Indtryk fra havemessen i Malmø
I går efter arbejde tog jeg en tur over øresundsbroen til havemessen Vår Trädgård i Malmø. Det er dejlig nemt at komme dertil, og jeg har været der flere gange før. Messer ligner ofte sig selv med de samme udstillere, der ofte står på de samme pladser. Sådan er det også her, og det er altid dejligt med det kendte. Men der er også meget nyt, især er der mange flotte og spirerende installationer med planter og blomster.
Hængende planter er blevet meget trendy, og det kan gøres på mange måde. Her er en meget elegant måde.
Og de her valmuer og lahyrus er også rigtig fine, men nok ikke langtidsholdbare.
Og her er der hængende planter i genbrug af plastikflasker og dåser. Bildækplantepyramiden er ret speciel, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om den. Men dåserne er rigtig fine.
Fristende forhandlere mangler selvfølgelig heller ikke. Det er jo det, det hele går ud på.
Jeg fik købt lidt aurikler og hornvioler. Jeg blev også fristet til et par frøposer med de skønneste lathyrus i en stand med et meget stort udvalg.
Igen i år var der fristende svampedyrkningssæt. For nogle år siden var det kun champinons, der var på markedet, og det har jeg prøvet af et par gange. Nu kan man få flere forskellige slags til hjemmedyrkning hos Svamphuset. Vi købte østerhatte i et svensk hus.
Og hvis du vil vinde denne cykel, så skal du gå ind på Vår Trädgårds Facebookside.
Messen har åben indtil på søndag. Den er en del af en større messe med ting til hus og have som vinduer, døre og tagrender og alt mulig i den retning. Jeg gider det ikke, men hvis man har en bedre halvdel med, så er de også beskæftiget med noget interessant. Parkeringsforholdene er ok, men at få en parkeringsbillet er lidt af en udfordring. Der er mange automater, men de virker ikke særlig godt til svenske kreditkort og slet ikke til danske visa. Efter 6 forsøg endte vi med at lokke en svensk kvinde til at købe en billet til os. Jeg havde heldigvis 50 kr.(det koster det) i svenske kontanter, som jeg kunne bytte med. Her er der plads til forbedringer.
Der er andre end jeg, som planter i kopper, ser jeg :-).
Godt, at der var noget at komme efter og at det velkendte var værd at gense. De finder jo på noget nyt hvert år.
Tænker, at svampe til dyrkning i et svensk hus da ikke er til at stå for, hvis man er bare det mindste sveafil :-). Husker at champignonerne stod under sengen, men det skal det søde hus forhåbentlig ikke.
/Birgitte
Nej, vi syntes også, at det var synd at gemme huset væk under en seng. Vi fik så at vide, at det med chamignondyrkng i mørke er noget storproducenterne har fundet på for at spare penge på lys. Det er bedre at de får dagslys, for så indeholder kommer de også til at indeholde flere D vitaminer og mere smag.
Nu kommer vores østershattehus til at stå og se smukt ud i køkkenet 😉
Jeg har også noget med planter i kopper 😉
Tak for beretningen fra messen hinsidan;) Jeg var der for nogle år siden og blev lidt skuffet, men jeg kan se at der nok er lidt mere havemæssigt at se på i år. Det med udstillingshaver er vidst nyt?
Det trækker alligevel lidt for at se det live, men jeg må styre mig.
De hængende planter er fine. Jeg kunne lide at vide hvordan man holder dem fugtige, for de tørrer en del når de hænger oppe i varmen og der er ikke meget klump. Ja altså ikke for at være negativ for jeg synes at de er dekorative:-)
Jeg var også på champignondyrkning dengang og synes at det var alletiders. Sidste år købte jeg mycelium til østershatte hos Plantetorvet og samlede kaffegrums på mit arbejde til at dyrke dem i, det skulle være så nemt. Desværre blev der ikke svampe ud af dem, men jeg kan se at myceliet har bredt sig til en massiv klump og er spændt på om der alligevel kommer svampe når det bliver varmere. De står i en trækasse ude i skuret.
Nu glæder jeg mig til at se mere til dine østershatte og ikke mindst høre hvordan de smager.
Det er heller ikke nogen stor messe, men jeg synes, at det er herligt her i starten af marts, hvor der ikke sker så meget andet. Man er jo helt haveskruk lige nu, så det er det helt rigtige tidspunkt til en havemesse 😉
Jeg var vild med udstillingerne, og nogen af dem var del i en eller flere konkurrencer, som jeg ikke helt fik fat i. Men flotte og sjove var de. Det var endda endnu flere end jeg har vist billeder af.
Jeg er også spændt på østershatteprojektet, og Peddersen-findushuset passer godt hjemme hos mig og mine 😉