År: 2019

Boganmeldelser

Forår og påske på vej

Jeg har fået et anmeldereksemplar af bogen “Forår på vej” fra Koustrup & co. Den er af Susanne og Peter Bilde Fogh, som har henholdsvis arrangeret og fotograferet. Det er de gode til begge to. Det er en fin æstetisk smuk bog spækket med lækre billeder og gode idéer til pynt fra haven og naturen, som er rimelig nemt at gå til.


Det er i bund og grund en bog om pynt til påske, og tiden lige før og efter. For hvorfor kan påskens pynt ikke bare være forårets pynt. Det er pynt med blomster, natur og æg, men de knaldgule kyllinger skal man lede længe efter. Til gengæld er den gule farve ikke bandlyst, og tak for det. I årevis har gult været yt i haven og i boligen, men i de sidste par år har den igen været velkommen. Gul og påske passer godt sammen. Det gør lilla og grøn også. Alt er fint afstemt i farver i bogen.

Der er mange fine blomsterbuketter og arrangementer i vaser og potter. De er nemme at kopiere. Du behøver ikke floristfærdigheder, i hvert fald ikke til mange af buketterne. Blomsterne og grenene kan du hente i din have, naturen eller hos blomsterhandleren. Jeg blive meget inspireret af brugen af vaser fra skabet eller loppemarkedet. Det behøver ikke være så vanskeligt eller dyrt at pynte bordet eller vindueskarmen. Det er det input, som jeg tager til mig, og jeg får lyst til at strække påsken ud til hele foråret istedet for kun til de få påskedage.

Der skal æg til påsken. De bliver brug som små vaser eller potter med de små forårsbebuder som hornvioler. Der er også malede æg og æg med decoupage. Hertil er der nogle fine trin for trin vejledninger. Jeg er ikke selv den store æggemaler, men måske skulle jeg prøve med servietdecoupage. Det ser i hvert fald flot ud.

Der er et par enkelte steder, hvor det kan opfattes som gentagelser af det allerede skrevne og fotograferede, men inspiration kan man vel egentlig ikke får nok af, så det er helt i orden.
Bogen giver alt i alt fin inspiration til forårets pynt på bordet og i resten af boligen, og den vil også være fin som værtindegave.

Susanne og Peter Bilde Fogh: Forår på vej. Koustrup & co, 2019. 120 s. Ill.

Blomster, Lidt af hvert

Godt nytår

Helleborus i haven 1. januar 2019

På årets første dag stråler solen fra en klar men stormfuld himmel. Juleroserne, helleborus niger, blomstrer lystigt, og det bliver man bare glad i låget af. Der er masser af knopper og ikke tegn på sne foreløbigt, så der er masser af nydelse fremover fra helleborusbedet tæt på huset. De hvide juleroser er alle planter, som er købt til at pynte i krukker udenfor eller i skjulere indenfor, og så plantet ud i bedet, når den fase er ovre. Her har de vokset sig store og frodige. Det er bare så skønt med blomster i haven i januar.

Juleroserne klarer sig fint i stormvejret som raser i dag, men på gårdspladsen har udendørspynten det lidt svært. Alle tre grankugler har mistet fæstet på tagrenden. Snorene er ganske enkelt slidt over af at blive revet og flået i af den hårde blæst. Jeg overvejer, om de skal op igen i morgen, når vinden har lagt sig. Kransene klarer sig indtil videre. Det er fint, for den udendørs julepynt er ikke mere julet, end den skal være der et godt stykke tid endnu.

I havestuen er der roligt. Solen har skinnet hele formiddagen, så termometret har sneget sig op over de 20 grader. Det føles varmt og skønt, så vi har indtaget årets første frokost her badet i lys. Det er en luksus at kunne bruge havestuen i januar, sådan føler vi det i hvert fald. Her er altid dejligt og man sidder næsten ude i haven. Det er god start på de nye år, og på det nye haveår.

Med disse blomstrende og lyse billeder fra en solskinsfyldt 1. januar ønskes I alle et godt nyt år.