Løg og knolde, Shopping til haven, ,

Løgindkøbsglæden

Jeg ved ikke om glæden er størst ved at bestille forårsløg eller at modtage dem. Men begge dele får i hvert fald haveglæden til at boble endnu mere, end den plejer. I går var en af de dage.

Kassen fra Frøbutikken, som sæsonens første løgindkøb var landet hos, blev afhentet i Dagli’brugsen. Jeg ventede med at åbne den, indtil jeg havde god tid til at nyde øjeblikket.

Overraskelsesmomentet er selvfølgelig ikke så stort, når jeg selv har bestilt, men til gengæld kan jeg drømme videre på den drøm, der startede, da jeg bestilte.

Forårshaven bliver vidunderlig med de nye indkøb. Det gode ved forårsløg er, at de er nemme at have med at gøre, og forventningerne bliver som regel indfriet. Bare du husker at få dem i jorden i løbet af efteråret. Det er overkommeligt.

Narcisserne skal i sommerhushaven. Der kommer rådyrene jævnligt på visit, og i modsætning til tulipaner er narcisser ikke nogen lækkerbisken for dem. Der er også godt med gult i pakken, og det skal jeg have mere af i forårshaven. De store helt gule påskeliljer har jeg, hvad jeg skal have af, men gul kejserkrone og små narcisser skal der flere af.

Øko hvidløg sætter jeg hvert efterår, og det er skønt at kunne hente sine egne friske i haven til sommer.

Det bliver nok ikke det sidste løgindkøb i år. Når de kommer på tilbud senere, så slår jeg sikkert til igen, og måske fristes jeg i en fysisk butik på min vej.

Det blev Frøbutikken denne gang. Der har jeg handlet før og været godt til freds. Det kunne også sagtens have været en af de andre gode webbutikker, som står på min shoppingliste. Jeg bestiller helst over nettet, når det er de store indkøb. Der kan jeg sidde i ro og mag og lægge planer med indkøbene.