En lyserød hippie kvæsurt
I efteråret var jeg til et arrangement i Haveselskabets regi i Roskilde. Der kom blandt andet Finn Bruun fra Annestine Stauder og fortalte om en ny måde at anvende stauder på, stærkt inspireret af den hollandske staudebølge. Det var meget spændende og inspirerende, men så var der også lige det, at han havde et par planter med, som kunne købes. Jeg har enormt svært ved at modstå sådanne fristelser, især når der er rift om dem.
Jeg fik fat i et par stykker af denne lækre kvæsurt, Sanguisorba ‘Pink Brushes’. Dengang tror jeg ikke helt, at jeg vidste, hvordan den så ud, ud over at det var en kvæsurt. Der var ingen billeder på potten, bare navnet. Kvæsurt hører til en af mine favoritter, så en ny variant var velkommen.
Og smuk er den blevet her i september med sit vilde hippie look. Den har fået plads i et nyere bed med blandt andet græsser og gul scabiosa. Det er under udvikling til præriebed eller noget i den retning, så den passer godt ind her.
Annestine Stauder ligger i Stenlille nord for Sorø. Den har ingen webshop, men jeg har set, at Sanguisorba ‘Pink Brushes’ kan købes på nettet hos blandt andet Staudefeen.
Den kan jeg godt lide. Det er umuligt ikke at købe noget ved sådan en lejlighed 😆
Ja, det ville da være dumt 😉
Den er rigtig fin, præriebed lyder spændende.