To gode havebøger om økologi og frugt og grønt
Der bliver udgivet mange havebøger for tiden, og i dag udkommer der 2 nye af den svenske haveskribent og journalist Eva Robild. De er i samme serie som bøgerne Beskæring, Drivhus, Højbede og Stauder. Det er gode let tilgængelige bøger om aktuelle emner til en overkommelig pris på 149,95 kr. per bog.
Det her er en rigtig fin indføring i økologisk og miljøvenlig dyrkning i køkkkenhaven, prydhaven, på altanen og i krukkerne. Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over, at du ikke er 100 % økologisk fra starten. Du kan begynde på det niveau, som passer dig. Det vigtigeste er, at du kommer i gang og ikke bruger gift og kemikalier. Nogenlunde sådan er Eva’s indledning til bogen, og det er jeg helt enig med hende i. Herefter beskriver hun hvad en giftfri have betyder, og hvad der skal til for at få planter til at trives i jorden. Der er opskrifter på jord og gødning, som du selv kan lave af havens ressourcer. Der er et rigtig godt afsnit om forskellige dyrkningsfilosofier, mærkninger og dyrkningsmetoder. Det er små korte afsnit om f.eks. biodynamisk dyrkning, økologisk mærkning og permakultur. Under de forskellige dyrkningsmetoder som jorddækning, dobbeltgravning og grøngødning, undrer jeg mig over betegnelsen vekseldyrkning. Det kan det godt hedde, men jeg tror, at de fleste økodyrkere i Danmark vil kalde det sædskifte. Men det må være et oversættervalg ligesom ordet spagnum heller ikke nævnes, men kun at det er problematisk, at der graves så meget tørv. Der er iøvrigt en fin lille faktaboks på siden med vekseldyrkning om fireårig vekseldyrkning. Der er mange gode faktabokse i bogen, og det gør teksten lettere, især det lidt tunge stof bliver let forståeligt. Der er flotte billeder i bogen, men ikke illustrerede vejledninger i f.eks. dobbeltgravning, Der er flere gange beskrevet, at et godt miljø i haven og forståelse for at insekterne er nyttedyr giver færre problemer med skadedyr og sygdomme, men der er også gode tips til, hvad du kan gøre, når det bliver for meget. Rådyr og iberiske snegle er også vilde med økologiske haver.
Det er en velskrevet bog, som jeg vil bruge som opslagsbog, og den får fem Anna’er.
Denne her handler som titlen siger, om at dyrke spiselige ting på altanen eller i den lille byhave. Den kommer rundt om både dyrkning, ukrudt, drivhus, grønsager, frugt, krydderurter, syltning og krukker. Det er meget på så få sider, og til mit brug kommer den lidt for hurtigt rundt om emnerne. Men når man tænker på målgruppen, den meget lille have- eller altanejer, så er det måske meget passende. Der er ikke brug for afsnit om dobbeltgravning i køkkenhaven, og altanejeren ville nok helt tabe gejsten og finde det irrelevant med lange beskrivende afsnit om gulerodsdyrkning. Der er mere nydning og det gode liv i denne bog, og krydret med små opskrifter på forskellige former for opbevaring. Det er en rigtig fin bog til en ny lille-have ejer, som helt sikkert vil blive endnu gladere for sin grønne oase, og blive inspireret til at dyrke noget spiseligt.
Jeg tænker, at det kunne være en god værtindegave til den nybagte lille-have-ejer, og den får fire Anna’er.
Tak for alle de gode og brugbare boganmeldelser du lægger på din blog. Jeg læser dem med stor interesse, og mange af bøgerne bliver bestilt på biblioteket eller skrevet på ønskesedlen.
Hilsen Elna
Der er dejligt at høre, at anmeldelserne kan bruges 😉
Jeg er låner også selv rigtig mange havebøger på biblioteket 😉