Værkstedsting, , , ,

Et udendørs påsketableaux

Vi skyder påsketemaet i gang med et udendørs påsketableaux på gårdspladsen.

Tableaux tæt på

Der er vist ingen tvivl om, at det er påsken, der har indtaget indtaget gårdspladsen. Der er narcisser/påskeliljer, gult og en rede med æg. Det oser af påske, og så alligevel ikke alt for larmende. Der er mange krukker i forskellige størrelser, men der er ingen sammenplantninger. Det bliver for rodet, hvis der både er sammenplantninger og mange krukker. Det skal være enten eller.

Der er også en stor kroget gren, som er sat i en krukke med ler. Det er blevet et slags påsketræ dog uden pynt, for igen bliver det hurtigt for rodet, hvis der kommer fjer og reder på grenen. Grenen giver lidt højde, og det er fint til den store bare husgavl. Farverne er også nøje afstemt. Jeg synes at gul hører påsken til. Der er mange som har svært ved gult, og jeg indrømmer at gul kan være en udfordring. Her har jeg brugt gule narcisser sammen med hvide forårsløg og en enkelt skål med blå perlehyacinter. Det giver en fin balance.

Påsketableaux1

Der er brugt vintergækker fra haven, og de holder længe her i det kolde forår. De har stået i potter og blomstret den sidste måneds tid. Det samme gælder for de små tete a tete påskeliljer. Dem der står på bænken sprang ud for over en måned siden, da de stod inde i havestuen. De blev sat udenfor, og de står stadig flot. Noget godt er der ved det kolde forår.

Rede med æg

Fuglereden er lavet af klematisgrene. Den har fået et par stykker ståltråd for at holde faconen, og et par stykker mere til at fæstne den til bænken, hvis vinden skulle blæse forbi. Æggene er fra påskekassen og har en del år på bagen. Man kunne også have brugt nogle af beton eller metal. Jeg har ikke brugt andet “pynt” end reden og en lanterne. Det er selvfølgelig en smagssag. Jeg har i stedet brugt mange forskellige krukker og potter. De blå perlehyacinter står i en gammel randform fra genbrugsen.

Tazetter

Hele arangementet kunne også have stået på et havebord eller på en trappe. Det kunne også have været ved hoveddøren. Hos mig er det oplagt på den bare husgavl på gårdspladsen, men jeg har også mindre tableaux’er langs husmuen ved bryggerset, og de emmer også af påske. Det er dejligt at slippe pyntesygen løs igen.

I morgen fortsætter Birgitte påsketemaet med Rosetter af servietter på The little black house. Følg også vores påsketema på instagram #påskepyntmedos.