Påske hos Munkhus
I går aftes var jeg i Haslev til en aften med forårsinspiration med Claus Pedersen i Munkhus.com. Forår lige nu er næsten lig med påske, og det var også det, der prægede dekorationerne og stedet. Men gule påskeliljer, kyllinger, lam og påskeharer skulle man lede længe efter. Jeg spottede en enkelt tete a tete narcis i blomst, ellers var der intet gult. Det var andre andre farver som natur, hvid, grøn og turkis i mange nuancer, der var i fokus.
Til gengæld var der æg alle vegne, og de var i naturlige farver og indfarvede i blå-turkise nuancer. De fandtes også i beton, forkobrede, af træ, pap og styropor beklædt med indfarvet savsmuld eller med gæslinger. Det tager ca. 2 timer med en limpistol at beklæde et papæg med gæslinger, og gæslingerne skal være knastørre. Bare til info, hvis nogen har lyst til at kaste sig ud i det.
Blomsterne var hvide scilla, hornvioler og perlehyacinter og så blev der brugt lærkegrene til reder og dekorationer. Lidt julet tænker man, men Claus havde pillet koglerne af og bundet krogede grene sammen til lidt vilde reder.
Han demonstrerede, hvordan de skulle bindes, så det er noget jeg skal have prøvet af en af dagene. Det blev nogle anderledes dekorationer, som jeg ikke lige har set andre steder, og det var egentlig lidt provokerende og meget inspirerende.
Claus talte meget om, at man skal bruge de materialer, der er lige for hånden i haven, skoven eller hvad du finder på din vej. Han havde selv skåret sin lærkehæk tilbage, så derfor brugte han mange lærkegrene lige nu, men ellers kunne det have været andre krogede grene. Genbrug og gem materialer/dekorationer fra f.eks. jul og tvist dem til årstiden. Køb også bare billige forårsløg og materialer fra dagligvarebutikker, Søstrene Grene, Tiger og lignende, og så køb eventuelt en flot krukke eller et fad.
Løgene fra de små påskeliljer tete a tete blev brugt mange steder, og for at bevare udtrykket kunne man klippe den gule blomst af, når de kom i blomst!
Der er jeg nok et andet sted. Jeg er blevet meget glad for gul, og jeg synes godt at man kan bruge de gule farver på en fin måde, især de lidt lysere nuancer. De indfarvede høvlspåner i turkis og rosa skal jeg til gengæld nok vænne mig lidt til. Men man kan selv farve dem med lidt akrylfarve blandet op med vand, og så lade høvlspånerne suge farven op, og savsmuldet laves på samme måde. På den måde kan man få den farve, som man synes om. Jeg tænker at en støvet grøn kunne bruges til noget savsmuld, som så kunne limes på styroporæg. Ægget skal pensles med rigelige mængder trælim for at savsmulden kan hænge fast. Det skal jeg også have prøvet af, men jeg venter med høvlspånerne.
Til sidst kreerede Claus en dekoration med rosa stedmoder, hvide hornvioler, lærkegrene, lidt mos, rosa høvlspåner og masser af æg. Den stak lidt ud i forhold til resten af rummet, men smuk blev den.
Claus holder kurser og inspirationsaftener hen over foråret, og jeg er så heldig, at have fået plads på endnu en inspirationsaften i april om grøftekantens materialer.
Tak fordi du deler din inspirationsaften hos Munkhus. Jeg kan godt lide hans tilgang til dekorationer mht. brugen af de for hånden værende naturmaterialer.
Jeg er ikke så vild med knaldgul i for store mængder, men lige præcis til påske der synes jeg at gul hører til – det er en tradition for mig lige som rød til jul:-)
Jeg er vild med den petroleumsblå/grønne som Munkhus bruger, men synes ikke at den er så påskeagtig når den står alene. Æggene er godt nok fine, gid jeg havde to timers tålmodighed til at lave et med gæslinger på.
Jeg har også taget hans tilgang til materialer til mig. Jeg gør det selv, men nu vil jeg gøre det endnu mere. Det er også lidt udfordrende at skulle bruge, det der ligger lige for i stedet for bare at købe og kopirere.
Lidt gult skal der til i påsken 😉
Skønne farver – og det sidste fad der…. mums det er flot
kommer da lige i tanke om at jeg har nogen træuld fra en pakke fra Haveshoppen ….. skal da lige prøve om det også kan farves med akrylfarver….. lige et lille job til i morgen, glæder mig allerede
Spændt på at se resultatet at dit farveprojekt 😉
Claus er vanvittig dygtig og super inspirerende. Det lader da også til, at du har fået nogle gode inspirationer med hjem. Nu er jeg ret spændt på om du kan modstå de gæslingeæg 😉
/Birgitte
Det kribler godt nok i fingrene med det æg, men jeg har ikke tid lige nu. Jeg har et par andre påskeprojekter, som jeg som vanligt er bagefter med 😉