En uundværlig decemberblomst
Hvis du ikke har juleroser, helleborus, i din have, så plant nogle! Mere klart kan det ikke siges, for når man går ud i sin ellers noget triste decemberhave, så bliver man i super godt humør, når man får øje på de første juleroser.
Det her er nok ikke et pragteksemplar af slagsen, men hvad gør det. Det er den eneste blomst i haven lige nu, så den er højt skattet. Jeg er også ret sikker på, at det er en, som har stået inde i stuen en december for flere år siden, og så er plantet ud i haven bagefter. Den er trofast meget tidlig hvert år, så den får en særlig opmærksomhed.
Og de er flere på vej. Der er mange knopper, også på de andre juleroser. Nogle er “stueplanter”, som er plantet ud, og andre er købt på Gartneriet Spiren ved Skælskør, som har et meget stort udvalg af juleroser og påskeklokker. De er smukke alle sammen og kommer i blomst fra nu af og hen på foråret.
Har du juleroser nu indendørs, som er blevet kedelige, så plant dem ud i haven. Man kan sagtens plante nu. Frosten er endnu ikke gået i jorden.
Fantastisk, mine har kun små knopper – jeg har ikke været så heldig med de juleroser jeg har købt til jul og haft inde og ude i potter…. det er lykkedes mig at slå dem ihjel, inden de kunne komme i jorden. Glæder mig til februar, så skal jeg bestemt en tur ned til Spiren og kigge efter vintergækker og et par nye juleroser. Jeg så en dejlig julerose (eller, det var nok en påskeklokke) i den fineste mørkegule farve….. håber at de har en lignende når jeg skal derned 🙂
Hej Ina
Ja juleroser kan vi ikke undvære i haven, det er så dejligt at kunne gå ud og nyde de fine blomster, især nu – hvor der ikke er så meget andet at finde derude.
Jeg har også været ude og fotografere mine idag 😉
Min julerose står i en krukke ude i vindfangen ved fordøren, og den blomster smukt nu 🙂 , den blev købt for 3 uger siden og vil også plante den ud i haven her til foråret 🙂
Det er den dejligste rose på denne årstid. Hvor er du heldig at du har den i blomst, jeg må vidst vente på mine de er kun knopper nede ved jorden.
Juleroser er bare så fine 🙂 Jeg har selv købt mine i Plantorama, og de blomster så fint – det er så dejligt med lidt grønt i haven på denne tid af året.