Haven er åben d. 28. og 29. juni
Jeg holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival og Landsforeningen Praktisk Økologi’s Åben Havelåge. Begge steder hedder haven Ina’s have, for det er jo det den er.
D. 28. juni kl. 14-18 og d. 29. juni kl. 10-15
Hovedgaden 27, 4350 Ugerløse.
Man kan parkere ved Kirken, hvis der ikke er plads på gårdspladsen.
Haven er en landsbyhave på 600 m2 + 200 m2(af naboens have) delvist omkranset af mure med prydhave, vild have, bærhave, køkkenhave, skærehave, krydderurtebed, vildnis, terasser, hyggekroge, kvashegn, kompost og bålplads. Roserne og morgenfruerne blomstrer om kap, og vi plukker jordbær og skærer asparges så meget vi orker lige nu. Om 14 dage er der nok andre ting som peaker i haven, for der er altid noget at se, spise og plukke af.
Kom og se det hele og få en god kop te eller kaffe og kage til. Du kan også nyde din medbragte mad i haven eller havestuen. Er du til mere spiseligt kan jeg anbefale en tur på Elmely Kro her i Ugerløse. Lidt dyrt, men super godt. De har også take away til yderst rimelige priser.
Vil du kombinere turen med andet, kan jeg anbefale et besøg hos Anne Stine Stauder i Stenlille. Det er en anderledes planteskole med et stort udvalg af stauder og græsser. Deres hjemmeside er ikke helt opdateret, men jeg har snakket med Anne Stine i går, og planteskolen har åbent på de nævnte åbningstider. Det er bare årstallet, det er galt med.
Du kan også tage indenom Kiselgården i Ugerløse. De dyrker biodynamiske grønsager og økologiske krydderurter. Gårdbutikken har åbent, og der kan købes krydderurter i drivhuset. Andre gode gårdbutiker i nærheden er Den Gamle Gård i Ugerløse og Jordbærbonden ved Tølløse.
En helt anderledes have med sten, koikarper, rhododendron og roser ikke så langt fra er Zen Garden i Vedde. Den er også et besøg værd.
Min have skal muligvis nedlægges i forbindelse med en yderst tiltrængt renovering af den østre side af Hovedgaden, så i år har jeg taget det hele lidt mere afslappet. Men siden jeg fik idéen om at holde åben have, har den stået på havearbejde i de lyse aftener. Jeg kommer nok ikke ud i alle kroge, men pænt skal der være, når man får gæster.
Velkommen i min have.
Godt gået, at du har meldt dig til, jeg er sikker på at det bliver nogle gode dage med masser af rykind. Desværre kan jeg ikke komme nogle af dagene, jeg ville ellers gerne se din have som er så flot på billederne:)
Det ville have været rigtig hyggelig, hvis du kom forbi, men sig til hvis du kommer på de kanter en anden gang, så åbner jeg bare op igen.
Jeg er nu ikker sikker på det store rykind. Det er et stykke ude på landet, og der er langt til andre åbne haver. Dem der kommer skal nok få den helt store rundvisning og mærke hyggen 🙂
Ihhhhh, hvor jeg glæder mig. Vi tager den store omvej til sommerhuset om lørdagen og kigger forbi :-). Også en oplagt chance til at besøge Anne Stine Stauder og måske slå et slag forbi en af de andre spændende steder du nævner. Vi ses.
/Birgitte
Ih, hvor er jeg glad for det. Lidt stiklinger kunne der nok falde af og en ordentlig havesnak skal vi selvfølgelig have 🙂
det ser sørme ud til at jeg kan komme forbi alligevel:o)
Super! Det glæder jeg mig til 🙂
Har set du har åben havelåge i week enden – kan desværre ikke kommer tager i sommerhus med vores børnebørn.På billedet i avisen er der en masse rustne høns, hane og kyllinger – hvor kan de købes har søgt dem rigtig længe. Rigtig god åben havelåge
Ærgerligt at du ikke kan nå at komme forbi, men der kommer nok også en åben havelåge dag sidst i august, så måske du kan komme forbi der.
Hønseflokken vandt jeg i kunstforeningen på arbejde. Du kan læse mere om det i et ældre indlæg http://annasplads.dk/2012/03/jeg-har-faet-hons/