Vintergækker på vej
Vintergækkerne er på vej op derude. Det kan man se rundt om på de forskellige haveblogs. Især i sidste uge var der mange, som viste billeder af identificerbare spirende vintergækker. I lørdags gik jeg derfor i haven i øsende regnvejr for at lede efter dem. Men jeg fandt ikke en eneste, og jeg ved jeg har en del. Søndag skulle vi en tur til Møn for at se til byggeprojektet, og så måtte jeg lige på gækkejagt i sommerhushaven.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg opdagede de første helt tydelige vintergækspirer. Manden måtte hentes for at dele begejstringen med mig.
Lidt efter så jeg disse i knop. Jeg burde enten have plukket blomsterne, eller gravet klumpen op og sat den i en potte og taget dem med hjem. Men i min befippelse gjorde jeg ikke andet end at beundre dem. Jeg er egentlig lidt i tvivl om disse er vintergækker eller måske dorothealiljer. Det er jeg ikke så skrap til at se før blomsten kommer frem. Til den tid kan jeg måske også se, hvilken sort det er. Til det kan jeg bruge bogen “Vintergækker”, som jeg lige har sat på bogreolen i dag.
Hvor er de nuttede med den grønne streg på den hvide knop.
Ja, vintergækker er nogle dejlige, seje blomster! Jeg har faktisk gravet en klump op og sat i stuen hvor de nu er sprunget ud 🙂
Tror det er vintergækker. Dorthealiljer har bredere blade og er mere saftiggrønne i farven.
Ja tænk at der ikke skal mere til for at gøre os ovenud lykkelige, end en tot vintergækker på vej op 🙂