Frø og frøbestilling
Det er tid til en af januars bedste beskæftigelser. Det er frø og frøbestilling.
Men inden jeg kaster mig ud i at bestille nye, skal jeg have overblik over lageret af egen avl og rester fra tidligere køb. Nogle frø kan holde sig i årevis under de rette opbevaringsforhold, og andre er det bedre at købe nye af. Det er ærgerligt at så og vente, og så kommer der næsten ikke noget op, så hellere købe nye. Pastinak- og salatfrø har kort levetid, mens bønner, kål og tomater sagtens kan holde sig. Man kan også lave en spiretest for at være sikker, hvis man gider. Jeg satser på, at de gængse holder sig og køber nye af de andre.
Det er også en god idé at lægge en plan for køkkenhaven, og hvad man kunne tænke sig i krukkerne, skærehaven og de øvrige bede. Det behøves ikke være helt præcist. Der skal være plads til eksperimenter. Men det er værd at tænke over, hvad man vil fylde sin køkkenhave op med. Det er de færreste, som dyrker køkkenhave for at spare penge. Det er mere glæden ved selv at høste sine egne grønsager, og så er man sikker på, at de ikke er sprøjtet med gift. Jeg vil gerne have det, der er specielt, som jeg ikke lige kan gå ud og købe, som f.eks. kålroe, bladbeder, gulerødder og grønkål i andre kulører end de gængse. Der skal også være det, som bare er vidunderligt at spise helt friskplukket af egen avl som asparges, ærter og jordbær. Jeg har også altid løg. Det er egentlig ikke af nogen anden grund, end at lige med løg er jeg selvforsynende. Det er en god fornemmelse, selv om det ikke er et mål for mig. Det føles bare godt at kunne.
Lige nu går jeg mest op i at få bestilt de frø, som skal forspires tidligt eller jeg bare må have. Den første ordre er allerede sendt afsted med bl.a. artiskok, klokkeranke, kæmpeverbena, rød kvan og diverse basilikum. Den havnede på Fuglebjerggaard, men jeg skal også prøve Lindbloms Frö i år. Jeg har ikke handlet der før, men de har rigtig mange økologiske frø. Du kan finde flere gode steder at bestille frø under menupunktet Shopping til haven. Hvis du vil have mere at vide om såning, frø og køkkenhave, er Havenyt.dk et rigtig godt sted at finde viden.
Åh ja… nu skal det være! Har lige afsluttet en frøhandel, og det var ren impulsiv kærlighed. Mon jeg tør gå ind og kigge hos Lindbloms Frø…?? 😀
Jeg bilder mig ind, at det på nuværende tidspunkt er rene fornuftkøb. Jeg mangler dem jo!
Ja, der er mange fristelser der ute i frøverden 🙂 Jeg har ikke bestilt noe særlig ennå, for jeg har så mye fra før! Mine blir oppbevart i kjøleskapet, som jeg har lest er lurt!
Det har jeg også hørt skulle være et godt sted at opbevare frø. Jeg opbevarer selv mine i mit bryggers. Der er køligt om vinteren.
Jeg fik ryddet godt op sidste år, så i år skal jeg shoppe. Alle de grøntsager som man ikke lige kan købe, men du har helt ret. En plan må der til, så man ikke bliver fristet over evne. Eller i hvert fald ikke mere end det er til at leve med. Har i øvrigt i år for første gang prøvet kuldesåning. Er ret spændt.
God søndag
Birgitte
Det er så skønt at drømme sig væk i lækre frøkataloger og frø på denne tid. I år vil jeg også igen have masser af kæmpeverbena – glæder mig allerede til sommerfuglenes dans i de smukke blomster stande :0)