En indtørret krans
Nogle kranse er super flotte, når de er helt friske, og derefter er der ikke meget yndefuldt over dem. De skal bare smides ud efter “brug”. Der er også andre, som f.eks. koglekranse, der kan holde i årevis, fordi materialet er tørt fra starten af. Dagens krans er noget midt imellem. Egentlig hører den til den første kategori, og skulle være smidt ud for længe siden. I hvert fald da jeg pakkede havestuen ned i forbindelse med flytningen. Der havde den hængt på væggen, siden jeg bandt den for snart et år siden. Meeen det var lidt svært at sige farvel til havestuen, så der kom mere ned i flyttekasserne end egentligt planlagt.

Nu hænger den på en af de dobbelte fløjdøre imellem de to stuer i lejligheden, og der ser den faktisk meget fin ud. Farverne er blevet noget fesne med et sart udtryk, men ellers er den i god stand og drysser ikke mere. Den er også helt i tråd med tidens trend med tørrede blomster.
Nu får den i hvert fald lov til hænge indtil julerierne går i gang om ikke så længe. Der kommer den nok til at vige pladsen for alt andet skønt jul(sikkert en krans), og det er sådan det skal være.
Hvis du vil se hvordan den så ud og blev til for et år siden, så kig på indlægget En krans med det du har.