Boganmeldelser, Litteratur, , ,

En klog bog i farver

Forside, Design din have med farver

 

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal
Nina Ewald: Design din have i farver. Forlaget Nice, 2016. 128 s.

For et par uger siden udkom Nina Ewald’s nye bog “Design din have med farver”. Jeg har læst i den i flere omgange, for det er ikke en bog, man lige bliver færdig med på en gang. Det er ikke fordi, den ikke fænger. Tværtimod er den meget interessant, og så er der rigtig meget god viden at hente. Men der er meget godt læsestof, og rigeligt med stof til eftertanke. Bogen indledes med afsnit om farvelære, hvordan farver påvirker os psykologisk og farvers egenskaber. Det er rigtig interessant læsning, hvis man ikke er så vidende om det. Det er jeg ikke, og slet ikke i have sammenhæng.

Blå farver

Det med farver i haven er vel noget, vi alle tænker over, når der skal plantes, sås og lægges løg. Nogen gange lykkes det, og resultatet bliver vildt flot, i hvert fald i visse sekvenser af haven. Andre gange passer blomstringstidspunktet, løvet eller farvenuancen ikke helt med, hvad man har forestillet sig. En klassisk fejl er, at man ikke lige har tænkt på hegnets eller husets farve, når der skal købes ind på planteskolen eller i webshoppen. Men efter at have læst bogen, er jeg blevet meget mere vidende om, hvor meget farven på alt det andet også har betydning for havens udtryk. Altså hegn, mur, havemøbler, belægninger, stier og krukker. Her tænker jeg, at det er god bog at slå op i, når der skal vælges nyt. Man har en tendens til at vælge det sikre, og måske lidt kedelige. Her er bogen fuld af gode eksempler på farvesammensætninger.

Grønne havemøbler

Planternes farver og bedsammensætninger fylder naturligvis meget i bogen. Det gør absolut ikke noget, for det er svært at få nok af billeder af smukke bede og planter, og her er der også masser af idéer at hente.
Nina Ewald er en garvet havebogsskribent og har en uddanelse fra Danmarks Designskole. Du kan læse mere på hendes blog og hjemmeside.

Det er en rigtig god velskrevet bog og håndbog, som får 6 anna’er, og den får en plads på min bogreol lige om lidt.