Kugler af naturmaterialer
Jeg er vild med kugler. Især hvis de er af naturmaterialer. Det kunne også have været kranse. Dem er jeg også vilde med. Lige nu bliver der udgivet flere bøger med kranse, som jeg kommer tilbage til i et andet indlæg. Men nu er det altså kuglerne det gælder, og helt specifikt kugler med valmuefrøstande og hortensiablomster.
For et par uger siden samlede jeg ind af havens valmuefrøstande. De er så smukke, og jeg har længe tænkt på, at de må kunne bruges til noget mere dekorativt end i kranse og buketter. Jeg har tidligere brugt dem friske og tørrede i kranse, og begge dele er meget smukt.
Men de er også fine til kugler. De skal tørre et par uger først, så stilken er stærk nok til at stikke i en tør oasis. Jeg har ikke limet dem, men de vil sikkert holde længere, hvis man bruger limpistol på stilken, inden den stikkes ind.
Frøene drysser ud mens man arbejder med frøstande. De kan indsamles, sås og blive til næste års valmueflor.
Hortensiablomsterne er også kommet på en tør oasis. De er lidt mere løse i udtrykket, idet jeg har valgt ikke at sætte blomsterne så tæt. De er hurtigt færdige i modsætning til valmuekuglerne, som kræver mange frøstande og god tid.
De er sat fast med små kramper, der er klippet og bøjet af tynd ståltråd og også stukket ind i en tør oasis.
De hænger alle i lysekronen i havestuen og pynter indtil videre.
Hvis du vil se flere af mine kugler, så er der også lammeørekuglerne og kuglerne af kogler.
Det ser saft suseme sødt ud, Ina!
Tak skal du have Marianne 😁
Lige en ting, “nu jeg har dig”; Ved du om der findes en engelsk/dansk “haveordbog”?
Nej, Jeg kender ikke nogen engelsk dansk ordbog specielt indenfor haveområdet. Det kunne ellers være dejligt at have ved hånden, når man ser Gardners World også 😉