Ny bog om krydderurter til bogreolen

Krydderurter
Jeg har lige købt denne nyudgivne bog om krydderurter, og den kan jeg varmt anbefale. Jeg har allerede haft næsen i den i mange timer. Det er en meget stor og flot bog, næsten i coffeetable format med super flotte billeder. Der er afsnit med de vilde, de dyrkede og dem man skal passe på. Andre med høst, opbevaring, formering, duft og smag, spiselige blomster og opskrifter og anvendelse af krydderurterne. Der er også lagt vægt på krydderurternes sundhedsmæssige værdi. Men det der fylder aller mest er beskrivelse af de enkelte kryderurter. Der er f.eks. 25 slag mynter med billeder og beskrivelse af de enkelte arter og sorter. Det lyder voldsomt, men det er en bog for den almindeligt interesserede, der ikke behøver at have en masse faglig viden i bagagen. Den er skrevet enkelt med korte afsnit og alligevel uddybende nok, i hvert fald til mig, og jeg er lidt af en krydderurtefreak. Forfatteren Lene Tvedegaard er agronom og ejer af Gartneriet Toftegaard. Det er et fantastisk sted lige syd for Køge, hvor der er et meget stort udvalg af krydderurter, tomater og Chili.
Bogen er en must have til bogreolen.

Lene Tvedegaard: Krydderurter – bogen for urteelskere.
Koustruo & Co, 2013. 364 s.

Nu blev det alligevel krokus tid

Det er næsten ikke til at tro det, men nu vælter det op med krokus.  De herlige små lilla, hvide, lyseblå og fesengule af slagsen, som er repræsenteret i min have. Det var også lige før, at jeg troede at foråret var aflyst i år med al den sne og kulde. Det er det heldigvis ikke, så nu kan den mageløse begejstring over alt nyt, som dukker op hver dag, begynde.
Lilla krokus
Krokus i klar sol er altså fantastiske. I hvert fald i den side af haven, der får sol. For i skyggesiden ligger sneen stadig og gemmer foråret.
Lyslilla krokus
Men jeg bliver i den lune side, og snupper et par krokus mere.
Lysegule krokus
Jeg har endnu ikke rørt noget i haven. Den er helt forårsjomfruelig. Det begynder nu, at være så mildt i vejret, at man godt kan begynde at fjerne bladdække og staudetoppe, så i weekenden skal jeg i gang, og det udendørs haveliv skal for alvor skydes i gang 😀

Et skridt frem og to tilbage for foråret

I dag er jeg vågnet op til en snedækket have.
Haven med sne
Det gik ellers meget godt med en langsom tilbagetræning af sneen fra græsplænen, og jeg dristede mig til at sætte lidt horvioler ud i en krukke foran bryggersdøren.
Hornvioler
Sådan så de ud i går med et par graders varme i luften og en frisk brise, men trods alt rimelige forhold for hornvioler.
Hornvioler med sne
Her til morgen, så det sådan ud. Nu er der sne overalt og i dag tror jeg bare, at jeg holder mig indendørs. Der er også masser af indendørs projekter, som jeg kan kaste mig over, og skulle jeg trænge til en pause fra det huslige, så står den på læsning. Jeg har lige købt Lene Tvedegårds bog Krydderurter, så det hører I nærmere om senere 😉

Fortsat god påske.

Nu er påsken her

Det der irriterende hvide lag i haven svinder ganske vist ind hver dag. Men påskeliljen og martsviolen kan desværre ikke leve op til sit navn i år. Påsken plejer også at være synomymt med havearbejde. Det bliver det heller ikke i år. Til gengæld gik der lidt pynteri i den i går, og det er jo heller ikke værst.
påskedekoration

høne
God påskeferie.

De udendørs indendørs

Verden er lidt af lave. Lige nu venter vi alle sammen på snestormen, som kommer i morgen og skulle blive helt tosset tirsdag. For en uges tid siden flyttede jeg de første krukker med forårsblomster ind i havestuen. Det er ganske enkelt for barsk vejr til forårsløg og hornvioler. Selv om marts skulle være den første forårsmåned, er der vist ingen som er i tvivl om, at det stadigvæk er vinter.
hornvioler
Her i havestuen trives planterne så ganske fortrindeligt.  I dag har der været 22 grader i havestuen og et skønt klima til at ordne planter og potter i. Solen har stået højt på himlen imens blæsten har suset øredøvende højt.
helleborus
Men det går lidt hurtigt med juleroserne og hornviolerne i den temperatur. De ville have haft det bedre udenfor i temperaturer omkring frysepunket og med knap så meget vind. Men lige nu gider jeg heller ikke være ude, så det er da ikke så tosset med lidt forår indendørs. Helt indendørs er det ikke, for når solen ikke er fremme, er temperaturen kun lidt over frysepunktet i havestuen. Men på solskinsdage som i dag, kan vi spise frokost derude allerede fra februar af. Det er lidt som et drivhus med ekstra komfort. Jeg har gulvvarme på, så temperaturen aldrig kommer under frysepunktet.
figentræ
Resten af havestuen vågner helt som den skal styret af den øgede mængde dagslys. Figentræet står endda med små figener. Jeg fik træet i sensommeren, så jeg er ikke så erfaren i den slags, men det ser da lovende ud 🙂

Artiskokkerne er på vej

Selv om det virker som om foråret er blæst tilbage til start, så går det fremad i de indendørs potter. Artiskokkerne er flyttet fra den lune vindueskarm til den lyse havestue.
artiskokspirer
Temperaturen er noget køligere her, og det sammmen med lyset gør, at de ikke bliver for ranglede. Jeg har vermiculite som topdrys i potterne for at undgå, at de mugner. De skal først plantes ud, når faren for nattefrost er ovre i slutningen af maj, så de skal kunne klare pottelivet et stykke tid endnu.
artiskok
Det er underligt at tænke på, men om 5 måneder ser de sådan ud. En 1½ meter høj statelig og meget smuk plante. De skal have noget at leve af, når de kommer ud, ellers bliver de ikke rigtig til noget. Kompost, hønsemøg eller anden god gødning, men så kviterer de også med de skønneste artiskokker.

