Årets første asparges
De er to ting, som jeg prioriterer meget højt i min køkkenhave. Det er jordbær og asparges. Der er ikke noget så skønt som at plukke og spise dem fra sin egen have. Det er lidt for tidligt med jordbær, så det her drejer sig om asparges.
Det tager tid at anlægge et aspargesbed. Man lægger de blækspruttelignende rødder på små jordvolde, og så skal man sidde på hænderne i et par år, før man må plukke af dem. Det er det værd, altså at lade være med at plukke af dem for tidligt. Anlæg et aspargesbed og du har en himmelsk spise de næste 20 år, de er garanteret fri for sprøjterester og kunstig gødning.
Min køkkenhave har kørt på et meget lavt blus de seneste tre år af diverse årsager, men aspargesbedet har jeg passet. Det er også overkommeligt. Du luger i det tidlige forår og fjerner gamle toppe, så tager eller rettere skærer du alle de asparges som kommer op og spiser indtil midten/slutingen af juni. Resten af sæsonen skal planterne have lov til at vokse og samle energi til næste sæson = du behøver ikke luge eller gøre noget.
Jeg har høstet for første gang i år, og de næste ca. halvanden måned kan jeg hente friske asparges 3-4 gange om ugen. De smager helt fantastisk, når de er helt friske. Vores favorittilberedning er kort stegning på panden og et drys reven parmasanost.
Hvis du vil vide mere om at anlægge et aspargesbed, så er der en fin artikel på Havenyt. Den er skrevet af Karna Maj, som i mange år har været redaktør af Havenyt. Nu har hun sin egen blog om køkkenhave, Karnas køkkenhave, om livets gang i køkkenhaven. Der henter jeg meget inspiration.