Sommeraltanen
Jeg nyder min altan dagligt og tager en kop te om morgenen, når vejret er til det. Det er også blevet til adskillige kolde glas rosé på lune sommeraftener. Der er lige plads til to cafestole og en æblekasse fungerer som bord og afsætningsplads. Det er blevet 1. september, og det er heldigvis stadig mere sensommer end efterår. Men det begynder at blive tidligere mørkt nu, så inden efteråret kommer for alvor, må det være på tide at se I ser årets sommeraltan.
Plantereolen er fyldt med krydderurter som dild, purløg, persille, timian og estragon og ellers en del sukkulenter. Gesimsen er fyldt med flere forskellige sedum, græsser og mynte. De har klaret sommeren rigtig godt og har været gode valg. Ind imellem er der lidt udskifting, når nogen taber pusten. Det er mest på plantereolen, hvor potterne ikke kan være så store.
Jeg har købt to plantekasser med selvvanding. Det vil sige, at de kan fyldes med 4 liter vand i et vandreservoir i bunden af kassen. Det har fungeret rigtig godt igennem den varme sommer. De hænger på ydersiden af gelænderet for ellers er der ikke meget plads til passage derude. Men så får genboerne også glæde af dem.
Altankasserne er fyldt med klassiske Dronning Ingrid pelargonier, kløver og petunia. De har leveret blomster i rigelige mængder, især pelargonierne har sørget for, at mit lyserøde pelargoniebehov er ved at være dækket for i år. Det varer heller ikke længe, så kommer efteråret og der skal nye farver og nyt i altankasserne. En god grund til en tur på planteskolen.
Husk at nyde det gode septembervejr.
Det er en meget hyggelig altan, du har, og pelargonier og kløver er godt nok fine sammen.
Jeg er også glad for selvvandende krukker, ikke mindst i disse tørketider 🙂
Hilsen Lisbeth
Jeg er også glad for kløver, især den mørke står fint til det lyserøde og lysegrønne 🙂
Det er utroligt, hvad der kan være plads til på en lille altan, når pladsen bliver godt udnyttet, og planterne står på hylder. Det ser godt ud, og det må vække glæde ikke bare hos jer selv, men også hos naboerne.
Hilsen Elna
Man kan faktisk få plads til rigtig mange planter, selv på en lille altan, og det sætter jeg stor pris på 😉