Spiselig pynt til træet
Et stort træ i haven med røde bær, pyntet med røde æbler på ståltråd og fedtkugler med rød snor. Indrømmet, der er en snert jul over det her, selv om vi kun er i starten af oktober. På den anden side, så er det ikke for tidligt at begynde at tænke på fuglene, og så passer de røde farver godt ind i havens efterårslook. Hvidtjørnen er et godt sted til fodring af fugle, og hvorfor så ikke gøre det lidt festligt med det samme.
Det er paradisæbler, der er trukket på ståltråd med en pind som stopklods nederst.
Fedtkuglerne er blevet befriet for den grønne plast og har fået en rød snor i stedet. Jeg kunne også bare have brugt en neutral snor, men så kan man jo ikke se dem 😉
Jeg fik hjælp af yngste datter. Hun tog sig af alle æblerne og det meste af ophængningen.
Hun er ikke så vild med havearbejde, men til gengæld elsker hun jul, så det blev en rigtig hyggelig søndag eftermiddag i haven for os begge.