Ribssylteri i januar
Efter at jeg er flyttet i lejlighed, er fryserkapaciteten formindsket væsentligt. Før havde jeg en to meter høj skabsfryser med masser af plads til havens gavmilde høst af bær og bønner. Nu har jeg et kombineret køle/fryseskab, der lige runder de 1,80 meter, og fryserdelen er ikke i den største halvdel. Det passer godt ind i lejligheden, og egentlig har jeg vel heller ikke brug for mere. Bortset fra at den er fyldt med bær fra den gamle have. Især ribsmængden er stor, og det skyldes nok, at jeg har haft lidt svært ved at bruge dem til noget. Et par ribskager er det blevet til og lidt gele ind imellem. Men det er ikke det vi fortærer mest af, og desuden er det et par gange gået galt med gelesyltningen.

Så fik jeg fat i syltedronningens bog på min reol, og der var en opskrift på ribssirup. Det er ikke noget, jeg har prøvet før. Jeg testede den af med de første 2 kilo ribs. Efter optøning blev de kogt i ca. 30 min. med så meget vand, at det lige dækkede ribsene. Derefter dryppede de af natten over i en gelepose. Næste dag blev saften målt og tilsat sukker i forholdet 1 liter saft og 500 g sukker. Den fik et opkog på ca 10 min., og så hældt på skoldede glas. Den blev rigtig god, og nu bruger min bedre halvdel den om morgenen på sin acido sammen med mysli. Jeg er ikke så vild med surmælksprodukter om morgenen, så det bliver noget med pandekager og kager.


Jeg har syltet et par kilo ribs mere til sirup, og det lettede lidt på trykket i fryseren. Jeg har også en del frosne solbær og brombær, og de kunne også afprøves i sirupudgaven. Vi bruger mange til marmelader, men jeg har mange brombær -og solbærbuske i sommerhushaven, så hver sommer er jeg sikret nye leverancer til fremtidige marmelader.
Mine labels kommer fra Jam labelizer. Jeg bruger dem, der kan printes gratis på min egen printer. Hvis du vil have flere idéer til labels eller etiketter, så kig på nogle af de andre indlæg med labels.
Fede etiketter.
Og den med at lime på med mælk er totalt ny for mig. Bruger du laserprinter?
Jeg bruger for det meste limstift, men mælk kan også bruges.
Ja, det er en laserprinter