Et bord til påskefrokosten
Påskefrokosten er en oplagt mulighed til at gøre noget ud af borddækningen. Det kan gøres på mange måder, og der kan være traditioner og forventninger, der skal tages hensyn til. Det kan også være her, man har chancen for at gøre noget vildt og anderledes. Mit bud på årets påskebord er lidt midt imellem, og det er dækket i samarbejde med min datter Marie, som også har et kreativt gen.
Der er dækket op i havestuen, hvor lyset og varmen nu gør det skønt at være her. En traditionel frokost fylder meget på bordet. Derfor er dekorationer og potter med planter og grene sat i bordenderne, så der er plads til maden på midten af bordet. I smedejernslysekronen er der hængt hornvioler i hørposer. Tallerkenerne er ikke ens, men holdt i samme farve. Det giver en fin helhed, og samtidig bliver det ikke alt for stift. Forskellige glas og stole bidrager også til det uhøjtidelige. Faverne på bordet er traditionelle påskefarver i gul, lilla, hvid og grøn.
Hornviolernes rødder er pakket ind i plastik og et stykke hørstof, og så er det bundet sammen med en jutesnor, der ender i et ophæng. Der er syet et et par sting i siderne til at holde ophænget fast, så planten i tipper. Der er meget højt til loftet her i havestuen, så det er fint med lidt pynt i højden.
Bordkortene er et lille haveredskab (fås i hobbyforretninger), hvor der er sat et navneskilt på. Det er sat i jord i en æggeskal fra morgenægget sammen med en lille lyslilla krokus fra haven. Krokus holder ikke længe indendørs, så disse bordkort skal laves samme dag, ellers er der ikke meget liv i krokussen.
Der er brugt stofservietter med print af gamle frøposer og forskellige grønne snore omkring. Man kan finde mange forskellige printegnede frøposer og lignende, ved f.eks. at søge på old/antique sees packets. En del af dem, jeg har brugt, er fra denne side. Jeg kunne også have valgt at bruge rigtige frøposer, så gæsterne havde noget at tage med hjem.
Det gule på bordet bliver understreget af de lysegule krokus, som også er friskopgravede fra haven. Vasen er fra marmeladestellet 😉
Dorothealiljerne er så fine, og de har også lige lidt gult. Kanden på bordet har jeg været så heldig netop at vinde i kunstforeningen på arbejdet. Den er af Ulla Sonne og fin til vand på påskebordet.
For bordenen står der potter med krokus, primula, hvide perlehyacinter og en stor gren. Der har også sneget sig et par høns ind. I den anden ende af borde er der er par lam, men kyllingerne nåede ikke op på bordet i år.
Kig med i morgen hos Birgitte på The little black house, hvor der er enkle påskedekorationer til haven.
Hvor ser det hyggeligt ud, – den påskefrokost vil jeg gerne deltage i! 😉 😀
Du er velkommen næste gang 😉
Ja man får lyst til sild og snaps, når man ser det dejlige påskebord 🙂
Oh – sorry – kan se der er rødvinsglas på bordet. Men så et påskelam med ovnstegte kartofler og rødvin da 😀
Faktisk spiste vi traditionel frokost med øl i glassene bagefter 😉
Tak for gode ideer, og ja, rigtige frøposer kan fås til billig penge (f.eks. radiser purløg og gulerødder) så det vil jeg da prøve at huske…. jeg skal ikke ha’ så mange gæster i påsken, men der kan jo komme andre anledninger i et forår.
Frøposer bliver de fleste bare lidt haveinteresserede glade for. Men man kan også finde nogle, der bare er flotte til de andre knap så havefreakede 😉
… marmeladestellet – he-he – hvor er du god, Ina:)
Dejligt og utraditionelt påskebord – jeg synes der er mange fine ideer her, er vild med hornviolerne i hørposerne også og selvfølgelig frøposen på stofservietten. Masser af inspiration som vanligt her hos dig. 🙂
Ulla
Dejligt, at du bliver inspireret 😉
Hej Ina.Skønt med lidt inspiration til påskebordet………masser af gode detaljer.
Elske også at pynte borde.
Rigtig god ide med frøposerne.
En rigtig god påske til dig Knus Jette
God påske til dig også Jette