Efterår, Værkstedsting, , ,

Agernkugler

Efterårets kugler er med agern. Det er helt oplagt, for det er et oldenår i år. Egetræerne har givet masser af agern. Jeg har ikke set så mange bog fra bøgetræerne i år, i hvert fald ikke der hvor jeg kommer, men til gengæld agern i rigelige mængder.

De kan bruges kreativt på mange måder, og da jeg er ret vild med kugler, så er det oplagt med agernkugler. Her er de sammen med en af sidste års valmuefrøstandskugler.

 

Jeg har brugt styroporkugler som basis og limpistol til at lime agern på. Styroporkuglerne er malet brune med hobbymaling, så man ikke kan se den hvide styropor. Det er umuligt at sætte de runde agern så tæt, at man ikke kan se den.

Jeg har stukket en metaltråd igennem kuglen. Den er fæstnet med en lille pind i den ende og er ca 25 cm lang i den anden ende. Det er til eventuelt ophæng. Det samme princip som på lammeørekuglerne i et tidligere indlæg. Her bare forenklet med ståltråd direkte igennem kuglen.
Stilken på agernet er klippet af med en bidtang, og derefter limes de fast på kuglen med limpistol så tæt som muligt.