Løg og knolde, ,

Erantis inde og ude

Min yndlingsblomst er ikke en bestemt blomst. Det er den blomst, som lige nu blomstrer eller er på vej. Det er ikke fordi, at jeg er ligeglad og bare tager, hvad der kommer. Det er nærmest tværtimod. Jeg begejstres over naturens foranderlighed og årstidernes gang, og jeg glæder mig helt vildt over det, der er på vej.

Lige nu er det erantis, Eranthis hyemalis. De er ikke helt sprunget ud, men lige ved og næsten. De står helt generte med bukkede hoveder og venter på solens varme, så de kan folde sig ud. De er meget smukke og meget gule. Man skal helt ned på hug for at se dem så tæt på. Det skal man også unde sig, for man bliver næsten lykkelig over sådan nogle januarblomster i den brune jord. Jeg begejstres i hvert fald.

Man kan købe masser af forårsløg til at sætte indendørs nu. Det er skønt, og den fornøjelse dyrker jeg gerne. De kan jo plantes ud i haven bagefter. Men det er ikke helt det samme, som det der gror ude lige nu ude i haven. De er bare det smukkeste og ærligste.

Jeg har taget et par stykker ind i vindueskarmen. Det er her hverdagshavelivet leves indtil videre. Det er stadig mørkt når jeg tager på arbejde, og når jeg kommer hjem. Derfor har jeg også nydt weekenden i haven uden at pille alt for meget.

Hvis du vil vide mere om erantis, så er der en god artikel havenyt.dk.