Lidt af hvert, ,

En herlig weekend med mange besøg

Det har været en skøn weekend med åben have. Der kom ca. 110-120 besøgende ialt på de 2 dage. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, når der var så langt til den næste åbne have. Men måske var det netop en fordel, for havefolk vil se haver, når der er havefestival. Jeg havde annonceret i Haveselskabet, Landsforeningen Praktisk Økologi, den lokale Dagli’brugs, på bloggen og facebook. Jeg var også så heldig, at Nordvestnyt havde opsnappet det og satte en notits i avisen om det en uges tid i forvejen.

Havebesøg2

Jeg viste rundt og snakkede med så mange, som jeg kunne nå. Min mand er ikke det store havemenneske, men han hjalp til så godt han kunne, og stod iøvrigt for te, kaffe og kageserveringen. Han uddelte også en Folder om haven til dem, som jeg ikke nåede at give nogen. Han tog også billeder, for det nåede jeg heller ikke.

Drenge ser på salamandre

Her bliver der studeret salamandere i bassinet af nogle af de yngste gæster.

Havebesøg1Jeg fik rigtig mange positive tilkendegivelser, om at min have var rigtig hyggelig, og der var mange spændende stauder og plantesammensætninger og anderledes indslag i haven. Det slubrede jeg bare i mig med velbehag. Imellem de besøgene var også nogle af mine medhavebloggere, som har lavet nogle flotte indlæg om besøget. De viser meget mere og andre ting fra haven, som jeg slet ikke havde tænkt på. Kig på indlæggene fra Signes Vals og  En landliggers dagbog. Jeg fik også besøg af en fotograf og en journalist fra Nordvestnyt, som i går bragte en helsides artikel fra besøget. Her er et link til web udgaven, som er noget forkortet og her til en indscanning af avissiden.

Dild

Jeg holder åben have igen d. 30. august. Der regner jeg med, at dahliaerne blomstrer om kap med solhatte og lathyrus, og klatrebønnerne er stukket til vejrs.