Juleborde, Værkstedsting, , , , ,

Advent

Det er blevet 2. søndag i advent og adventskransene er og har været tændt. Jeg har gang i to i år, i hvert fald indtil videre. Man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ny idé, der skal afprøves. Der er tradition i adventskransen, og samtidig må den godt have et nyt tvist hvert år.

Første søndag i advent samles vi i familien til gløgg og æbleskiver, når kransen skal tændes. Det markerer julemånedens start for os. Nu skal/må der pyntes.

Her anden søndag i advent er det hele godt i gang og alligevel roligt. Der sker ikke rigtig noget, og vejret i dag har også kun budt på indendørs sysler og hygge. Gløggen blev gentaget. Den smager vidunderligt her i december, men resten af året er det ligemeget. Nogen ting har sin tid og skal ikke overdrives, for så smager det bare ikke lige så himmelsk. Jeg har det på samme måde med jordbær og asparges. De skal spises i sæsonen.

Årets adventskrans er traditionelt bundet på en halmkrans og med mos, gran, cypres, sukkulenter, eucalptus og hortensia. Lysene har forskellige farver, for at give den lidt mere liv.
Sådanne kranse har det med at miste gejsten ret hurtigt inde i de varme stuer. Derfor tager jeg lysene af søndag aften og sætter kransen ud på altanen indtil næste søndag, hvor den kommer ind i spisestuen igen og får lysene i. Før i tiden brugte jeg havestuen til den slags opbevaring, men her bliver det i et hjørne af altanen. Der gør at kransen holder sig frisk og smuk.

I stuen har jeg en adventsdekoration med forskellige størrelser lys, der står i ler i et stort metalfad. Rundt om lysene har jeg pudemos, der danner et landskab befolket med køer og hjorte. Kogler og hortensia gør det ud for træer og buske. Der er også lige en bil på vej med juletræet. Måske sker der flere ting i løbet af december. Køerne har før gået Lucia, så det kunne godt ske igen.

Dekorationen her holder sig fint i stuen hele tiden. Jeg vander forsigtigt mosset en gang imellem, for at den ikke skal tørre ud.

God advent.