Ture,

Nu begynder det lige så stille…

November er lang, grå, brun, mørk, småkold, våd og ind imellem ret kedelig. Heldigvis er der begivenheder ud over kommunalvalget, som kan bløde november op, og det er julemarkederne. Der er de helt store med alt, hvad det indebærer af trængsel, stemning, masser af pynt og smagsoplevelser, og der er de små hyggelige. Jeg er til begge dele. Sidste weekend var jeg på Kragerup Gods, som hører til de store, og i dag har jeg været til et af de små hos Livsstilboheme i Løve ved Høng.
Livsstilsboheme
Her kommer jeg næsten hvert år, og der er en særlig stemning, som jeg holder meget af. Der er masser af grønt, gammelt og genbrug blandet med nyt zink. Nisserne er i undertal, men det gør ikke noget her i november. Dem kan man hurtigt få nok af, hvis de kommer for tidligt på banen.
Gamle urtepotter

Julevindue
Indenfor faldt jeg pladask for dette vindue. Mit køkkenvindue skal pyntes med med et ophæng og disse stjerner, så dem var jeg nød til at købe. De kommer dog ikke op før til december. Det er en uskreven regel her i huset, at indendørs julepyntning først begynder første søndag i december. Derefter er alt (næsten) tilladt.
Orangeri
Der er et skønt orangeri i haven, og der blev igen i år serveret gløgg og æbleskiver. Opsatsen med træet til venstre i billedet er meget flot, og jeg tror, at jeg vil forsøge mig med noget lignende en af dagene. Nu begynder det at krible i fingrene, så i morgen tror jeg, at græskarerne og kvædekransen må vige pladsen til fordel for noget med mos og gran foran hoveddøren. Den helt rigtige novemberstemning er ved at indfinde sig, og det er jo ikke værst.

Livsstilsboheme har også åbent i morgen, og i weekenderne op til jul. Følg med på deres facebookside, så du ikke går forgæves.