Årets Julebord
Hvert år viser jeg billeder af mit julebord, og her er det i 2019 udgaven i lejligheden på tredje. Julebordet er en af julens store fornøjelser. Maden er selvfølgelig en vigtig ingrediens. Hos os er den meget traditionel med flæskesteg, brunede kartofler, franske kartofler, rødkål, rødkålssalat og nogen gange sniger der sig en and med ind som i år, og så sluttes den af med Ris a la mande og mandelgave. Alt sammen forudsigeligt og ekstremt vigtigt. Familiens øvrige medlemmer bidrager flittigt i tilberedelsen af alt dette, og så er jeg så heldig at få borddækningstjansen.
Jeg elsker at dække bord og ikke mindst pynte bord, og juleaftensbordet er noget helt særligt. Det skal helst være så julet, at alle synes, at det er et julebord. Det skal ikke være det samme som sidste år. Der må godt være noget overraskende, gerne noget leg og genbrug, og så skal det være smukt. Det er mig selv som opsætter disse retningslinier. Jeg tror ikke, at resten af familien går så højt op i regulativet, men de sætter pris på årets julebord.
I år har det nye plankebord fået en enkel grøn- og hvidternet løber på midten af bordet og ingen heldækkende dug som ellers. Temaet er en tur i bondens grønne granskov. Træerne er tynde grene, hvor jeg har bundet er par kviste cypres på. De er sat i ler i små fyrfadsglas med grøn rensdyrlav. Grønne grise, en andeflok og små haveredskaber giver sammen med et par biler noget leg og fantasi til bordet. Potter med mos fungerer som lysestager med grønne slanke lys. Desuden er der appelsinlysestager med fyrfadslys og nogle grene med mariebær. Det orange og røde giver lidt farver til bordet.
Appelsin- og clementinlysestagerne med nelliker fik jeg idéen til hos The little black house. De holder ikke i dagevis, så de blev produceret juleaftensdag sammen med familien. En hyggelig stund hvor duften af jul ikke var til at tage fejl af. De holdt nu fint til næste dags julefrokost, hvor bordpynten var den samme.
For at få plads til juletræet blev arbejdsbordet flyttet ind i spisestuen, og så fungerede det fint som afsætningsbord til julemaden og lidt mere bordpynt.
I ønskes alle en glædelig bagjul.
Hvor skønt at du kunne bruge den – efterhånden gamle – ide med appelsinlygterne. De passer helt perfekt ind i det skønne tema. Til gengæld synes jeg, at din ide med træerne er lige til at skrive sig bag øret :-). Godt nytår.
Tak for inspirationen til appelsinlygterne. De passede så fint til årets bord, og at idéen har et par år på bagen, gør den ikke ringere 😉
Træerne er så nemme, og den idé er heller ikke ny 😉
Godt nytår
wow… det ser sgu’ rigtig godt ud 🙂 🙂 – godt nytår 🙂
Tak, og godt nytår 😀
Endnu et fint julebord hos dig – jeg har nydt at se dem alle årene.
Godt nytår
Dejligt, at du følger med i årenes juleborde 😉