød brudeslør og den mørkløvede kløver blomstrer med hvide blomster. Kløveren er god i en altankasse. Den tåler nattefrost og hård blæst. Den skal ligesom andre blomster deadheades, men det er bare hyggeligt altanarbejde.
Jeg har suppleret med en lav floffy græs, der komplimenterer græsserne på gesimsen.

Jeg har selvvandingsaltankasser, som skal fyldes hver 3. – 5. dag alt efter vejret. Jo mere sol og blæst, jo hyppigere vanding. De får også flydende gødning hver 14. dag. De er fra et byggemarked, og ikke noget specielt, men klarer opgaven fint.

På gesimsen har jeg fået skruet en træramme fast i muren, så potterne ikke kan kan vælte ud over kanten. Potterne skal helst stå tæt, så de ikke kan rokke. Jeg sætter et par omvendte potter ind imellem for al fylde hulrummene ud.
Her har jeg også kæmpeverbena , duftpelargonier, græsser og efeu.

Her er altanen set fra gaden. Den blev renoveret sidste år, og står flot med sit sorte gelænder. Jeg indretter den, så den er skøn at træde ud på. Men det gør ikke noget, at den også er dejlig at se op på.