I år vil jeg plante flere nytteplanter ind i blomsterbedene. Rød grønkål eller palmekål har jeg set flere har i blomsterbedene. Det er også oplagt for blomsternes duft vil forvirre kålsommerfuglen.
dild i solsikker
Dild og persille er meget dekorative. Her er dild sammen med lyse solsikker. Her har jeg sået dem, men ellers har jeg har selvsået dild mange steder i haven.

Men sådan en artiskok ville nu også tage sig godt ud  bagerst i staudebedet eller i midten af et bed med sommerblomster rundt om, så de skal nurses godt, imens vi venter på genindførslen af forår  😉

Stadig med overtøj

Det pibler op med vintergækker, erantis og dorothealiljer i haven. De er ikke helt så langt fremme, som jeg kan se på andre blokke, og det skyldes nok det midtsjællandske klima, hvor der er mere og længere frost end ude ved kysterne. Jeg har af samme grund været noget tilbageholdende med at fjerne det isolerende lag af blade og småkviste i bedene. Det har ikke været let, og jeg har nærmest måtte sidde på hænderne, for det ser ikke kønt ud.
dorothealiljer
Men nu hvor vinteren rigtig bider med en strid østenvind, sikkert af sibirisk oprindelse, gør det ikke noget. De her dorothealiler står da i det mindste op. Et andet sted i haven har vinden blæst bedet rent for blade, og der har vintergækker og dorothealiljer lagt sig ned. Vinteren forsætter i næste uge, så jeg håber, at de kommer på benene igen, inden de helt opgiver håbet om forår. Jeg har taget krukkerne med forårsløg og helleborus ind i havestuen så de ikke også taber pusten.
dorothealilje
En enkelt af dorothealiljerne er sprunget helt ud, og den står heldigvis i læ af et hegn. Men hvor jeg glæder mig til, at den iskolde vinter bliver skiftet ud med lunt forår, og alle de andre også springer ud. Lige nu må de hellere beholde overtøjet på 😉

Til havemesse i Malmø

I lørdags var vi tre, der tog til Skånsk Trädgård i Malmö. Messen er en del af en større hus- og havemesse, og egentlig er havedelen ikke vildt stor. Der er ret meget hus, og man skal overstå visse forhindringer før man får lov til at betale en klækkelig entré. I år valgte vi at komme om eftermiddagen for at undgå de meget lange køer ved indgangen. Det undgik vi også, men vi slap ikke for at få anvist en velbetalt parkeringsplads meget langt væk. Jeg er glad for, at det ikke var gamle tanter eller småbørn, der var med i bilen og i strid modvind skulle gå den lange vej.
Grønt tøj
Men når man så kommer ind, er alle genvordighederne glemt, og her i starten af marts virker det, som et helt eldorado for forårshungrende havemennesker. Noget af det første vi så var denne grønne garderobe. Det kunne være, man skulle overveje den lille grønne i stedet for den lille sorte næste gang, man skal i byen 😉
asparges
Det er nok lidt snyd, men godt ser det ud.
biboDet er det her også 😉
helleborus
Der manglede heller ikke gode messetilbud.
indkøb
Og vi fik shoppet igennem af frø, planter, knolde, krukker og nips, hørt et par gode foredrag og var totalt mætte af indtryk efter 3 timers messeri.
juleroser
Et par af indkøbene er nu taget i brug på trappestenen. Krukken har hul i bunden, så den er helt perfekt til udelivet.

Sådan en havemesse i marts er nu ikke værst 😉

Ternet vindueskarmslyksalighed

Det er svært at gå forbi potterne med forårsløg i butikkerne lige nu, uden at der smutter et par af dem i indkøbskurven. Endnu sværere er det, at køre forbi den lokale planteskole, som ligger to minutter fra min bopæl, og den har åbent hele året. Nogle tænker måske, hvad der kan være af købe på en dybfrossen planteskole i februar. Men jeg lover jer, at det kræver en vilje af stål at køre forbi, uden lige at kigge indenfor, hvad enten det er februar, maj eller november. Det har jeg ikke! Lige nu bugner den med potter med forårsløg, krydderurter, frøposer, dahliaknolde og en helt masse andre helt nødvendige terapeutiske effekter for at undgå vinterdepression. Forleden var det potterne med vibeæg, Fritillaria meleagris, som kom med hjem til vindueskarmen.
mørk vibeæg
De er helt vidunderlig, og den eneste rigtig ternede blomst, jeg kender.
lys vibeæg
De findes både i lyse og mørke varianter.
hvid vibeæg
Og nogen er næsten helt uden tern, men smukke er de.
vibeæg
De holder ikke lang tid indendørs, men hvad gør det. De er helt fantastiske så længe det varer, og så kan de jo plantes ud i haven bagefter og gøre lykke næste forår 🙂